Mit navn er … Troels Knudsen, og jeg er … direktør i DGI Huset Aarhus. Det har jeg været siden 2002, og parallelt med det har jeg været direktør i DGI Huset i Nordkraft (Aalborg) i 11 år.
Mit stærkeste minde fra Aarhus er … fra 80’erne og 90’erne i Øgadekvarteret og Børnenes Jord, hvor vores børn voksede op og blev passet af Jonna. Børnenes Jord er et godt eksempel på, hvordan en beboergruppe kan samarbejde om at forbedre betingelser for børn og voksne, så de og deres forældre har et sted at mødes, og hvor ungerne kan bevæge sig og lege.
Jeg har en svaghed for … veltilberedt mad, og særligt hvis den kommer fra havet. Jeg besøger gerne byens nye restauranter og kan anbefale restaurant Kolo i Guldsmedegade, som min søn er medejer af. Der er en dejlig stemning på Kolo, hvor de har gode naturvine på fad, og maden er skøn.
Folk ved ikke … at DGI Huset udbyder Aarhus’ største fitnesstilbud med mere end 110 hold om ugen, hvor man kan træne med klippekort eller månedsmedlemskab. Og at DGI Huset har en lækker og sund brunchbuffet hver weekend i caféen, samtidig med at der er mange familiehold i huset.
For tiden er mit hoved fuld af … at udbygge og udvikle DGI Huset. DGI Huset har allerede mange tusinde brugere hver måned, og vi har lige bygget ny sal, et nyt køkken og en ny café inde i huset. Nu arbejder bestyrelsen og jeg på at skaffe økonomi til en fantastisk, spændende udbygning ved siden af DGI Huset kaldet Sundhedstårnet, hvor der vil blive plads til endnu flere aktive aarhusianere. Og vi har allerede fået bevilget støtte fra Salling Fondene og Aarhus Kommune, der kan finansiere en del af byggeriet.
Hvis jeg var borgmester i byen, ville jeg … gøre som Jacob Bundsgaard og byrådet: fortsætte med at understøtte kommunens udvikling og vækst. Jeg er ikke så meget imod højhuse og fortætning, som mange andre. Men det er vigtigt, at man sikrer, at beboerne har pladser og steder til rådighed, hvor man kan mødes, udfolde sig og være sammen. Derfor ville jeg investere mere i kultur og idræt i byen, så midtbyen fortsat vil være en attraktiv magnet for HELE kommunens borgere, samtidig med at midtbyen er et levende og attraktivt sted at bosætte sig.
Jeg bruger for meget tid på … mit arbejde, fordi det er utrolig spændende – og det kan gå lidt ud over samværet med familie og venner. Jeg er optaget af at skabe rammer, så idræt og sundhed bliver en naturlig del af vores hverdagsliv. Det skal være sjovt og motiverende at være aktiv, for det giver energi, og man kan mødes med gode venner. Derfor prøver vi at skabe et udviklende miljø i DGI Huset, hvor man kan prøve nye idrætter og samværsformer.
Et sted, jeg elsker i Aarhus, er … Træskibshavnen og den gamle fiskerihavn, hvor der er en dejlig stemning. At sejle er indbegrebet af frihed for mig. Jeg er altid kommet på havnen, og som ung var jeg fisker i en periode, og jeg har i mange år haft et gammelt træskib.
Kunne jeg skrue tiden tilbage, ville jeg … gerne tage hele turen med Aarhus igen. Det er stadig en fed by – tilpas stor nok til udvikling og ikke for stor til, at man føler sig hjemme.
Jeg fandt for nylig ud af … at byens største idrætsplads i Aarhus er de fantastiske Mountainbike-trails i Marselisskoven. Stor ros til de dygtige trailbyggere og til skovfogeden for at give os alle mulighed for at træne i naturen.
Ordet er frit’ er en række holdningsbaserede indlæg skrevet af spændende personligheder med tilknytning til Aarhus, der tør være klare i spyttet. Holdningerne er ikke udtryk for redaktionens overbevisninger, men er udelukkende udtryk for den enkelte gæsteskribents synspunkter.