Den gamle jernbanestation i Aarhus har fået nyt liv og danner i dag rammerne for folkelighed og fællesskab på tværs af alder og køn.
Frem til 1956 stoppede toget foran Carls Blochs Gade 28 flere gange dagligt. Herfra slyngede, den nu for længst nedlagte Hammelbane, sig igennem det kuperede østjyske landskab. Skinnerne kan nu kun svagt anes igennem den slidte asfalt.
I dag danner den gamle røde stationsbygning rammerne for Folkestedet. Et sted med stor mangfoldighed. Her er både madkøkken, bridgespil og strikkeklub. Nogle af brugerne kan sandsynligvis huske, da stedet vrimlede med folk på farten fra oplandet, som skulle ind og handle i købstaden.
Foråret danses frem
Denne tirsdag formiddag står den på seniordans på 2. sal. Der er ingen spejle og bomme som i en traditionel dansesal. Her er ikke brug for at se på sig selv. Lidt mere end en snes pensionister har taget plads ved de kaffeopdækkede borde langs siden. Solen lyser insisterende ind ad de høje vinduer, og det summer af højt humør. Den slags humør som opstår, når det første glimt af forår anes efter en lang og mørk vinter.
Slidte, røde sangbøger bliver delt rundt. “Senior Sangbogen” er præget med hvide blokbogstaver i det kaffeplettede tekstil.
“Vi tager nr. 28”, melder Eva Schmidt, som er dagens danseinstruktør.
Lidt efter fylder tonerne af Kaj Munks “Den lille anemone” med stærk røst, meget passende, det store lokale. Den bliver skyllet ned med en bitter. Det var opvarmningen.
Det solgule parketgulv knirker, efterhånden som det fyldes af nypolerede sko og hæle. Der er skarpe pressefolder i bukserne, Vanderbilt på halsen og hårlak i håret.
Eva tænder for musikken på sin specialbyggede computer og højtalersystem. Parrene stiller op til kvadrille. Så danses der. Kædedans, rækkedans, pardans, kvadrilledans. De ældre svæver uden den store besvær hen over gulvet. Dagmar ønsker en cancan. Så er der pause og kaffe igen.
Fællesskab og kærlighed
Til kaffen serveres småkager. Winnie Johansen på 76 har danset i 4 år. Hun plejer at komme her med en veninde, som lige nu er på ferie. Winnie kan godt lide at danse, men kommer her hovedsagligt for hyggens skyld. Sådan er det med de fleste af seniordanserne, de danner sig et fællesskab gennem dansen. Danseinstruktøren Eva mødte da også sin mand Henry Gavnholt gennem seniordansen. De blev gift i 2007 og underviser nu i seniordans sammen tre gange om ugen i seks forskellige byer.
Nu skal der danses igen. Der krydses venstre over og højre over. Nogle hiver lidt mere efter vejret nu. Koncentrerede blikke og smil flakker rundt.
“Jeg kan ikke styre det her!” råber Henry nede fra baglokalet i kvadrille med 7 damer.
“I har altså haft den før!”, griner Eva i mikrofonen.
Efter en times tid med evergreens stopper musikken igen. Den sidste dans for denne uge er slut. Men inden folk går ud i foråret igen, skal de tage en vigtig beslutning. For i næste uge har klubben 15 års jubilæum, og derfor skal der bestilles smørrebrød til alle. Man skal huske det gamle udsagn: Uden mad og drikke duer dansen ikke.
Fælleskab er det vigtigste på Folkestedet. Det gælder i særdeleshed også til seniordans.
Blot 7 af de 32 dansere er mænd. En del af kvinderne må derfor agere herre, når der danses. De markeres med et blåt bånd.
Instruktørparret, Eva og Henry, danner også par i virkeligheden. De har mødt hinanden gennem seniordans på Folkestedet.
De forskellige danse har komplicerede koreografier. Det træner ikke blot kroppen, men også hjernen bliver sat i sving.
Selvom nogle træner til stævner, er der både plads til fejl og masser af grin.