Hos Frontløberne på Sydhavnen mødes passionerede unge for at stable kulturarrangementer på benene. Visionen er klar. Det handler om at turde, om at skabe forandring. Men også om at prøve ting af og dermed også fejle. Og vigtigst af alt handler det om at mærke efter og finde ud af, hvad man egentlig synes er fedt. Ikke kun i projekterne, men også i livet generelt.

Tekst: Anne Møller
Foto: Steffen Therkildsen

Det er mandag eftermiddag, og lyden af myldretrafikken fra Strandvejen er begyndt at brede sig i den brostensbelagte gård på Sydhavnen. Indimellem blander den sig med en høj, skinger muh’en fra Aarhus Slagtehus, der ligger rundt om hjørnet.

I centrum af det, der engang var byens kvægtorv, ligger i dag en stor gulkalket bygning. Her holder Frontløberne til. En projektplatform for unge kulturskabere, der blev stiftet i 1989 af blandt andre Uffe Elbæk.

I en tid med høj ungdomsarbejdsløshed ønskede man at skabe et rum, som de unge kunne engagere sig i, og hvor de kunne lave kulturprojekter. Og det skulle vise sig at være en god idé.

I konstant bevægelse
De første år var Frontløberne uløseligt forbundet med en grå, graffitibemalet bygning i Mejlgade, som de blandt andet delte med KaosPiloterne. Men for fem år siden rykkede de ned på Sydhavnen.

”Det giver noget vildt godt til huset at være en del af det kreative miljø, der er hernede. Og så er det en proces, der stadig er i gang, hvor vi er ved at finde ud af, hvad vi skal med lokalerne, og hvordan vi forankrer os hernede,” fortæller 30-årige Stine Skjødt Mygind, der tidligere på året blev ansat i en delt lederstilling sammen med 29- årige Julie Melgaard Smidt.

Hun drejer hovedet og breder armene ud til siden for at gøre opmærksom på det lokale, vi sidder i. Et stort, kvadratisk rum med et råt, grafitgråt betongulv og direkte kig til de industrielle lamper, der hænger oppe under det åbne loft.

Tidligere var rummet sortmalet fra gulv til loft. Black Box hed det. Men for nylig besluttede Frontløberne sig for at renovere det, og det nye kulturvenue, som de unge frontløbere kan benytte i forbindelse med deres projekter, har fået navnet DET 3. RUM.

Renoveringen af lokalet tegner et meget godt billede af, hvad det vil sige at være Frontløber.

”Det skal aldrig stå stille, det må aldrig stå stille, og det ståraldrig stille. Det tror jeg, er nøglen,” fortæller Julie Melgaard Smidt.

Stine Skjødt Mygind supplerer:

”Ja, Frontløberne er på mange måder en amorf størrelse, og det kan aldrig defineres hundrede procent. Det er lidt abstrakt, men vi tilpasser os den ungekultur, der er lige nu, og de behov, der er i samfundet.”

Alligevel er der noget, der kendetegner Frontløberne til alle tider. 

”Det handler om at gå i front. Det ligger også lidt i ordet. Om at turde handle, om at turde kaste sig ud i sine tanker. Turde gøre dem til virkelighed. Der er et engagement hernede, der går på tværs og et grundlæggende ønske om, at man gerne vil ændre noget ude i verden med sine projekter,” forklarer Stine Skjødt Mygind.

Fra idé til virkelighed
De unge kulturskabere, der er en del af Frontløberne, er typisk mellem 16 og 35 år. Men det er måske også det tætteste, man kan komme på at sige noget generelt om dem. Nogen holder sabbatår, mens andre er i gang med en bachelor. Men det er ikke det, der er vigtigt. Alle, der er interesseret i kultur, er velkomne. Både erfarne projektmagere, mens også folk, der bare godt kunne tænke sig at være med til at lave kulturarrangementer. Og man behøver ikke have nogen idé fra start. Man kan bare dukke op. Julie Melgaard Smidt forklarer:

”I virkeligheden kan man være en del af Frontløberne på mange forskellige måder. Man kan både få et fast kontor, en flexplads, eller man kan bruge platformen til at skabe kulturprojekter.”

