Aarhusmesteren: Poetry slam

Stuepigen, der tjente penge på Donald Trump’s aflagte badevand, og Tinder-stalkeren, der stjal en kat. Det er historier som disse, 30-årige Emma Elisabeth Holtet optræder med som poetry slammer. Med kun et års smag på formatet, vandt hun titlen som Aarhusmester. På poetry slam-scenen fortæller hun historier med selvsikkerhed, men i virkeligheden er hun slet ikke typen, der kan lide at holde tale.  

Tekst: Cecilie Høgh
Foto: Bibi Berge

Poetry Slam er kort fortalt en levende konkurrenceform i ’spoken word’.  Som poetry slammer står man på en scene og fortæller en historie, et digt eller andet sagt i en mikrofon på maksimalt tre minutter og ti sekunder. Derefter giver tilfældigt udvalgte publikummer point på en tildelt dommertavle, og så er det deres opgave at bedømme de optrædende. Det gør det til en konkurrence med publikum som den subjektive magt. 

Jeg faldt tilfældigt over poetry slam i 2017, da min lillebrors ven skulle optræde på scenen i Aarhus. Jeg tænkte med det samme, at det lød sjovt, og kort tid efter begyndte jeg selv at optræde. Kun et år senere havde jeg kvalificeret mig til Aarhusmesterskaberne.

Siden jeg var helt lille, har jeg været vild med ord og fortællinger. Allerede som barn blev jeg stor fan af Shakespeare på grund af sproget i hans poesi. I folkeskolen var jeg vild med og bedst til de sproglige fag, og senere kunne jeg dyrke min interesse gennem teater, hvor jeg altid har været fascineret af dramaturgien og manuskriptdelen. 

Jeg startede på teaterskolen, da jeg var 19 år. Siden da har jeg lavet teater som både skuespiller, instruktør og manuskriptforfatter. Og så har jeg læst en bachelor i teater og performance på Københavns Universitet. Den erfaring, bruger jeg helt sikkert, når jeg skriver tekster til poetry slam. 

Egentligt havde jeg en ”off-aften”til Aarhusmesterskaberne. Det gik ikke ligeså godt, som det plejede, og det ærgrede mig. Men glædeligt gik jeg alligevel hen og vandt. Det er så uforudsigeligt i poetry slam, fordi publikums subjektive meninger om dine historier varierer så meget. Det er det, der gør det så sjovt.

I virkeligheden er jeg ikke typen, der kan lide at rejse mig og holde en tale til eksempelvis en konfirmation. Det synes jeg er sindssygt grænseoverskridende. Men i poetry slam er det poesien, der tæller, og den kan jeg kontrollere, og dét gør hele forskellen for mig. Det er meget uformelle rammer i poetry slam, og det gør det mindre sårbart at stå på scenen.

Som poetry slammer forsøger jeg som regel at skabe en humoristisk fortælling eller tage fat i en samfundstendens eller noget politisk. Nogle gange er det en historie, jeg selv har oplevet, som jeg overdriver med 500 procent, andre gange er det en sætning, der har inspireret mig. Poetry slam er totalt åbent i forhold til emner, og hvordan du performer det.

Jeg skiller mig ud som poetry slammerved, at jeg nærmest altid slammer på engelsk. Jeg har boet i England som barn, og lærte at skrive og læse engelsk, inden jeg lærte det på dansk, så det virker naturligt for mig. På engelsk er der tre gange så mange ord at rime med. Og så er det også et kendetegn for mig, at jeg taler hurtigt. Meget hurtigt. 

Poetry slam miljøet i Danmark er relativt småt, og man lærer derfor poetry slammere i hele Danmark at kende. Der er rigtig meget fælleskab, og folk er virkelig flinke. Jeg har blandt andet mødt min kæreste igennem poetry slam. Miljøet er præget af meget forskellige typer i forhold til alder, interesser og baggrund. Dét, at det favner så bredt, gør det til et meget mangfoldigt format. Nogle laver fortællinger med et meget højt lixtal, mens andre er totalt jordnære.

Efter Aarhusmesterskabet kvalificeredejeg mig til Danmarksmesterskabet. I maj 2019 vandt jeg finalen til English Poetry Slam Cup i København, og fremtiden bringer med garanti meget mere poetry slam.   

I dag sidder jeg med i bestyrelsenfor den lokale poetry slam-klub i Aarhus med navnet HAPS. Jeg er med til at afholde slams hver måned, ligesom jeg bruger tid på planlægning og møder. Alle, der har den mindste interesse for ord, bør kigge forbi til et open-slam i Studenterhuset eller selv stille op, for alle kan være med. 

AARHUSMESTEREN
Hvordan er det at være den bedste i byen inden for sit felt? Vi møder en række Aarhusmestre, der deler ud af begejstringen for deres hobby.