Han synes, at de udenlandske badmintonspillere er kønsløse, og spørger du ham, er han ikke i tvivl – han bliver verdens bedste badmintonspiller. De ord bliver bakket op af handling. I 2019 bragede Anders Antonsen gennem lydmuren med flere flotte resultater, før det hele kulminerede med en sølvmedalje til VM. Til februar skal Aarhus-drengen forsvare sit Danmarksmesterskab på hjemmebane i Ceres Arena. 

Tekst: Daniel Øster
Foto: Nicoline Lodahl Karlsen

En torsdag i august 2014 rejste den 17-årige Anders Antonsen sig fra sin plads, og forlod Marselisborg Gymnasium, i en pause mellem to lektioner, for ikke at vende tilbage. Han havde givet det en chance. Fire dage havde han gået på Marselisborg Gymnasium på den særlige Team Danmark-ordning, der ellers betød, at han kunne se frem til fire år – og ikke dage – på skolebænken. Han var træt af, at skolegangen betød, at han måtte gå fra sin træning, en halv time før den egentlig sluttede.

”Jeg sad deroppe og tænkte: det her kommer bare ikke til at ske, jeg vil kunne træne meget mere, og i bund og grund gider jeg heller ikke sidde her, for jeg er 1000 procent sikker på, at jeg kommer til at lykkes som badmintonspiller,” husker Anders Antonsen. 

Så han måtte tage turen fra Marselisborg Gymnasium til Aarhus Badmintonhal, hvor hans far, Tonny Antonsen, har været halinspektør og forpagter af cafeteriet siden 1989, for at fortælle om sin beslutning. Som et kompromis begyndte han at følge HF enkeltfag i stedet, og han færdiggjorde da også engelsk og matematik, før badmintonkarrieren for alvor tog fart. 

Ambitionerne har vokseværk 
Der er 500 meter fra huset på Kastanievej i Viby til Aarhus Badmintonhal, hvor far Tonny styrer slagets gang. Mor Helene har spillet divisionsbadminton og bror Kasper har været professionel badmintonspiller. 

Ét af Anders Antonsens tidligste minder fra barndommen er da også fra den cylinderformede badmintonhal på Dyrehavevej. Her stod han i strømpesokker og slog bolde med sin mor. Kunne han presse hende til at tage et skridt tilbage vidste han, at han havde slået hårdt.  

Det er ikke sært, at han nu bevæger sig hjemmevant rundt i den farverige hal. Efter skole tog han herned. Nogle gange skulle han selv træne, andre gange holdt han sig bare til i håb om, at nogle af de andre træningshold kunne bruge hans hjælp.

”Siden jeg var helt lille, har jeg jo haft en idé om, at jeg bare bliver én af de bedste badmintonspillere i verden, uden overhovedet at vide, hvad det ville komme til at kræve. Jeg har bare altid været opsat på, at det var det, jeg ville,” fortæller Anders Antonsen.

I 7. klasse var hans lærer utilfreds med, at han ikke havde lavet sine lektier. Men med sin klippefaste tro på sig selv, forklarede den unge badmintonspiller læreren, at skolen kun var anden prioritet. Badminton kom først.

Parløb med Rasmus Gemke 
På Kastanievej boede også den jævnaldrende Ramus Gemke, og selvom han egentlig gik til svømning, fik Anders Antonsen til sidst overtalt ham til at begynde til badminton, og han blev lige så bidt af sporten. 

”Vi rendte hele tiden ned i badmintonhallen for at træne. Det var lidt specielt, for vi var både gode venner, men også konkurrenter. Vi mødtes tit i finaler til turneringer, og så var det altså ikke specielt fedt at komme i skole om mandagen, når man havde tabt en finale til ham om søndagen,” siger Anders Antonsen.

Deres tætte parløb blev en afgørende faktor i udviklingen mod at blive en del af verdenseliten. I en lang periode var det faktisk Rasmus Gemke, der var i førertrøjen.

