Cosplay er vejen til verdener, der normalt kun eksisterer i vores fantasi. Iført overdådige kjoler, fantasifyldte dragter, sminke og med enorme våben træder cosplayere ind i en anden verden. Men hvorfra kommer lysten til at leve i en fantasiverden? Er det blot undskyldning for at være barn igen?
Tekst: Maria Lorentsen
Foto: Jess Porse Clemmensen
Det kobberfarvede hår bølger sig om Leonas skuldre, mens vinden stjæler det tynde omslag, der er bundet om hendes hofter, så et langt nøgent ben træder frem i mørket. I den ene arm bærer hun en parasol i solopgangens farver og i den anden et skjold. Omkranset af en blå stjerne, stråler skjoldets midte og berettiger tilnavnet ’Det Strålende Daggry’.
Oprindeligt er Leona en karakter i computerspillet League of Legends, men her står hun i fuld størrelse som taget direkte ud af spillet. I virkelighedens verden er det Victoria Egeskov Kaxe, der gemmer sig under den røde paryk og det ekstravagante skjold.
21-årige Victoria Egeskov Kaxe er cosplayer. Gennem timevis af kostumesyning forvandler hun sig til sine yndlingskarakterer fra diverse computerspil, tegneserier eller fantasyfilm.
Gennem hele livet er hun forsvundet ind i computerens imaginære univers. I 2014 besøgte Victoria Egeskov Kaxe verdens største computerspils-event, DreamHack, i Sverige, hvor cosplay var på programmet.
“Jeg var med det samme så flettet ind i denne verden. Jeg sad fast,” griner Victoria Egeskov Kaxe, mens hestehalen med pastelfarvede hårstrøg gynger i hendes nakke. Hendes fødder bærer et par lyseblå hjemmesko med enhjørninghoved, pink glimmer-ører og regnbuefarvet manke. Ligeledes afsløres hendes interesse overalt i hjemmet: Ethvert hjørne er prydet af billeder, bamser eller mangategneserier.
”Et hvæs af fremmedhed”
Cosplay er et populærkulturelt fænomen fra Japan, som har eksisteret i Danmark siden 1990’erne. Men fascinationen af Japan er ikke ny. Sidste år var 150-året for diplomatiske forbindelser mellem Danmark og Japan, hvilket blev fejret af både kongefamilien, politikere og danske museer. Nationalmuseet åbnede i 2014 udstillingen ”Cosplayer! – Manga og Menneske.” Den faste installation behandler den farverige japanske populærkultur og mødet mellem den japanske og danske kultur.
Marie Højlund Roesgaard er lektor i Japanstudier ved Københavns Universitet, og forklarer, at Danmark og Japan deler et ”fælles æstetisk sprog”.
”Japansk kultur overrasker os, men er ikke så fremmed, at vi ikke kan forstå det. Det har et hvæs af fremmedhed, som gør det anderledes og får os til at tænke: ’det var da ligegodt pokkers, at man kan lave en film, hvor heltinden dør i midten.’ Japan giver os noget helt andet, end det vi får herhjemme eller af Hollywood.”
Cosplay har oplevet en eksplosiv vækst i det seneste årti, hvilket ifølge Marie Højlund Roesgaard hænger sammen med den digitale tidsalder.
”Der er sket en demokratisering på grund af de medier, vi har adgang til. I dag er der så let adgang til alle kulturprodukter, også for yngre mennesker. Førhen var man typisk ældre, før man havde midlerne til at interessere sig for japansk keramik, træsnit eller litteratur,” forklarer hun. Det er samtidig blevet billigere at dyrke cosplay og nemmere at finde andre cosplayers gennem sociale fællesskaber online.
I Danmark eksisterer fire store conventions, hvoraf den største, J-popcon, sidste år havde 3500 besøgende. Ifølge J-popcon er de fleste i aldersgruppen 18-24-årige, mens to tredjedele af deltagerne er piger. Her kan de håbefulde entusiaster stille op i konkurrencer om bedste kostumesyning eller med teateroptrædener. Derudover kan cosplayerne deltage i workshops, spille alt fra brætspil til konsolspil i Game Room, nyde manga-kunst i ’Artist Alley’ eller købe merchandise i ’Dealer Room’.
Siden 2007 har Danmark været repræsenteret i World Cosplay Summit, der internt i miljøet betragtes som verdensmesterskaberne. I 2016 fik de danske deltagere Shinji og TinYaso – eller kæresteparret Sarah Wallin og Alexander Hvidberg – en sølvmedalje til konkurrencen. Det satte Danmark på cosplay-verdenskortet, og parret har siden været trendsættende idoler for andre danske cosplayers.
Cosplayernes hellige gral
“Jeg kalder mig selv for geek. Når man bruger så mange timer på noget fiktivt, så synes jeg, man går ind under kategorien geeks,” siger Victoria Egeskov Kaxe, da vi træder ind i hendes kælderrum.
Rummet er fyldt med et utal af materialer, symaskine, heatgun, akrylmaling, slibemaskine og alt andet til at producere det perfekte cosplay. En gine i hjørnet er fyldt af stoflapper i forskellige nuancer og på toppen er en sølvfarvet enhjørningehjelm med horn i panden og pink manke.
”Worbla, hedder det. Enhver cosplayers hellige gral,” forklarer Victoria Egeskov Kaxe og tager fat i en rulle gummilignende sort materiale. Når hun opvarmer den mørke plastik, kan den formes og virkeliggøre enhver drøm fra de fiktive universer. Latex, parykker, flamingo, worbla – kreativiteten har ingen grænser, når hun finder materialer til sine cosplays.
