I år er det 75 år siden, at Danmark blev frit efter Tysklands besættelse under 2. Verdenskrig. 83-årige Ida Jermiin-Offenberg voksede op i Rosenkrantzgade under krigen, og en stor del af hendes barndom var derfor præget af frygten for bombninger og skyderier. Hendes verden bestod af mørklægningsgardiner og rationeringsmærker, mens fred og frihed først blev et nyt kapitel i hendes liv den helt særlige aften den 4. maj 1945, da Danmark igen blev frit.

Tekst & foto: Alexander Loft Birkmose

Det var en blandet oplevelse at leve under 2. Verdenskrig. Livet bød på lidt af hvert. På en måde minder det om den tid, vi lever i lige nu under Corona-tiden. Dengang var der ting, man var bange for, og det er vi også i dag med smitten. Selvom jeg kun var en lille pige under krigen, var jeg fuldt ud bevidst om, at der var nogle mennesker, man skulle være bange for. Mine forældre var gode til at forklare ting for mig, så jeg forstod, at der var nogle ting, jeg aldrig måtte sige til nogen. Vi var naturligvis bange for bombningerne, for der eksploderede meget omkring os. Børnene under besættelsen forstod generelt alvoren af krigen.

Jeg husker alt fra befrielsen om aftenen den 4. maj 1945. Det var en vanvidsaften – alle mennesker opførte sig fuldstændig mærkværdigt. Vi havde en god stueantenne, så vi kunne høre den engelske radio. Det sagde mig ikke så forfærdelig meget, så jeg lyttede aldrig efter. Den aften sad jeg under vores spisebord og legede med mine dukker. Pludselig hoppede mine forældre op ad deres lænestole for at omfavne hinanden. Min mor var et følsomt menneske, og hun lo og græd. Jeg ville også være med og blev lukket ind imellem dem, mens min far jublede: ”Der er fred, der er fred!”.

Ida Jermiin-Offenberg i baggården ved sit barndomshjem i Rosenkrantzgade.

Da vi nåede ned på gaden, kom vores husvært cyklende med hænderne i vejret og benene oppe på styret og et Dannebrogsflag på bagagebæreren. Folk jublede og sang i gaderne. Alle omfavnede hinanden, og det var ellers ikke almindeligt dengang. Det var vidunderligt og stort. Men jeg oplevede desværre også en pige, der blev holdt fast og fik klippet sine brune hårlokker af, fordi hun havde en kæreste, der var tysk soldat. Det var så forkert i forhold til den store glæde. Det var alle de rigtige og gode mennesker, der blev folkedomstol og fandt et nemt offer.

For mig blev den 5. maj en skuffelse sammenlignet med den 4. maj. Dagen inden havde vejret været vidunderligt, og den 5. maj var derimod isnende koldt; jeg hundefrøs i min alt for tynde Dannebrogsfarvede sommerkjole syet til lejlighed. Min faster og jeg bevægede os ned ad Strøget, hvor der var et mylder af glade mennesker. Nederst på Strøget hørte vi pludselig skud – det var chokerende, og vi vidste ikke, hvad det var. Mange år senere hørte jeg, at det var en skudveksling mellem modstandsfolk på Bispetorvet og en flok SS’er, som havde forskanset sig i Domkirketårnet. Hele menneskeflokken vendte som ”sort sol” på himlen.

Børnene under besættelsen anede ikke, hvad fred var. Det var kun noget, vi havde hørt om. Min verden hed mørklægningsgardiner, udgangsforbud, mangeltid og rationeringsmærker, men med freden ændredes verden. Når man bliver voksen, kan man godt se, at tiden under krigen – som var naturlig for mig – var en unaturlig tilstand. Krig er ikke noget at stræbe efter. Fred og frihed er noget, vi skal sætte stor pris på. Vi må aldrig tage friheden for givet.

Aarhus under 2. Verdenskrig

  • Aarhus var ligesom resten af Danmark besat af Tyskland under 2. Verdenskrig fra den 9. april 1940 til den 5. maj 1945.
  • Blandt de besatte bygninger var Vester Allés kasserne og Frederiks Allés Skole.
  • Aarhus Universitet, Aarhus Oliefabrik og Aarhus Stadion blev blandt andet udsat for bombninger og sabotage.

Jeg var der dengang …
Vi skruer tiden tilbage for at opleve et historisk øjeblik set gennem øjnene på en aarhusianer, der selv var til stede.