I den gamle Chokoladefabrik gemmer sig en helt særlig skole. En Gøglerskole. Men hvad har ’gøgl’ og ’skole’ med hinanden at gøre? Og hvad laver man på sådan en skole? Vi har besøgt skolen, og det blev et møde med artister, snedkere, designere og en masse unge mennesker, der lærer om både livet og sig selv.
Tekst: Maria Lorentsen
Foto: Bibi Berge
Bassen dunker gennem gulvet, og lyden af en rap-sang fylder fællesrummet. Tonerne kommer fra køkkenet, hvor tre friske, unge fyre kokkererer til skolen. På en rød murstensvæg blandt cirkusplakater og glædesfyldte billeder, afslører en kridttavle, at dagens ret er chili con carne.
Det er formiddag på Gøglerskolen, der gemmer sig oppe ad en snoet ståltrappe, i Chokoladefabrikkens rustikke lokaler ved Klosterport i hjertet af Aarhus. På vej ind ad døren møder vi en hale af unge, grinende medieelever. De har armene fyldt med tv-udstyr og kurs mod dagens optagelse.
“Da vi startede, lavede vi klassisk gøgl. Da var vi gøglere,” forklarer forstander Peter Christian Asmussen. Eller cirkusdirektøren P.C., som han præsenterer sig selv. Senere blev skolen til en produktionsskole, men gøglerfilosofien lever stadig.
“Vores pædagogik er en slags gøgler-pædagogik. Vi prøver at være meget inkluderende, men også lære folk ikke at trække offerkortet. Hvis du bliver arbejdsløs eller uheldig, så brug din kreativitet. Skab din vej. I stedet for at sætte dig ned og være ked af det,” forklarer P.C.
P.C.’s kontor er som en rejse gennem tiden med væggene fyldt af billeder fra skolens 30-årige levetid. Gennem glasvæggen ud mod fællesrummet, kan han følge elevernes hverdag. Alle kontorer vender ud mod eleverne. Det skaber kontakt mellem elever og lærere, som også mærkes i de vejledningssamtaler, eleverne månedligt er til:
”Vejledning er sådan noget, hvor man kan gå ind og ud. Vi laver vejledning over høvlebænken”.
En plads til alle
Skolens gange, trapper og lokaler er snørklede som en labyrint. I labyrintens hjørner finder man linjernes værksteder. På Medie og Skrivekunst-linjen klipper nogle af eleverne dagens filmede materiale, mens andre tager en smartphone-pause. Det er også her, man finder green-screen rummet, hvor eleverne hver uge producerer TV-programmet ”Monsoon” til Kanal Østjylland. Bevæger man sig videre over jernbroen til en anden fabriksbygning, kommer man til Træ & Design-værkstedet. Her virkeliggøres elevernes projekter, der er designet på en computer i 3D.
Længst nede ad trapperne holder artisterne til. I lokalets spejlbeklædte vægge kan man se jonglerende bolde flyve rundt i luften og et par ben udstrakt i spagat på gulvet.
”De er langt inde i rollen,” forklarer P.C.
Iført hatte, jakker og alverdens kostumer betragter artisterne sig selv og hinanden, mens der sminkes med ansigtsmaling i hele palettens farver.
”Hele cirkustraditionen udsprang af soldaterne i Slesvig-Holstein, der blev arbejdsløse. Så drog de på valfart, og skulle leve af at optræde. De var gode ryttere og kunne spille musik. Så opstod gøglet rundt omkring. Gøglet var som en social strategi for dem, der ikke var plads til i samfundet på andre måder,” forklarer P.C.
P.C. startede Gøglerskolen med et par kammerater i 1989. Der var bred opbakning. Også blandt folk, der ikke ville optræde. Nogle fik tjansen at stå for madlavning til gøglerne, nogle vedligeholdte cirkusteltet, mens andre stod for kostumer. Af disse tjanser udsprang linjerne, som i dag kaldes Træ & Design og Idé & Tekstil. Men gøgleriet udviklede sig og ligeså gjorde skolen.
”Så kom alt det der street, break og hip hop, som jeg jo ser som den moderne gøjl. Breakerne og skaterne har jo det samme med, at de går ud i det offentlige rum og skaber magi og kreativitet,” forklarer P.C. om Street Art Academy på Ceres Allé. Gøglerskolen har desuden en butikslinje i samarbejde med Kvickly i Bruuns Galleri, hvor eleverne arbejder 15-20 timer i ugen. P.C. forklarer, at det vigtigste er ’at lære at lære’.
“Jeg tror, at meget af den virkelige læring ligger i, at man gør det. Man kan ikke læse sig til alt. Nogle gange handler det måske også om et vis selvværd, og at man ikke lader sig slå ud af, at tingene ikke lykkedes.”
Kreativitet over produktivitet
Ovenpå den mexicanske frokost falder produktiviteten på produktionsskolen. Elever slænger sig på madrasser, flere øjne er rettet mod smartphones, og på tekstillinjen ser eleverne et reality-show på storskærm.
Eleverne får timelønnet skoleydelse for det, de præsterer. Dukker man ikke op, får man ikke løn. Ifølge P.C. er dette et vigtigt pædagogisk redskab. Det viser eleverne, hvordan verden fungerer. Det er god arbejdstræning og giver selvrespekt.
Den 1. januar 2017 blev skoleydelsen halveret. Det har kostet produktionsskolerne – inklusiv Gøglerskolen – 30-40 procent af deres elever.
