De ansigtsløse dyrerettighedsaktivister

Dyrerettighedsgruppen Anonymous for the Voiceless har eksisteret i Aarhus siden 2017. Med maskerede ansigter lader de billederne tale for sig selv, når de viser videoer fra det animalske landbrug.

Tekst og foto: Kasper Bøgsted Kristensen

En gruppe unge piger går sludrene mod Lille Torv i Aarhus. Men pludseligt forstemmer samtalen, og de stopper op. Smilene forvrænges. Den ene af pigerne tager hænderne op foran øjnene, mens en anden fortæller, at hun har hørt om det, de nu er vidner til.

På Lille Torv står otte mennesker samlet i en firkant. De er klædt i sort fra top til tå i varmt tøj og med Guy Fawkes-masker for ansigtet. De er Anynoymous for the Voiceless, og de er på gaden for at give dyrene en stemme. To og to danner de væggene i firkanten. De står med skærme og skilte i hænderne. Ingen siger noget, og ’Breathe Me’ med Sia spiller på en højttaler i baggrunden.

På skærmene bliver der vist videoer fra det animalske landbrug, og på skiltene står der ’Truth med hvide bogstaver på sort baggrund. Installationen hedder Cube of Truth, og rundt om i verden er der 500 lignende installationer i gang. I dag det er ’International Cube Day.

”Vi viser sande optagelser fra blandt andet landbruget, pels- og mælkeindustrien. Det er en brutal industri. Der skal tjenes penge, og der bliver ikke taget hensyn til dyrene. Det er ikke rart at se på, men det er sandheden,” siger Ditte Vissing Gyldenløve, som er en ud af tre organisatorer i Anonymous for the Voiceless i Aarhus.Installationen skal få folk til at stoppe op
Dyrerettighedsorganisationen blev stiftet i Melbourne i 2016 og er nu at finde i 847 byer rundt om i verden. En gruppering kalder de et chapter. De kom til Aarhus i september 2017, og Ditte Vissing Gyldenløve har været med fra starten. Konceptet er det samme, uanset hvor i verden det tager form.

Installationen skal fange folks opmærksomhed, og først når de er stoppet op for at se på videoerne, henvender nogle af de andre aktivister sig. De bliver kaldt outreachers. De åbner en dialog om det animalske landbrug, og målet er at få folk til at ændre adfærd i hverdagen.

I Aarhus har de en installation om måneden, og de har altid tilladelse fra politiet. Både til at lave aktivisme i gaden og bære maske. De er typisk omkring 20 frivillige, som får mellem 60 – 100 personer til at give løfte om at ændre adfærd. Det kan være, at de skærer ned på kødforbruget, stopper med at gå med lædersko eller bliver veganere. Det bliver kaldt en conversion.Dyrerettighedsaktivisterne dømmer ingen
Et par meter fra installationen står en høj, sortklædt mand. Han har stort, lyst skæg og lange, lyse krøller, som stikker frem under den sorte hue. Han har en tyk jakke på, og på ryggen står der ”Veganer Ulrik” med hvide bogstaver. Han spotter en kvinde, som er stoppet op for at kigge på skærmene, og går hen til hende. Hun hedder Lone Engelbrecht, og de falder i snak.

”Egentlig forsøger jeg at undgå at se billeder af dyr, der lider. Jeg er selv vegetar, så jeg skal ikke overbevises om noget. Men jeg har set den her installation flere gange uden at stoppe op, så i dag ville jeg se, hvad det var noget,” siger hun og tilføjer, at det er en behagelig form for aktivisme.

Ditte Vissing Gyldenløve lægger vægt på, at de ikke dømmer nogen. De er ikke på gaden for at fortælle folk, at de lever deres liv forkert. De lader billederne tale for sig selv, og så gør de brug af den sokratiske samtale til at få folk, ligesom Lone Engelbrecht, til at reflektere over det animalske landbrug og sin egen livsstil. Det er op til folk selv at indse, at det er nødvendigt at ændre noget.

”Når folk fortæller os, at de har skåret ned på deres kødforbrug, så klapper vi i hænderne. Vi er glade for, at folk forsøger at ændre deres vaner,” siger Ditte Vissing Gyldenløve.Negative reaktioner sætter sig fast
Veganer Ulrik er ikke den eneste outreacher, der er på gaden i dag. Laura Ryden Kjøller har været veganer i to år, og i dag er hun ude for at sprede budskabet om den plantebaserede livsstil. De positive reaktioner er dem, der motiverer hende, men det er de negative, der sætter sig fast.