Til daglig sidder Julie Melgaard Smidt og Stine Skjødt Mygind, der er uddannet henholdsvis journalist/KaosPilot og kunsthistoriker, på et kontor, der leder op til det store fællesrum. Hovedkvarteret kalder de det. Som husets to ledere er det vigtigt, at de er tilstede i huset og kan tilbyde sparring, når de unge har brug for det.

”Det kan for eksempel være i forhold til at søge støtte til sine projekter. Hvordan er det, man lægger et budget? Hvem skal man kontakte, hvis man skal have tilladelse til at lave en festival? Og det kan vi hjælpe dem med at finde ud af. Men det er de unge selv, der laver projekterne,” understreger Julie Melgaard Smidt.

Stine Skjødt Mygind nikker:

”Ja, vi faciliterer egentlig bare platformen og sørger for, at der er viden, inspiration, faciliteter og fællesskabet til rådighed. Og så kan man egentlig gøre mere eller mindre, hvad man vil.”

Med de frie tøjler følger imidlertid også et ansvar. Men det er noget, de to ledere godt tør overlade til de unge kulturskabere. Af samme grund har de valgt at udlevere nøgler til de cirka 200 medlemmer, så de kan komme og bruge huset døgnet rundt.

”Det er ligesom med til at skabe en følelse af, at vi er her sammen. At vi passer på tingene. Og er der noget, der går i stykker, jamen så finder vi ud af det,” forklarer Stine Skjødt Mygind.

Fra venstre: Angelo Alexander Bannister,Julie Melgaard Smidt,Aske Døssing Bendixen, Stine Skjødt Mygind

Alternative musikoplevelser
Frontløberne er støttet af Aarhus Kommune. Med et driftstilskud på cirka en million kroner om året er husleje og administrationsomkostninger dækket. Engang imellem henter de projektpenge hjem, men ellers er alt, hvad de laver, baseret på projekter, aktivistisk ånd og frivillighed.

Frontløbernes projekter er mangeartede. Det handler om kultur i bred forstand, og formålet er at skabe kulturel og social værdi. Ikke kun for de unge selv, men også for byen. Derfor er en platform som Frontløberne også så vigtig, mener de to ledere. Fordi den engagerer og samler kreative unge og samtidig er med til at gøre byen til et attraktivt kulturmekka.

23-årige Aske Døssing Bendixen, der har været en del af Frontløberne i knap to år, fortæller:

”Aarhus har et helt sindssygt kulturliv i forhold til, hvor lille en by, det er. Og det er noget af det, der gør, at jeg stadig er forelsket i byen. Jeg kan godt lide, at der ikke er særlig langt fra idé til handling.”

Aske Døssing Bendixen er engageret i flere forskellige kulturprojekter. For eksempel er han ansat hos det turkise telt, som er en forening, der ønsker at udbrede mangfoldighed gennem kultur og musik.

”Vi afholder blandt andet nogle arrangementer i forbindelse med Aarhus Festuge og SPOT Festival. Her prøver vi at skabe et rum, hvor folk kan mødes på tværs af alder, etnicitet og baggrund. Vi har et mantra, der hedder: ’Gør det ukendte mindre fremmed’, og udover at invitere musikere, som folk kender på forhånd, præsenterer vi også altid noget ukendt. For eksempel et tyrkisk navn,” forklarer han.

Ved siden af det turkise telt er Aske Døssing Bendixen involveret i musikfællesskabet Mågetown Studio, hvor han laver studiesessions med musikere og producerer musik.

Et andet musikprojekt hos Frontløberne er Nordic Room. Et livesession-format, der er opstået ud fra et ønske om at skabe koncertoplevelser i en anden og mere intim ramme.

24-årige Angelo Alexander Bannister, der har lært Frontløberne at kende gennem Aske Døssing Bendixen, fortæller:

”Vi har fundet inspiration i noget, der hedder Tiny Desk i USA, som er en radiostation, der optager intime livesessions. Og så foregår det oppe i fællesrummet en gang om måneden, hvor vi inviterer musikere til at komme og spille. Vi kan godt lide at gøre det lidt anderledes, og vi vil gerne skabe en unik stemning. Både for musikerne, men også for publikum.”

