Det seneste år har millioner af danskere nydt fælles- og morgenssangsprogrammerne på DR. Vi bruger musikken som en kærkommen distraktion, i en tid hvor pandemien har taget os rundt i alle afkroge af følelsesregisteret, mens vi drømmer om igen at høre vores yndlingsmusik live. Men hvordan har det været at være musiker under pandemien? Det kan du blive klogere på i denne fotoserie, der sætter ansigt på de musikere, som ikke har haft et publikum at dele sin musik med.

Foto: Maria Ovesen
Tekst: Maria Ovesen & Kristoffer Jakobsen

Helene Tungelund
Sanger, harpenist og folkemusiker
“I 2020 udgav jeg et album med min trio Nevesta’s Voice, hvor vi havde håbet at skulle ud og spille koncerter og holde workshops for kor. Men det var umuligt, da man ikke måtte synge sammen, og ingen turde at lave koncertplaner af fare for aflysninger. Til gengæld fik vi lidt støtte til at lave udendørs gårdkoncerter i boligområder, hvilket skabte en helt speciel kontakt med publikum.”

Katrine Stochholm
Sanger, sangskriver, komponist og underviser
”I forbindelse med mit kommende album er jeg i gang med at udarbejde et performativt show med koreografi, dansere og visuals, som skal opføres efter releasen, og når kulturlivet åbner mere op. Sidste forår havde jeg en del aflysninger, og det var rigtig træls. Dette forår har jeg alligevel skulle fokusere på udviklingen af det nye show. Så selvom det har været vanskeligt at mødes og øve på grund af pandemien, har det egentlig været fint at kunne koncentrere sig i en periode.”

Marike Sofie Pilegaard Grüttner
Solistuddannet kontrabassist
“Da nedlukningen kom, var jeg i fuld gang med prøver med både Aarhus Symfoniorkester og Århus Sinfonietta. Jeg øvede også intensivt på mit prøvespilsrepertoire, så det var en noget brat opbremsning. Jeg var meget ærgerlig over, at vi ikke skulle spille det, vi havde øvet til koncerten, men jeg er glad for, at jeg ikke dengang vidste, hvor lidt jeg skulle komme til at spille det næste år, for så havde det da været helt ubærligt.”

Mia Guldhammer
Balladesanger
“Da landet lukkede ned, opstod et rungende tomrum efter 12 intense år med tusindvis af kilometer og koncerter. Heldigvis har jeg altid balladerne med mig. Fra jeg står op, til jeg går til ro, kværner sangene i mig. Nu kan jeg mærke og høre dem ekstra tydeligt. På grund af den påtvungne ro. Inde i mig er der ingen nedlukning.”  

Stine Elbæk Gomard
Operasanger, sangpædagog og folkemusiker
“Under pandemien har jeg levet af den faste lave indtægt fra mit undervisningsjob og taget et ekstra job, hvor jeg synger i en kirke. Alle mine sangelever har jeg undervist over Zoom, så alt er heldigvis ikke gået helt i stå. Nu har jeg måtte pakke min indre diva væk i et helt år. Et år uden at kunne udøve den kunst, som jeg har kæmpet hårdt for at blive professionel i. Der har virkelig været underligt stille.”

Musikerne mister indtægter
Medlemmer af danske musikfagforeninger har i gennemsnit mistet 44 procent af deres indtægt i 2020, men for over halvdelen er det gennemsnitlige indtægtstab dog cirka 70 procent. Hver ottende har overvejet at forlade musikbranchen på grund af den manglende indtjening.

Maria Ovesen om fotoserien
Maria Ovesen er fotograf og står bag fotoserien ’uro og kampgejst’, hvor hun sætter fokus på, hvordan det har været at være musiker under pandemien. Alle deltagere er fotograferet i deres eget hjem og i det tøj, de bruger, når de er ude og spille koncerter.

”Pandemien har på en måde sat spot på et standhaftigt paradoks. Selvom vi alle sammen er storforbrugere af kultur og musik, prioriterer vi ikke de mennesker, som skaber indholdet, særlig højt. Jeg ønsker at vise mangfoldigheden af den musik, vi er privilegerede at have til rådighed, og sætte ansigt på nogle af de mange dygtige musikere, som brænder for at dele deres musik.”

Serien består af i alt 16 billeder, og den kan ses i sin helhed på www.mariaovesen.dk.