For mange aarhusianere er kirken et samlingspunkt for familie og venner – i både hverdagen og højtiderne. I Aarhus Kommune er der mere end 60 kirker til byens tusinder af kirkegængere. Men hvad kendetegner ‘Guds hus’ i Aarhus? Vi har besøgt fem kirker i forskellige dele af byen for at se nærmere på hver deres unikke udseende og historie. Skjoldhøj Kirke
Skjoldhøj Kirke i Brabrand blev opført i 1984 og er en af byens nyere kirker. Bygningen kendetegnes især ved de store himmelblå gavle, der vender mod øst og vest og dens øvrige kvadratiske forme. Men selvom kirken har et moderne ydre og indre, er den som en klassisk, traditionsrig dansk kirke opført på en bakketop.
Sankt Lukas Kirke
Sankt Lukas Kirke på Ingerslev Boulevard blev indviet i 1926 og kendetegnes blandt andet ved dens 35 meter høje tårn, der skyder op i hjertet af Aarhus. Kirken er tegnet af Kaj Gottlob, som udover at have vundet flere prominente priser for design af møbler og sølvtøj også har været arkitekten bag den berømte Knippelsbro i København.
Citykirken Aarhus
Citykirken Aarhus er en frikirke, der med sin opførelse i 2010 er byens absolut nyeste. Den blev til efter en sammenlægning af tre forskellige, evangeliske kirker i Aarhus; Apostolsk Kirke, Frikirken ved Runddelen og Pinsekirken Århus. Kirken bryster sig af at være en moderne kirke – blandt andet ved at have gospel som en fast del af programmet.
Gellerup Kirke
Gellerup Kirke blev til i 1976 efter opførelsen af Gellerupparken, der fik indbyggertallet til at stige enormt. Kirken er udsmykket af Arne Haugen Sørensen, hvis arbejde kan ses næsten overalt i Danmark, blandt andet i Folketeatret i København og Kastrup Lufthavn, som han har været med til at udsmykke.
Hasle Kirke
Med sin grundlæggelse i 1100-tallet menes Hasle Kirke at være Aarhus’ ældste. Kirken er blevet renoveret gennem flere omgange, men store dele af bygningen står stadig som da den blev opført. Blandt andet døbefonden menes at være fra da kirken blev indviet, og kirkeklokkerne er bygget helt tilbage i 1500-tallet.