Den lille sure studievejleder
Både Angelo Alexander Bannister og Aske Døssing Bendixen holder sabbatår. Det har de gjort i henholdsvis fire og fem år. For dem er der stor værdi i at lave kulturarrangementer sammen med andre unge, men det er ikke altid nemt at skulle forsvare at gå en anden og mere alternativ vej.

”Jeg har en lille, sur studievejleder, der bor inde i maven, som har været der siden gymnasiet. Han fodrer mig med spørgsmål om, hvad jeg har tænkt mig at lave i fremtiden, hvad jeg skal studere, og hvorfor jeg ikke er startet på en uddannelse endnu.”

Aske Døssing Bendixen kniber øjnene sammen og ser ned i bordet, inden han fortsætter:

”Og jeg ved jo godt, at det er normen, og det er slet ikke udelukket, at jeg vil studere videre. Men det er svært for mig at acceptere det her stadie, og det er også grunden til, at jeg er begyndt at prøve at arbejde lidt med ham. Det er som om, at noget af den værdi, der ligger i det her projektarbejde uden for systemet, godt kan blive frataget lidt af den her indre studievejleder.”

Også Angelo Alexander Bannister har bedsteforældre, der er nysgerrige efter at høre, hvornår han skal i gang med at studere, og de to unge mænd er langt fra enestående eksempler på, hvilke tanker og overvejelser der kan være forbundet med uddannelsesvalg og fremtidsudsigter. For selvom man kan have lyst til at vælge en alternativ vej ind på arbejdsmarkedet, så er det ikke nødvendigvis nogen nem beslutning.

At mærke efter
En, der kender til de tanker, og som nu står på den anden side, er læge, billedkunstner, forfatter og foredragsholder Lærke Egefjord. Hun har prøvet kræfter med både den akademiske og den kreative vej.

”Jeg stod over for at skulle uddanne mig til speciallæge, da det pludselig gik op for mig, at det giver enormt meget mening at forene det lægefaglige med det kreative, som jeg altid har dyrket. Men i lang tid troede jeg ikke, man kunne forbinde de to ting. Jeg har altid følt, at jeg skulle vælge side,” fortæller hun.

Lærke Egefjordhar tidligere forsket i demens, og lige nu er hun ved at arbejde på en undervisningsfilm, der handler om, hvordan kreativitet er gavnligt for mennesker med demens. 

Efter hun selv er blevet klogere, er det blevet vigtigt for hendeat gøre op med forestillingen om, at den vej, man vælger i første omgang, gælder for evigt.

”Man kan godt skifte spor. Både fra en boglig uddannelse, hvis man savner friere rammer, men også fra noget kreativt, hvis man har brug for en faglig ballast. Og med det sikkerhedsnet, vi har i Danmark, er det jo ideelt at prøve af,” lyder hendes opfordring.

Hverken Angelo Alexander Bannister eller Aske Døssing Bendixen ved, om de vil tage en uddannelse, og Frontløbernes lederteam bakker op om, at de unge overvejer en ekstra gang og træffer aktive valg om, hvad de egentlig gerne vil bruge deres liv på.

”Vi vil gerne hylde, at man følger sine drømme og idéer, og at man tør eksperimentere og handle uden at være bange for at begå fejl,” siger Stine Skjødt Mygind.

Derfor opfordrer de to ledere de unge til at mærke efter og ikke bare gøre, hvad andre gør. Ikke kun i projekterne, men også i det virkelige liv.

Vidste du?
· At hvis du er en del af Frontløberne, kan du gratis låne deres podcaststudie til at optage lyd eller podcast.
· At Frontløberne har udgivet projekthåndboget ‘Hack det!’, der giver unge kulturskabere en introduktion til ungekultur og beskriver, hvordan projekter bevæger sig fra A til Z.
· At de første initiativer til Frontløberne kom i 1982. Idéen var at inspirere unge til kulturskabelse, og i 1989 blev Frontløberne formelt en forening. Blandt stifterne var iværksætter og socialpædagog Uffe Elbæk, der fungerede som leder frem til 1991. I 1989 flyttede Frontløberne ind i bagerste baggård i Mejlgade 35B, hvor de delte lokaler med blandt andre KaosPiloterne.