”Kampen mellem os har været god for os begge, vi har presset hinanden til at blive bedre hele tiden. Jeg var nok bedst op til slutningen af vores tid som u13-spillere, men så havde han en rigtig god periode, hvor jeg ikke kunne slå ham, og det gjorde sgu ondt. Så var han skadet i en periode, og så mødtes vi igen i en seniorturnering i Skotland, hvor jeg vandt,” erindrer Anders Antonsen. 

The Next One 
Turneringen i Skotland er på mange måder blevet definerende for Anders Antonsen. I turneringen Scottish Open Grand Prix 2016 slog han vennen Rasmus Gemke i kvartfinalen, og i finalen slog han en malaysisk spiller. Men øjeblikket, som turneringen bliver husket for, fandt sted i vinder-interviewet efter finalen. Her blev Anders Antonsen spurgt, om han ville blive den næste store danske herresinglespiller. Trippende greb han mikrofonen, og leverede den fremtidsprofeti, han stadig bliver husket for og konfronteret med: 

   ”I’m the next one.”    

Tiden derefter, var første gang, at den unge Anders Antonsen fik en tur i den store mediemølle. Pludselig ville alle de store medier interviewe ham.  Nogle mente, at han var for kæk, grænsende til det arrogante. Og selvom han ikke fortryder sine ord, har den opmærksomhed, der fulgte, sat sine spor: 

”Jeg tænker mere over, hvad jeg siger nu, det gjorde jeg ikke dengang. Men jeg er glad for den, jeg er. Jeg synes, jeg har humor og noget at byde på, så min plan er være så meget mig selv som muligt. Om nogen så tænker, at jeg er en selvglad idiot – so be it. Det gider jeg ikke at tænke over. Nogle steder skal jeg bare være lidt taktisk. Jeg har ingen grund til at udtale mig politisk og risikere at miste mine sponsorater.”

Kedelige konkurrenter 
Yderligere brænde på bålet kastede Aarhus-drengen Antonsen, da han i et interview med TV 2 ugen efter turneringssejren i Skotland, rettede en kras kritik mod to andre danske spillere:

”Jeg synes jo, at typer som Viktor Axelsen og Hans Kristian Vittinghus er for kedelige. Det er for forudsigeligt med dem.” 

Retrospektivt, ikke en udtalelse han i dag er stolt over, og noget han allerede dengang gerne ville have uddybet. For hans egentlige kritik skulle ikke have været rettet mod de to danskere, den skulle have været rettet mod badmintonspillere generelt og det internationale badmintonforbund især, som han ikke mener, er gode nok til at brande sporten og dens udøvere. 

”Skulle jeg søge på noget, jeg synes er sjovt, er det stadig ikke interviews med Viktor og Hans Kristian. Men jeg respekterer, at de gør tingene på deres egen måde, og de er jo aktive på sociale medier, så de giver noget af sig selv på den måde. Min pointe var, at hele sporten er fyldt med fuldstændigt ligegyldige karakterer, og det står jeg gerne fast ved,” slår Anders Antonsen fast.

Han gider ikke snakke skidt om sine danske kollegaer, men han mener, at badminton ville være en mere underholdende sport, hvis også de asiatiske modparter, der ofte beskyldes for at være styret af deres nationale forbund, ville droppe den polerede facade.

”De er så meget som maskiner, at man kan blive i tvivl, om der er et menneske bagved,” siger Anders Antonsen, der ikke bare kæmper for at gøre op med sportens mangel på underholdning. Han vil også gerne finde en mening med sit liv som professionel elitesportsudøver. 

”Jeg tænker over, hvordan jeg bliver husket og mere vigtigt, hvordan jeg vil huske mig selv. Jeg prøver stadig at finde meningen med det lidt spøjse og meget anderledes liv, der nogle gange føles lidt meningsløst. Hvad gør vi for verden? Er vi ligegyldige, inspirerer vi mennesker eller forsørger jeg bare mig selv?” spørger Anders Antonsen retorisk. 