Før Victoria Egeskov Kaxe begyndte at cosplaye, havde hun ingen erfaring med en symaskine, men med hjælp fra YouTube-videoer gik det stærkt. På gulvet ligger ti stofposer med cosplays, som hun gennem tiden har fremtryllet i dette rum. Fire af dem stammer fra League of Legends, mens andre kostumer er inspireret af anime, Hunger Games eller Elsa fra Disney filmen Frozen.
”Elsa blev ikke brugt til en convention. Min ven lavede snemanden Olaf, og jeg lavede Elsa. Så tog vi sammen i skøjtehallen tre timer, hvor det var gratis at komme ind. Børnene elskede det,” griner Victoria Egeskov Kaxe.
I Danmark eksisterer en stærk tradition for at sy sine egne kostumer, som cosplayerne har på, når de mødes til conventions. Særligt hvis man deltager i konkurrencen om craftmanship, kostumesyning, er der høje krav.
I mødet mellem interesse og fællesskab
Cosplayere møder mange fordomme. En typisk fordom er, at cosplay er en flugt fra virkeligheden, og at man forsøger at være en anden. Men ifølge Victoria Egeskov Kaxe handler det om en enormt stærk fankultur:
“Jeg tror mere, det er en rejse ind i en anden verden, end en flugt. Jeg elsker de fiktive verdener, der er så langt væk fra virkeligheden som overhovedet muligt. Jeg cosplayede engang en gigantisk robot-regnbue-enhjørning, og det var ikke fordi, jeg drømte om at være den,” siger Victoria Egeskov Kaxe smilende.
”Jeg elsker de fiktive verdener, der er så langt væk fra virkeligheden som overhovedet muligt.”Victoria Egeskov Kaxe, cosplayer
Lektor Marie Højlund Roesgaard mener heller ikke, der er tale om en virkelighedsflugt. Det handler nærmere om en kombination af interesse og fællesskab. Selvom unge cosplayere kan være den eneste i sin skoleklasse med den interesse, åbner cosplay op for et stort fællesskab på conventions og sociale medier. Som Marie Højlund Roesgaard helt enkelt forklarer det:
“Der er helt almindelige, velfungerende unge mennesker, der bare synes, det er fedt at klæde sig ud som Gandalf.”
’Fællesskab’ er også et ord, Victoria Egeskov Kaxe gentager: “Man lærer altid nogen at kende til conventions. Om det så er i billetkøen.” Det afspejler sig også i cosplayernes syn på hinanden. Der er ingen skam eller fordømmelse, men plads til alle karakterer – og mennesker.
“På en convention er der sådan et enormt fællesskab, at du kan slippe afsted med at være lårkort eller have forstørrede boobs, fordi det er en del af karakteren. Ingen dømmer hinanden. Der er ikke noget, der skal stoppe folk fra at spille den karakter, de elsker,” forklarer hun.
Cosplay bliver også ofte beskyldt for at være barnligt. Et, ifølge Victoria Egeskov Kaxe, omdiskuteret område.
“En del af kulturen er, at alting ikke behøver at være så alvorligt. Man er i miljøet blevet enige om, at det er ok at se My Little Pony og gå op i barnlige ting. For som barn er alting bare sjovt og farverigt. Men vi vil helst ikke have, at cosplay bliver forbundet med et håb om at være barn igen. Vi vil gerne have, at det bliver taget seriøst. Vi ser cosplay som en kunstart.”
Når fiktion bliver virkelighed
Som mødet med Victoria Egeskov Kaxe skrider frem, bliver det tydeligt, at cosplay ikke bare er en hobby. Det er en identitet:
”Hvis folk spørger, hvem jeg er, er cosplay det første jeg kommer på,” bemærker hun.
“Vi viser, vi er stolte af vores hobby, selvom vi godt ved, at størstedelen af befolkningen synes, det er enormt sært. Og så tror jeg bare, vi er så glade for det, at vi ikke kan lade være med at fryde os over, at folk synes, vi er underlige. Vi har det enormt sjovt sammen, så kan de godt judge os. Vi er ligeglade.”
Der findes endnu ingen begivenheder i Aarhus. Men i KōyōCon i Grenaa afholdes hvert år i november. Derudover inviterer de omegnens cosplayere til ”walks” på forskellige offentlige steder såsom Botanisk Have på tilfældige tidspunkter.
“Vi viser, vi er stolte af vores hobby, selvom vi godt ved, at størstedelen af befolkningen synes, det er enormt sært. Og så tror jeg bare, vi er så glade for det, at vi ikke kan lade være med at fryde os over, at folk synes, vi er underlige.Victoria Egeskov Kaxe, cosplayer
Victoria Egeskov Kaxe har tidligere deltaget i craftmanship-konkurrencer ved Hydracon i Herning, men uden held.
“Efter konkurrencen, selvom jeg ikke har vundet noget som helst, er der stadig en masse mennesker, der kommer op til mig og fortæller, hvor fantastisk det er. Det er en fantastisk følelse, at folk ser på mig, og synes det er godt, det jeg har lavet.”
Siden efteråret har Victoria Egeskov Kaxe arbejdet på sit seneste og hidtil mest udfordrende projekt: Zoe, der er endnu en karakter fra League of Legends. Det indebærer blandt andet, at fem parykker skal syes sammen til én lang og påsættes LED-lys, fordi Zoe repræsenterer stjernerne.
”Hvis mit kostume bliver, som jeg drømmer om inde i mit hoved, så stiller jeg op til J-popcon i foråret.”
Om Cosplay
- Cosplay er sammensat af costume og play.
- Cosplay stammer fra et amerikansk koncept, hvor superheltefans i 1970’erne mødtes og dyrkede den fælles interesse.
- Da japanerne tog ideen til sig, blev fænomenet hurtigt vildtvoksende og fik i 1984 navnet cosplay under en japansk convention.