Historien om Ting- og Arresthuset

Du har med sikkerhed set den udefra – og forhåbentligt ikke set den indefra. Ting- og Arresthuset – også kaldt Retsbygningen i daglig tale – på Vester Allé 10 er hjemsted for Retten i Aarhus. Bygningen huser en mere end 100 år gammel historie, der involverer alt fra dramatiske fangeflugte over budgetoverskridelser af dimensioner til italienske lanterner.

Tekst: Daniel Skinbjerg
Foto: Alexander Loft

BEFOLKNINGSTILVÆKST OG FANGEFLUGT
I starten af 1900-tallet trængte Aarhus til et nyt ting- og arresthus. På blot 40 år var antallet af indbyggere steget med 40.000 mennesker, og presset på politiet i byen var enormt. Det gamle arresthus på hjørnet af Mejlgade og Rosengade var samtidig så nedslidt, det ikke hørte til sjældenheder, at de indsatte stak af.

OPFØRSLEN
Man besluttede i 1902 at anlægge det nye ting- og arresthus. Kommunen og amtet stod for opførelse og drift af bygningen, som stod færdig i 1906. Hele byggeriet var budgetteret til at koste 374.180 kr., men det blev i sidste ende 243.871 kr. dyrere, hvilket svarede til en budgetoverskridelse på 65 procent. Den samlede pris svarer til ca. 42 millioner i nutidskroner.

BRONZELØVER OG ITALIENSKE LANTERNER
Kunstneren Karl Hansen Reistrup stod for de dekorative detaljer på bygningen. Det var ligeledes ham, der stod bag udsmykningen af Aarhus Teater. Han valgte at stille to bronzeløver og to bronzelanterner på hvert hjørne ved indgangspartiet. Bronzelanternerne er udført som kopier af kunstsmeden Caparros’ berømte lamper fra 1500-tallet på Palazzo Strozzi i Firenze.

BYENS MEST IMPONERENDE BYGGERI
For mange virkede bygningen så markant, at flere rent faktisk troede, det var Aarhus’ nye rådhus. Demokraten, en af datidens største aviser, kaldte Retsbygningen for en af de mest imponerende offentlige bygninger i byen, mens Århus Stiftstidende skrev, at den ”i sine mindre Dimensioner ingenlunde kan siges at staa tilbage for Københavns saa højtpriste Raadhus.”

BEVARING OG RENOVERING
Retsbygningens facade blev i perioden 1998-2004 renoveret og istandsat til sit oprindelige udtryk. Endnu en renovering fandt sted i perioden 2014-2016, hvor Bygningsstyrelsen lavede en omfattende indvendig renovering. Her blev der bygget flere retssale, voteringsrum og en glaselevator. Staten brugte 60 mio. kr. på den gennemgribende modernisering.

EN VERDEN UDENFOR
I 2010 forsøgte en libanesisk mand i 20’erne at flygte fra en af retssalene i Retsbygningen. Efter at været blevet idømt varetægtsfængsling bedte manden om at få åbnet vinduet på første sal for at få noget frisk luft. Kort tid efter valgte han at tage flugte ved at springe ud ad vinduet. Han nåede dog ikke langt, trods sin resolutte afsked. Da betjentene kom udenfor lå han i stedet og ømmede sig på jorden.