Hjemmebanen
Som bare 19-årig stod Anders Antonsen i sin første DM-finale mod Jan Ø. Jørgensen, der på det tidspunkt var nummer to på verdensranglisten. Selv befandt han sig på det tidspunkt kun i periferien af top-25 i verden. Men i Ceres Arena leverede han overraskelsen, og slog i tre nervepirrende sæt sin rutinerede modstander. Og selvom Anders Antonsen altid har sagt, at han ville blive én af verdens bedste badmintonspillere, var den sejr med til at vise ham selv, at den målsætning faktisk var inden for rækkevidde. 

Og selvom Viby allerede i 2016 permanent blev byttet ud med København og landsholdstræningen i Brøndby, er der ikke tvivl om, at Aarhus er hjemmebanen. De trygge rammer hjælper ham til at yde sit bedste. Men alligevel er det ikke uden udfordringer at spille på hjemmebane:       

”Man skal være lidt kynisk og få dræberinstinktet frem, selvom det er hyggeligt at være hjemme. Der er så mange folk, der hele tiden vil snakke, og folk man kender. Det kan være stressende og tære på ens ressourcer, så man kan bare ikke stoppe og snakke og skrive autografer til alle,” forklarer Anders Antonsen.  

I år skal den unge aarhusianer i aktion to gange i Smilets By. Først til DM og siden til Thomas Cup, der også kaldes Verdensmesterskaberne for Herrelandshold, og som ikke siden 1982 har været afholdt uden for Asien. Og han er ikke bange for at sætte høje forventninger til sig selv: 

”DM tror jeg, jeg vinder igen. Jeg kan i hvert fald ikke se, hvorfor jeg ikke skulle vinde det,” siger Anders Antonsen uden at fortrække en mine.  

Migræne, krampe, astma og succes
Den unge aarhusianer med det rødblonde hår bragede ind på scenen i 2016, og i 2017 byggede han videre på de lovende takter. Anderledes stod det til i 2018, der slet ikke artede sig, som Anders Antonsen selv havde håbet på. For første gang i sin seniorkarriere var opturen stagneret, og han begyndte endda at drosle ned af verdensranglisten.

Hele året var han plaget af voldsomme krampeanfald og migræne, der hæmmede ham i alle dele af sit liv. Da migrænen plagede ham mest, var selv simple opgaver som at vaske tøj og købe aftensmad uoverskuelige for den unge aarhusianer, der dog også har taget noget positivt med sig fra det udfordrende år: 

”Migrænen har på nogle måder været en god ting, fordi den har tvunget mig til at udvikle mig. Jeg blev tvunget til at kigge på alle de små ting uden for banen, får jeg sovet nok, spiser jeg det rigtige, får jeg passet mine ting uden, at det begynder at hobe sig op med aftaler. Før blev listen lang, før jeg kom i gang med tingene. Nu har jeg overblik over min uge, så jeg bedre kan overskue det hele,” fortæller Anders Antonsen. 

Og 2019 blev ét stort jubelår for den næste danske badmintonstjerne, der ellers i starten af året fik konstateret astma. I januar vandt han sin hidtil største sejr i turneringen Indonesia Masters, og siden blev det til flere finalepladser og en sejr ved European Games, inden sæsonen kulminerede med Verdensmesterskaberne i Basel, Schweiz.  

Arrene fra VM-finalen
Anders Antonsen var seedet som nummer 5 til verdensmesterskaberne, og han arbejdede sig planmæssigt til kvartfinalen, hvor den forsvarende olympiske mester, kineseren Chen Long ventede. Antonsen vandt et tæt første sæt 22-20, før han i andet sæt dominerede den legendariske kineser. Nervøs blev han aldrig. Han husker ellers, hvordan han fik gåsehud over at følge Viktor Axelsens vej til VM-guld i 2017. Men mens han selv stod midt i sin drøm, ramte det ham aldrig, og han vandt andet sæt med 21-10. I semifinalen ekspederede han sikkert turneringens anden overraskelse, thailandske Kantaphon Wangcharoen ud. 

I finalen ventede så den store forhåndsfavorit, japaneren Kento Momota. Men fra Anders Antonsen gik på banen, virkede han kampklar. Endnu en gang brød han med den konforme badmintonverden, der foreskriver, at spillerne går på banen med tasker fra sponsorerne. I stedet entrerede aarhusianeren hallen i Basel i bedste bokserstil med skuldrene svøbt ind i Dannebrog.

