Som formand for idrætsforeningen i Solbjerg ønsker hun at gøre en forskel og være til gavn for andre. Mød 42-årige Kristine Hornum, der gennem adskillige frivillige timer har sat sit aftryk på foreningslivet i den sydlige forstad.

Tekst og foto: Alexander Loft Birkmose

Solbjerg er et skønt lokalsamfund, hvor folk virkelig kerer sig om hinanden. Byen har alt, man skal bruge i form af indkøb, skole og idrætsaktiviteter. Solbjerg tiltalte os samtidig, fordi det er et trygt sted, hvor børn nemt og sikkert kan færdes.

Vi kom til en by, som havde et fantastisk idrætsliv.Men der var ikke noget gymnastikhold, som min datter kunne starte på, fordi der manglede en træner. Så uden nogen form for baggrund blev jeg gymnastiktræner for 30 børn fra 4-6 år, hvor jeg brugte to uger på at læse op på, hvordan man laver gymnastiktimer for børn. Jeg syntes, at det var virkelig fedt og livsgivende at få lov til at være træner for alle de her glade børn. Det var jeg i fem år, hvor jeg endte med at være træner for 60 børn.

Fra barnsben har jeg lært,at man skal engagere sig i lokalsamfundet, når man bor i en mindre by. Min far var med til at bygge et fodboldstadion, og min mor lavede mad til byfester og strikkede for at tjene penge til fodboldklubben. Men det var først, da vi flyttede til Solbjerg, at jeg begyndte at engagere mig. Da vi boede inde i Aarhus centrum var det noget andet – der passer man mere sig selv. Herude så jeg en idé i at bruge min tid, så det kan gavne mange.

Med tiden blev jeg endnu mere engageret i idrætsforeningen, og jeg havde nogle idéer til, hvordan man kunne gøre det endnu bedre. Jeg blev derfor en del af gymnastikbestyrelsen, og på den måde lærte jeg idrætsforeningen og en hel masse mennesker at kende. Jeg synes, at det er fedt at være med til at tage nogle beslutninger og at præge idrætsforeningen i en bestemt retning.

Jeg så nogle huller,som vi ikke udfyldte godt nok. Der var for eksempel ikke nogen fastelavnsfest, der samlede byens børnefamilier. Det har vi fået sat i søen, og arrangementet har nu kørt i fire år, hvor vi sidste år var 500 mennesker i hallen. Det er virkelig fedt, at man kan få en idé og så bare kaste sig ud i det.

Vores årlige damefrokost er også en kæmpe succes,hvor vi inviterer damerne i byen til en fest i hallen. Så spiser vi sammen og danser til live musik. Der kommer 350 kvinder, og tanken med arrangementet er, at vi gerne vil styrke netværket i byen. Vi bor i et lille lokalsamfund, og det er virkelig vigtigt, at man kender nogle mennesker, så man ikke er helt usynlig nede i det lokale supermarked.

Vi er mange frivillige i idrætsforeningen, der sammen får tingene til at lykkes. Jeg fandt en masse energi ved at blive en del af idrætsforeningen, hvor man faktisk kan gøre en masse gavn for andre og samtidig hygge sig med de mennesker, der også bidrager. Det kræver, at man gerne vil investere nogle timer, og det vil jeg rigtig gerne – men jo flere frivillige, jo bedre. Alle kan se, at det styrker vores lokalsamfund, at vi har et velfungerende foreningsliv. 

Kristine Hornum
· 42 år.
· Har boet i Solbjerg i 11 år.
· Formand for idrætsforeningen i Solbjerg med 1.650 medlemmer.
· Har startet et årligt fastelavns-arrangement, damefrokost og ølsmagning.
· Er med til at udvikle Sportscaféen og nye sportsgrene i idrætsforeningen som løb, floorball og mountainbike.

Solbjerg
· Solbjerg er den mest sydlige by i Aarhus Kommune.
· Byen har et indbyggertal på 4.218.
· Solbjerg er den by i Aarhus Kommune, der er vokset mest over de seneste 10 år med en vækst på 23 procent i indbyggertal.
· Med 54 foreninger er Solbjerg en af de byer i kommunen, der har flest foreninger per indbygger.