Ifølge regeringen er produktionsskolerne sat på jorden for at ”forberede unge på en erhvervsuddannelse”. Men spørger man P.C., er tonen anderledes:
“Vi oplever, at samfundet tænker meget snævert omkring det der med, at hvis bare man får en uddannelse, så er det godt. Hvis du spørger mig, og det vi interesserer os for, så er det, at folk får et godt liv.”
Det handler altså ikke bare om at producere, men om at lære sig selv at kende. Produktionsskoler kan give unge mennesker muligheden for en frisk start og et større udsyn.
”Vi har stor respekt for, hvis de unge ikke har lyst til at tale med en voksen, der spørger, hvad de vil være. De vil rigtig gerne gøre det godt, når de er her. Det står i skærende kontrast til deres journaler og de prædikater, mange af dem har,” fortæller P.C.
Anarkiet hersker også blandt artisterne, hvor enhver løber rundt i sin egen verden, mens læreren forsøger at gøre klar til at øve næste uges forestilling. Én mangler kostume og en anden sin makker. Med tiden samler artisterne sig på en udrullet, rød gymnastikmåtte foran scenen. Tæppet er trukket fra, og keglerne klar til at blive jongleret med. Stilheden spreder sig blandt publikummet, da artisterne indtager deres plads. På Gøglerskolen er der plads til alle i spotlyset.
Om Gøglerskolen
- Skolen blev grundlagt i 1989 og huser i dag 120 produktionsskoleelever.
- Består af 8 linjer: Artist, Butik, Cafe, Dans, Idé og Tekstil, Medie & Skrivekunst, Rap, Træ & design.
- Det er muligt at tilvælge matematik, dansk og engelsk. På Gøglerskolen har eleverne døbt denne del for ”Hjernevaskeriet”.
Frei Ask, 18 år, Artistlinjen
”Her er sådan lidt en magisk atmosfære. Det er ikke som andre steder, jeg har prøvet.” Frei Ask kunne ikke koncentrere sig om gymnasiets boglige tilgang og startede derfor på skolens artistlinje for knap halvandet år siden. Som at åbne klædeskabet til Narnia, åbnede Frei døren ind til et cirkus af kunstarter, han aldrig før havde hørt om. Alt skulle afprøves lige fra luftakrobatik til jonglering.
Frei Ask hadede gymnastik i skolen, men som artist er kroppen blevet til hans vigtigste redskab. Ikke kun i øvelokalet, men også i det sociale samspil eleverne i mellem. ”De ting vi laver sammen, hvor vi er meget fysiske, gør det nemmere at åbne op,” fortæller Frei Ask.
”Der er virkelig meget plads til, at folk udvikler og ændrer sig.” Frei Ask har altid følt sig som en dreng, og som 14-årig sprang han ud som transkønnet. “Her har jeg været åben om det fra start. Selv på efterskole, hvor folk er meget åbne, turde jeg ikke sige det. Men på Gøglerskolen kom jeg til at sige det ved en fejl, og folk accepterede det bare. Der var ingen spørgsmålstegn. Jeg har fået meget selvtillid af at gå her til bare at være mig selv.”
Nicolai Kramer, 19 år, Træ & Design-linjen
“Jeg kan bedst lide at lave sådan nogle små snedkeropgaver, som ikke er med maskiner.” Gennem to år har Nicolai Kramer pudset og poleret på skolens Træ & Design-linje. Ideerne opstår på alle tidspunkter, og øjeblikkeligt danner han en mental grovskitse, som næste dag tegnes ind i et 3D-program på en computer. Herefter realiseres ideerne i skolens værksted. Drømmen er en dag at blive møbeldesigner.
På Træ & Design arbejder eleverne mest selvstændigt. Men det giver plads til, at man kan tage tingene i sit eget tempo. “Der er så meget rum til at være sig selv og til at gøre, hvad man vil,” fortæller Nicolai Kramer.
”Jeg startede på skolen, fordi jeg kom ind i en lidt svær periode af mit liv. Det rykkede hele min situation.” Nicolai Kramer er del af skolens Carpe Diem-program, hvor unge får hjælp til at komme videre fra en problematisk periode. De får hjælp gennem massiv vejledning om uddannelse, praktik og arbejde. “Man udvikler sig meget personligt, synes jeg. Især når man har gået her så længe, som jeg har gjort. Man bliver mere forstående overfor andres situation.”
Johanne Sørensen, 18 år, Medie & Skrivekunst-linjen
Johanne Sørensens drømme er mange: filminstruktør, billedkunster, skribent. Hun har lavet teater hele livet, og efter skoletid maler hun på et atelier i Ungdomskulturhuset. På Medie & Skrivekunst-linjen har hun fået plads til at eksperimentere med alle sine evner. “Hvis man siger, ‘jeg har en idé til en kortfilm’, så laver man den,” forklarer Johanne Sørensen. Projekterne varer typisk en uge.
Medieelever laver et ugentlig indslag til Kanal Østjylland. Om det er nyheder, satire eller noget helt anderledes, er op til eleverne. “Det, der er fedt ved at gå her, er, at det vi laver, faktisk bliver set af nogen. Det skal bruges. Det er ikke bare noget, vi laver til os selv, det er faktisk noget, folk forventer noget af.”
“Lærerne er ikke rigtig i lærerrollen, de er mere en del af klassen,” forklarer Johanne Sørensen, hvilket står i stor kontrast til hendes oplevelse af gymnasiet. Hun skiftede fra 2.g til Gøglerskolen og har nu gået på skolen siden oktober. Alle dage starter med et ‘Check-in’, hvor eleverne i rundkreds betror sig til hinanden om, hvad de har på hjerte. “Hvis nogen har en dårlig dag, så siger man det bare. Og så accepterer folk det.”