”Der var engang en mand, som blev stiktosset på mig, fordi han mente, at jeg ikke skulle stå her og lære ham noget. Han mente, jeg ikke var klog nok, fordi jeg ikke har været i Kina. Jeg forsøgte ellers at tage en meget fredelig snak med ham, om det der skete på skærmene,” siger hun.

Heldigvis er der langt flere positive reaktioner end negative. Laura Ryden Kjøller oplever kun en sjælden gang imellem, at nogle kommer med en dumsmart bemærkning. De fleste takker aktivisterne for deres arbejde og kan se det vigtige i budskabet, de ønsker at sprede.Cube of Truth virker motiverende
Spørger man Carrie Rove, så lykkes de med at komme ud med buskabet. Hun er medorganisator i Anonymous for the Voiceless i Aarhus og mentor på VeganerUdfordringen, som de opfordrer folk til at tage. Her kan man udfordre sig selv ved at være veganer i 22 dage og få idéer til madlavning.

”Den her måned er der 1000 tilmeldt VeganerUdfordringen i Danmark, og man kan tydeligt se en stigning, når der har været en installation,” siger hun.

Carrie Rove blev selv veganer for snart to år siden, og dengang var hun slet ikke klar over, hvor dårligt dyrene blev behandlet i det animalske landbrug. Hun tror, at mange er i samme situation. Derfor synes hun, at videoerne er vigtige, fordi de viser produktionen i det animalske landbrug.

”Jeg blev plantebaseret alene på grund af miljøet. Jeg havde ikke taget stilling til dyrene, for jeg vidste ikke, hvordan de blev behandlet. Men efter jeg blev veganer, fandt jeg ud af, hvordan det animalske landbrug fungerer, og nu er dyrevelfærden det vigtigste for mig,” siger hun.Animalsk landbrug rammer klimaet
Ditte Vissing Gyldenløve blev også veganer på grund af miljøet for seks år siden. Andre bliver veganere på grund af deres egen sundhed, dyrerettigheder eller en kombination af de tre. Hun mener, at det er nødvendigt at ændre kostvaner, hvis verden skal fortsætte med at eksistere.

”Klimaet sejler ad helvede til i en rasende fart. Det animalske landbrug spiller en stor rolle, det er en af de største klimasyndere. Det er direkte årsag til afskovning, og skovene er jordens lunger. Nu trutter jeg lidt i dommedagstrompeten, og det er jeg ked af, men det er faktum,” siger Ditte Vissing Gyldenløve.

Det er svært at konkludere, hvor stor en påvirkning det animalske landbrug har på vores klima, fordi det er så omfattende, og der er så mange led i produktionen. Men ifølge en rapport fra Michigan State University står kvægindustrien alene for en sjettedel af vores samlede CO2-udledning, og det animalske landbrug er unægteligt en af de største klimasyndere.

Men i dag handler det ikke om klimaet. Det handler om dyrene. Dem, der bliver slagtet på stribe på skærmene. Skærmene bliver holdt oppe af utrættelige aktivister, der i dag har trodset kulden og samlet sig i en Cube of Truth på Lille Torv i Aarhus. De er Anonymous for the Voiceless.

 

Lær Anonymous for the Voiceless-lingo

  • Chapter: En ofte geografisk gruppering af aktivister i Anonymous for the Voiceless.
  • Outreacher: Vegansk aktivist, der snakker med folk på gaden om det animalske landbrug.
  • Conversion: En ikke-veganer, der giver tilsagn om at ændre adfærd i hverdagen mod en mere plantebaseret livsstil.

  

Hvad er VeganerUdfordringen?

  • Gratis udfordring, hvor du i 22 dage skal spise vegansk sammen med de andre tilmeldte.
  • Mentorerne i udfordringen giver støtte, spændende opskrifter og gode råd.
  • Der er en ny runde hver måned, som starter den 1. i måneden.
  • Næsten 24.000 har deltaget i udfordringen indtil videre.
  • Læs mere på VeganerUdfordring.dk.

 

Tre dokumentarfilm du ikke må gå glip af

  • Forks over Knives (2011) undersøger sammenhængen mellem kroniske sygdomme og animalsk samt forarbejdet kost.
  • Cowspiracy (2014) dykker ned i dyreindustriens påvirkning på klimaet og det kringlede, politiske spil om det animalske landbrug.
  • What the Health (2017) sætter spørgsmålstegn ved, om kød egentligt er sundt for os, eller om vi vil trives bedre på en plantebaseret kost.