Gadepræsten Mette Birk laver alt fra samtaler med kriseramte og samarbejde med politiet til intimkoncerter for udsatte borgere. I et forsøg på at beskrive stillingen mere korrekt, har hendes stillingsbetegnelse siden 1. januar i år været ’Præst for socialt udsatte’. Men Mette Birk føler ikke, at nogle af de to betegnelser egentlig opsummerer, hvad hun laver. Følg med i et udsnit af hendes foranderlige hverdag.

Tekst: Nanna Westergaard
Foto: Ivan Pral

12.00: Samfundets skraldespand
På denne dag har Mette Birk taget formiddagen fri, fordi hendes yngste søn er syg, så hun møder først på det sparsomt indrettede, men stadig hyggelige, kontor til middag. Det er her, hun har de fleste af sine samtaler.

”Det bliver meget flygtigt det møde, man har med folk på gaden,” forklarer hun. ”Det er jo de færreste, der gider at stå og diskutere tro og religion, eller om de har det svært med et eller andet nede på Strøget.”

Så er det nemmere for Mette Birk at hjælpe hendes borgergruppe bag den lydisolerede dør på hendes kontor.

”Jeg har 3-4 samtaler om dagen.Jeg vil ikke have mere end fire, for de er virkelig hardcore mange af dem, meget tunge. Hver gang jeg tror, jeg har hørt det værste, så kommer der en ny historie, som er endnu værre. Så jeg er tvunget til at være til stede lige her og nu, for jeg kan ikke forlade mig på en eller anden forventning om, hvordan det vil være,” fortæller hun.

Mette Birk beskriver, de fleste af de borgere, hun hjælper, som en trekant i et firkantet hul:

”Mange bliver tabt helt vildt meget i systemet, og så ender de her på en eller anden måde, fordi vi ikke tænker i systemer på samme måde, som så mange andre organisationer og instanser er tvunget til. Så vi bliver samfundets skraldespand på en måde. Og det er der rigtig mange, der benytter sig af. Stort set alle, jeg har samtaler med, har været i systemet i mange år.”

Men selvom Mette Birk er mødt lidt senere i dag, så stempler hun næsten aldrig helt ud fra arbejdet.

”Jeg er jo i princippet til rådighed 24 timer i døgnet, for når folk lever på kanten, er det vigtigt, at de kan ringe til mig, når det brænder på. Jeg er tit deres absolut eneste connection, fordi de ikke har andre. Så det betyder jo alt for dem, at jeg svarer på en besked, og det kan være enormt skelsættende for dem, at der faktisk er en for dem,” fortæller hun.

13.00: Interreligiøst samarbejde med politiet
Mette Birk går iført en armygrøn jakke ned til Politiet, hvor hun har et møde med politikommisær Allan Aarslev. De to har kendt hinanden, siden de begge var involveret i Offerrådgivningen, og de hilser på hinanden som gamle venner. De krammer, og Allan Aarslev spørger, hvordan det går med gadepræstens søn, mens han hælder kaffe op, inden mødet går rigtigt i gang.

Politiet er til stede til de arrangementer, Mette Birk laver, for eksempel den koncert hun arrangerer for udsatte borgere hvert efterår i Domkirken. Her er civilbetjentene med til at sikre en rolig stemning, både for de frivillige og for de udsatte. Men i dag snakker Mette Birk og Allan Aarslev og diverse andre samarbejde, om kriminalpræventivt og antiradikaliserende arbejde og om et interreligiøst samarbejde med nogen af de 80 andre trosretninger, der findes i Aarhus. De har tidligere haft en lille gruppe muslimer på besøg i Domkirken, hvor Mette Birk indså, hvor lidt de egentlig ved om hinanden.

”Da de så den store døbefont, spurgte de: ’Hvordan døber I? Holder I dem i tæerne og dypper dem?’ Vi ved jo ikke en skid om hinanden,” fortæller hun.

13.45: Kageindkøb og klargøring
På vejen fra politistationen og tilbage til kontoret vil Mette Birk forbi Føtex-bageren og købe noget kage til dagens sidste møde. På vejen kommer hun forbi en Monki-butik, hvor hun kigger længselsfuldt efter en guldjakke, der hænger i vinduet.

”Mine børn kalder mig discokuglen, fordi jeg elsker glimmer og dyreprint. Men jeg skal jo også tænkte på at se professionel ud på arbejdet,” fortæller hun. Derfor er hun i dag helt klædt i sort, men de tatoveringer, der stikker ud fra ærmet på hendes blazer, vidner stadig om hendes farverige personlighed.

I Føtex køber hun jordbær og trøfler og betaler en tyver over beløbet, så hun kan købe en avis fra Hus Forbi-sælgeren ude foran, der får tyveren, selvom han er løbet tør for aviser.

Tilbage på kontoret skyller og skærer hun jordbærene og gør klar til det næste møde, som der stadig er god tid til.

”Normalt vil jeg bruge den her ventetid på at læse eller forberede gudstjeneste. Nogle gange går jeg også en tur ned til havnen, for efter en hård samtale kan det være rart at blive rusket lidt i hovedet,” forklarer hun.

Mette Birk er ved at læse kriminologi og er derudover også uddannet sexolog. Det er begge uddannelser, der hjælper hende til at gøre sit arbejde bedre, for hun møder en del, der for eksempel har været udsat for overgreb eller måske er på vej ud af bandemiljøet.

15.02: Møde med Serapions-ordenen
Lidt over tre træder Henrik Wind og Jesper Løjstrup ind på domkirkekontoret. De er begge logebrødre i Serapions-ordenen, som økonomisk støtter et af Mette Birks mange projekter. Med dette projekt vil Mette Birk gerne kunne hjælpe pårørerende til PTSD-ramte.

”Jeg har undersøgt, hvad der egentlig er af tilbud til dem, og der er ikke noget. Du kan gå på Veteranhjemmet, hvis din mand er veteran, og få lidt hjælp, men hvad nu hvis din mand er politibetjent eller brandmand? Der er ikke nogle tilbud til dem,” forklarer Mette Birk.

Stillingen som gadepræst ændrer sig hele tiden, og det er derfor også en del af Mette Birks arbejde at mærke efter, hvor hun kan bruges.

”Sådan nogle særlige præstestillinger er meget personbåret, fordi man lægger så meget af sig selv i det. Så det er med at have fingeren på pulsen og mærke efter, hvad er vigtigt, og hvad er interessant at arbejde med i byen lige nu. Hvor giver det mening, at jeg er?” forklarer hun.

Men selvom projektet bliver støttet af Serapions-ordenen, får Mette Birk stadig lov til at gøre det på hendes egen måde. Den ene logebror, Henrik Wind fortæller:

”Vi vil bare gerne støtte der, hvor vi er og se, at der kommer noget konkret ud af vores støtte. Vi får et logo på, men ellers har vi ikke nogle krav.”16.00: Aldrig helt fri
Efter logebrødrene er gået, og Mette Birk har fået ryddet op i mødelokalet, er arbejdsdagen overstået. Hun bliver dog først hentet af kæresten kl. 16.30, men så har hun jo tid til at svare på nogle af de mange beskeder, der er tikket ind på hendes mobil i løbet af mødet. Men for Mette Birk er det ikke et problem, at beskederne tikker ind, og at hun aldrig har helt fri:

”Jeg fungerer bedst i det akutte. Jo mere pres der er på, jo bedre bliver jeg. Jeg aner ikke, hvad jeg har i vente, så jeg bliver bare nødt til at være til stede hele tiden.”