Modebranchen er i sprudlende vækst i Region Midtjylland. Alligevel er det en hård branche at komme ind i. Med mange små virksomheder, der aldrig slår igennem, er Headstart Fashion, som det eneste lignendeinitiativ i Jylland, sat i verden for at hjælpe forskellige modeaktører i gang og videre på deres rejse. Kom med ind i huset i en af byens gamle havnebygninger og få et indblik i et farverigt miljø, der huser alt fra designere med stærke budskaber til sportsbrands, der giver helt nye muligheder for store sportspræstationer.

Tekst: Mari-Louise Pedersen
Foto: Birthe Vembye

Tøjstativer med farverige tøjkollektioner, stofprøver og fashion shoots på væggene markerer, at det ikke er et hvilket som helst kontorlokale, man er kommet til, når man træder ind i den mørkegrå murstensbygning på havnen midt i Aarhus. Den gamle renoverede havnebygning huser Headstart Fashion House, som er et af de mange initiativer, som den selvstændige erhvervsdrivende fond Headstart Fashion står bag. Drevet af direktør Christian Chapelle arbejdes der hver dag på at udvikle modebranchen i regionen ved blandtandet at hjælpe små og mellemstore aktører inden for faget med forretningsudvikling, netværksskabelse og internationalisering.

Med sparring og netværk internt i Headstart Fashion House skabes der værdi på initiativ af virksomhederne selv, men Headstart Fashion er langt mere end et brancherelateret kontorfællesskab og tilbyder medlemmerne en lang række fordele. Heriblandt kontakt til investorer, billige medlemskaber af brancheorganisationer, netværksgrupper, awardshows, mentornetværk, pressedelegationer og en lang række attraktive vilkår, som man ikke har muligheden for at tilgå som nystartet virksomhed alene.

Modebranchen med træsko på
Christian Chapelle har ikke tidligere erfaring fra modebranchen, men har både erfaring inden for det private erhvervsliv og det kommunale. Derigennem fik han muligheden for at starte Headstart Fashion op fra bunden på initiativ fra Aarhus Kommune og Region Midtjylland.

”På trods af at jeg ikke på forhånd havde stor viden om modebranchen, så er jeg gået ind i det med træsko på og i samarbejde med vores partnere har vi sat skub i tingene,” fortæller han.

Med hårdt arbejde er det lykkedes fonden at sætte en række forskellige initiativer i gang, som kan være til stor hjælp fornystartede modebrands, der står over for en lang række udfordringer forbundet med opstarten.

”Der er mange små virksomheder, der lukker ned, og man kan ikke redde dem alle sammen, men jeg tror at man med nogle enkelte greb, kan forbedre deres chance for at overleve,” siger Christian Chapelle.

De initiativer, som Headstart Fashion arbejder på, er med til at koble nye aktører med erfarne hoveder, så begge parter kan drive fordel af hinanden, hvilket betyder at de nye aktører hurtigere kan udvikle deres virksomhed.

Aarhus som modeby
Siden Aarhus Kommune valgte at satse på modebranchen, har Headstart Fashion været i rivende udvikling. Lignende initiativer eksisterer ikke i Jylland, og fremfor at konkurrere har Headstart Fashion haft fokus på at samarbejde med andre relevante aktører i branchen.

”Der findes ikke noget tilsvarende, og det har derfor ikke været en problematik, at vi skulle konkurrere med andre. Vi har mere skulle udfylde nogle huller,” siger Christian Chapelle.

At skabe værdi for modebranchen er hovedformålet med fonden. De værktøjer og det netværk, som man modtager gennem medlemsskabet, betyder meget for nystartede virksomhedsejere inden for mode- og tekstilbranchen, og Headstart Fashion er værdifuld for dem og ikke mindst for Aarhus som modeby.

