Hver mandag giver vi dig kulturguiden til din uge i Aarhus. Vi har i denne uge valgt arrangementer ud, så der er noget for ørerne, historien, fællesskabet, pengepungen og uhyggen.

For ørerne

Tre stjerner under åben himmel
Fredag efter fredag fyrer et udvalg af tidens mest populære kunstnere op under sommerfesten i Tivoli Friheden. Til Fed Fredag i denne uge kan du glæde dig til ikke blot at opleve én kunstner, men hele tre. Oplev blandt andet duoen FOOL, der med deres single ‘Strapped’ har indtaget en top-tre placering på Spotify. Lad dig også forføre af den aarhusianske Alexander Oscar, der med blot tre singler allerede har opnået imponerende resultater og markeret sig som en af de helt store stjerner på den danske musikscene. Oplev også det unge, lovende sangtalent Clara, der med sin særlige og unikke vokal med garanti vil fortrylle parken. Tag hul på sommerferien med med en festlig sommerkoncert under åben himmel. Dato: Fredag den 5. juli Tid: Fra klokken 20.00  Sted: Tivoli Friheden Pris: 135 kroner / 175 kroner på dagen. 

For historien

Byvandring i vikingernes Aarhus
Historien om Aarhus går tilbage til den tidligste vikingetid, og Aarhus finder stadig spor fra de første aarhusianere. Vikingerne. Men hvad ved du egentligt om byens historie og første beboere? I denne uge kan du høre historien om vikingernes Aarhus, når Aros Adventure inviterer til byvandring. Tag med på en to en halv kilometers vandring gennem byen, og bliv klogere på de første aarhusianere. Glæd dig til at høre historien om bymuren, bavnehøjene, det fremskudte forsvar og kristendommens indtog i byen. Se også de stadig synlige spor fra vikingetiden med egne øjne, og glæd dig ellers til en eftermiddag i historiens tegn.Dato: Tirsdag den 2. juli og torsdag den 4. juli Tid: Tirsdag kl. 14.00 / Torsdag kl. 13.00 Sted: Mødested ved trappen foran Dokk1 Pris: Voksne 120 kroner inkl. adgang til Vikingemuseet / børn op til 15 år 70 kroner.

For fællesskabet

SICK Sunday
Alle kan være med. Alt er gratis. Alt kan ske. Sådan lyder det fra det såkaldte SICK Project. Et non-profit træningsfællesskab, som mødes på forskellige lokationer omkring i Aarhus hver søndag. Her kan alle deltage i en sjov, anderledes og energifyldt træning helt gratis. Og det er bestemt ikke uvant at flere hundrede aarhusianere møder op, træner og har en magisk søndag. I denne uge byder SICK Project til ‘SICK Part 225: “Take Over!”‘, som lover at blive en endnu mere episk træning end normalt. Træningen foregår på Frederiksbjerg Skole fra klokken 11.00, og på præcis samme tidspunkt træner SICK Projects træningsfællesskab i London også. De opfordrer derfor til at sprede ordet til alle, du kender i både Aarhus og London. Glæd dig til at blive mødt af tonsvis af smil, svedige high-fives og sjov motion.
Pressefoto // SICK // Mads JohansenDato: Søndag den 7. juli Tid: 11.00-12.00 Sted: Frederiksbjerg Skole Pris: Gratis.

For pengepungen

Gratis sommerkoncerter
Det behøver ikke at vælte budgettet at spække sommeren med kulturoplevelser. Henover sommeren byder Musikhuset nemlig på en bred vifte af gratis sommerkoncerter under åben himmel. På udendørsscenen midt i spejlbassinet optræder løbende både erfarne musikere og nye, lokale kunstnere. I denne uge kan du tage del i fornøjelsen både fredag, lørdag og søndag. Fredag indtager soul-sangerinden Frederikke Bohr scenen, mens Christina Dahl Trio svinger mikrofonen lørdag. Glæd dig til levende, groovie og varm musik direkte fra hjertet. Søndag fortryller Thomas Sejthen Trio pladsen med et minimalistisk udtryk og et intenst sammenspil, hvor fokus er på ro og melankolske klangflader. Nyd et koldt glas rosé og hinandens selskab, mens i fryder jer i muligheden for at tage del i gratis koncerter med yderst dygtige musikere. Og så endda under åben himmel – det bliver ikke bedre.
Pressefoto // MusikhusetDato: 5.,6.,7. juli i uge 27 Tid: Fredag 15.00-16.30, lørdag og søndag 13.00-14.30 Sted: Musikhuset  Pris: Gratis.

For uhyggen

Iskolde gys i sommervarmen
Er sommeren blevet lidt for hyggelig, kan du i denne uge tage til Sommergys i Paradis. Tilbring din sommeraften i biografmørket, og fordyb dig i en kavalkade af iskolde gys, chok og suspense. Glæd dig til at opleve originale, grænseoverskridende og unikke filmperler, der kryber langt ind under huden hos de fleste. Fredag aften viser de gyseren ‘A Girl Walks Home Alone at Night’, hvor salen indtages af uhyggelige vampyrer. Læn dig godt tilbage i de bløde sæder, og oplev en stemningsfuld og stilsikker debutfilm af den unge iransk-amerikanske instruktør Ana Lily Amirpour. Med sit blærede sort hvide genremix er det en uovertruffen hyldest til auteours som Jim Jarmusch og David Lynch. Inden filmen serverer Øst for Paradis selvfølgelig vampyrsnacks. Er du mere til seriemordere, kan du om lørdagen opleve filmen ‘Maniac’ med Elijah Wood i hovedrollen. Fordyb dig i en ægte 00’er-slasher med en seriemorder, der giver sine mannequindukker liv ved at iklæde dem sine ofres skalp.Dato: Fredag den 5. juli og lørdag den 6. juli  Tid: Begge dage fra kl. 21.00-23.00 Sted: Øst for Paradis Pris: 95 kroner.