Og selvom Anders Antonsen og hans træner, den tidligere topspiller Kenneth Jonassen, egentlig følte, at det danske håb havde brændt for mange af sine tændstikker tidligere i turneringen, kom han godt fra start. 6-2 bragte han sig hurtigt foran, før kampbilledet blev vendt helt på hovedet. Efter bare 38 minutter måtte den nu modløse dansker strække våben efter at have tabt 21-9, 21-3. En hård uge havde sat sine spor, og Anders Antonsen prøver nu ikke at lægge for meget i kampen. 

”Jeg husker ikke finalen specielt godt, og jeg har ikke engang set den efterfølgende. Normalt elsker jeg ellers at se mine egne kampe. Jeg var indforstået med nederlaget, og tænkte egentlig bare: ’fuck det’. Men jeg blev bare ved med at støde på den her finale fra omverdenen,” forklarer Anders Antonsen. 

Folk lykkeønskede ham både på de sociale medier og på gaden med det flotte spil til VM. Men hver gang fulgte en kommentar om finalen.

Kommentarer som: ”Det var fandme flot… i hvert fald langt hen ad vejen.” Blev han mødt af igen og igen. Ingen kunne snakke om VM uden også at snakke om finalen. Noget der begyndte at nage ham mere og mere. 

”Det er hårdt, og derfor kan jeg stadig ikke selv glæde mig over min sølvmedalje. Men det er også ekstra brande på bålet og ekstra motivation, for nu skal jeg fucking vinde VM. Ellers er det et minde, jeg går med resten af tiden, og det har jeg ikke lyst til,” siger Anders Antonsen, før han tager en slurk af den kaffe, han selv har skænket i far Tonnys køkken i cafeteriet i Aarhus Badmintonhal.  

En usleben diamant 
To måneder efter VM-finalen stod Anders Antonsen endnu en gang over for sin semifinalemodstander fra VM Kantaphon Wangcharoen. Denne gang i Odense i ottendedelsfinalen til Denmark Open. 

Han havde stadig overhånden mod thailænderen, og allerede inden kampen var slut, var han begyndt at se frem til kvartfinalen, hvor turneringsprogrammet havde artet sig sådan, at Viktor Axelsen skulle stå på den anden side af nettet. En kamp, der gjorde ham nervøs, men på den gode måde. Nu skulle de se, hvem der var bedst. Anders Antonsen var midt i sit gennembrud, og Viktor Axelsen var på vej tilbage til fordums styrke efter skader. Kollegaer, der træner sammen til dagligt, men også konkurrenter, der står i vejen for hinandens vej mod toppen af verdensranglisten. 

Denne gang trak Viktor Axelsen det længste strå. Og odenseaneren Axelsen har noget, som aarhusianeren Antonsen misunder. Han er nemlig et fysisk pragteksemplar. Og det er på det punkt, Anders Antonsen føler, at han skal forbedre sig. 

”Min fysik er langt fra, hvor den skal være. På den måde føler jeg mig som en usleben diamant. På det taktiske og de tekniske badmintonfærdigheder føler jeg ikke, at nogen i verden kan matche mig. Får jeg den sidste del med og får den gjort verdensklasse, så tror jeg på, at jeg bliver den næste dominerende spiller i verden,” fortæller Anders Antonsen med sindsro i stemmen.  

Anders Antonsen

  • Født den 27. april 1997.
  • Opvokset i Viby sammen med sin mor, far og storebror, men har også en ældre halvbror. 
  • Har fået sin badmintonopvækst i Aarhus Badmintonklub, der har til huse i Aarhus Badmintonhal, hvor hans far er halinspektør. 
  • Bor i København og træner til dagligt med det danske landshold i Brøndby. 
  • Vandt Danmarksmesterskaberne i herresingle i 2017, 2018 og 2019. 
  • Vandt i 2019 Super 500 World Tour turneringen Indonesia Masters og blev senere på året nummer to til VM. 
  • Aktuelt ligger han nummer tre på verdensranglisten.