OM HEADSTART FASHION: 

  • HeadstartFashion blev kickstartet i regi af Aarhus Kommune.
  • April 2016 blev det en selvstændig erhvervsdrivende fond med selvstændig bestyrelse og Christian Chapelle som direktør.
  • Formålet er at bidrage til udvikling af modebranchen primært i Region Midtjylland og skabe relationer til resten af Danmark samt udlandet.
  • Headstart Fashion samarbejder med en lang række organisationer for at få ambitionerne indfriet heriblandt Dansk Mode & Textil, Innovationsnetværket Livsstil – Bolig & beklædning,uddannelsesinstitutioner som VIA Design og små, mellemstore og store modevirksomheder.

Med Egypten i hjertet og verden som legeplads

Amir Hassan er bare 25 år og har siden, han afsluttede sin uddannelse som designteknolog på VIA Design i Herning 2016, arbejdet med sit tøjbrand Twelvepieces. Et brand, der har fået mere medieomtale og opmærksomhed end de fleste tør drømme om, og som med sine stærke budskaber i arabisk kalligrafi har sat fokus på Egypten og det arabiske forår. Og historiefortællingen forsætter.

Jeg er født og opvokset i Langkærparken i Tilst og havde en god opvækst med nogle gode forældre, men måske i et lidt dårligt miljø. Hvis jeg var blevet der, var jeg helt sikkert endt i noget skidt. Min familie kommer oprindeligt fra Egypten, og min kulturelle baggrund vil altid være at finde i mine kollektioner. Det er i høj grad her, jeg finder min inspiration.

Min første kollektion har nogle rigtig stærke budskaber, og jeg modtog også en del modstand fra folk, der ikke synes, at det er velset at lave arabisk kalligrafi i Danmark. Det vil jeg gerne prøve at omvende, og jeg kan se, at det virker. Ikke kun i Danmark, men i hele verden. For hver dårlig mail, får jeg ti gode.

Alle vores eksklusive linjer vil altid have en historiefortælling. Om det er politisk eller privat, det må tiden vise, men der kommer til at være nogle stærke historier. Vores main line, som er en kollektion tilgængelig for alle og i større oplag, er lidt mere stille i udtrykket.

Jeg startede virksomheden op nede i fællesskabet Grisk, og det var også her, at jeg mødte Frederik Christian Rasbech, som er min partner. Her startede jeg op med at sælge lidt småprodukter på hobbyplan, men efterspørgslen blev større, og derfor ville jeg starte mit brand rigtigt op og valgte at blive del af Headstart Fashion House.

Der er mange gode fordele ved at være en del af Headstart Fashion House som et nystartet brand. Især når du kommer fra Aarhus, fordi netværket virkelig hjælper en til at komme ud til en bredere forsamling. Man kan sparre med hinanden, og her i huset er der et rigtig godt fællesskab, hvor alle har fashion brands. Det er en stor fordel, når man gerne vil tage det til næste niveau og være fokuseret i ens egen branche.

Vores start har været rimelig taknemlig, fordi folk har taget så godt imod os. Jeg har ikke fået så mange slag på vejen, men jeg har lært på min egen måde, fordi jeg har gjort det på min egen måde. Det har været hårdt, men jeg tror, jeg har været en lidt anderledes dreng i branchen, fordi jeg har lavet en eksklusiv kollektion i stedet for at masseproducere, som mange vælger at gøre. Det motiverer mig, når folk som Peter Falktoft eller Justin Bieber vil have mit tøj, og er glade for at der ikke er en masse andre, som går i det samme. Derfor forbliver jeg motiveret og tror på, at det jeg gør, er rigtigt.

 

OM TWELVEPIECES: 

  • Twelvepieces’ første kollektion ’The Spring’ udkom kun i en eksklusiv linje med 12 stykker af hver 12 styles. Prislejet ligger mellem 670 kr. for en sweatshirt og op til 3450 kr. for en frakke.
  • Næste kollektion ’Roots’ udkommer også med en main line, hvilket betyder at den er mere tilgængelig og udkommer i flere stykker.
  • Amir Hassan startede brandet op i december 2016 og finder sin inspiration i sin kulturelle baggrund fra Egypten.
  • Twelvepieces har fået stor opmærksomhed i udenlandske medier og sælger i øjeblikket 85% på det udenlandske marked, men får mere og mere medvind på det danske marked.

Fodbold i benene og iværksætter i hjertet  

For 25-årige Christopher Geertsen blev det en skade i knæet, der satte gang i et karriereskift efter fire år som professionel fodboldspiller. En historie, der for de fleste lyder som et ulykkeligt vendepunkt, men for Christopher Geertsen viste sig at være det helt rigtige. Livet som iværksætter passer ham perfekt, og med sin interesse i sportsverdenen har han med sportsbrandet Liiteguard fundet den perfekte balance mellem sporten og iværksætteriet.

Jeg har spillet fodbold hele mit liv. Jeg blev skadet og tog under genoptræningen en uddannelse gennem Study for Players til markedsføringsøkonom og en HD på Aarhus BBS. Nogle mener, at det er virkelig snobbet at sige, men jeg er faktisk glad for, at jeg blev skadet i sin tid. Jeg har indset nu, at fodboldverdenen i virkeligheden ikke var noget for mig. Stod jeg med muligheden og kunne vælge begge verdener lige nu, så valgte jeg at være iværksætter.

LiiteGuard startede med udgangspunktet i, at jeg som professionel fodboldspiller blev skadet. Jeg tog kontakt til sportslægen, Nicklas Falkesgaard Pedersen,som er co-founder i virksomheden sammen med mig. Han behandlede mit knæ og erklærede mig faktisk fodboldinvalid. Jeg begyndte til genoptræning hos ham, og undervejs snakkede vi meget om, hvilke problemer der generelt er inden for sports- og fodboldverdenen. Der er især rigtig mange problemer med skader i underbenet. Mens jeg studerede, lavede jeg en markedsanalyse på de problemer, og vi tænkte over, hvad man kunne lave af produkter, der kunne afhjælpe det. Vi kom så på den her strømpe og benskinne, som har en masse funktioner, som skal være med til at optimere spillernes præstationer og afhjælpe problemerne.

Da vi udviklede produktet, vidste vi ikke, om det overhovedet ville virke, men vi har fået mange tilbagemeldinger på, at det har hjulpet på det ene og det andet. Jeg havde faktisk en ung mand, der ringede til mig den anden dag og takkede nærmest grædende, fordi han havde oplevet, at hans skinnebensbetændelse, som han havde døjet med i mange år, nærmest var gået væk. Jeg blev nødt til at sige til ham, at jeg ikke kunne tage æren for det, da det aldrig har været meningen, at vi skulle kunne gøre det, men noget tyder på, at det har en effekt på mange problemer.

Min medstifter Niklas har også en fysioterapeutkæde ProTreatment, hvor vi har siddet på kontor. Men nu udvider vi med nogle flere folk, og dynamikken dernede er ikke lige så kraftig, som den er i Headstart Fashion House. Man kan mærke en iværksætterånd, som der ikke er i vores nuværende kontor på samme måde. Vi kunne godt have valgt et lukket lokale, men jeg kan mærke, når man kommer herop, at det giver noget at sidde i åbent kontor.

En af grundene til vi flytter ind er helt klart den unikke sparring. Alle arbejder jo inden for tekstil, så det kunne være fedt, hvis man kunne få gavn af hinanden og opleve forskellige måder at gøre tingene på. Hvordan de forskellige forhandler, markedsfører og producerer. Derudover er her mange fede events og ting, som man kan deltage i. Men klart sparring, dynamikken og netværket er det, som jeg ser mest frem til.

OM LIITEGUARD

  • Liiteguard startede i juli 2017 og sælger sportsudstyr primært til atleter og seriøse sportsudøvere.
  • Har 12 på det danske fodboldherrelandshold, som bruger deres produkter og 129 på den udenlandske fodboldscene.
  • Har indtil nu haft mest fokus på fodboldverdenen, men udvider til flere forskellige sportsgrene.