Mit navn er … Søren Jessen, og jeg er ... forfatter og illustrator, men ville hellere have været astronom. Desværre ophørte matematik og fysik med at give mening et sted i 2. g., og så måtte jeg have gang i plan B.
Mit stærkeste minde fra Aarhus er … fra dengang i 1983, hvor jeg flyttede til byen og overhovedet ikke kunne finde rundt. Jeg havde permanent et kort i baglommen og kørte rundt i byen på cykel, mens jeg forsøgte at finde vej i den her enorme by. Nu farer jeg aldrig vild. Desværre. Jeg må rejse ud for at fare vild.
Jeg har en svaghed for … fugle. Gang på gang tager min kone og jeg på jagt efter halemejser i frugthaven ved det gamle Moesgaard Museum, vandstære ved Giber Å ude ved Skovmøllen eller havørne ved Egå Engsø.
Hvis jeg var borgmester i byen, ville jeg … have meget skarpt fokus på, hvad det er for et Aarhus, vi får i fremtiden, for lige nu virker udbygningen af byen mange steder ret hovedløs. Der bygges for højt, for tæt og for uambitiøst. Alt nybyggeri ligner jo hinanden. Og det der ikke gør – som Isbjerget – bliver skyndsomt pakket ind i firkantede huskasser, så man ikke kan se det længere.
Jeg kommer aldrig til at forstå … at man har valgt at placere den nye arkitektskole lige midt i det fantastiske, unikke kreative miljø, der er skudt op omkring Institut for (X) lige bagved Godsbanen. Den slags skæve, nedefra voksnede miljøer skal man da beskytte, ikke nedlægge eller flytte.
Et sted, jeg elsker i Aarhus, er … udsigten fra Olafur Eliassons regnbue på toppen af ARoS. Jeg skal altid op i tårne, når jeg kommer til fremmede byer, men her kan man komme op i en regnbue! Det er unikt.
Jeg bruger for meget tid på … at se sport i tv. Jeg elsker sport. Først og fremmest at dyrke den selv, men sådan en god Champions League fordboldkamp eller en tenniskamp mellem to topspillere … det er godt. Det er ren afstresning.
Mine venner siger altid til mig … at jeg må arbejde meget med alle de bøger, der konstant udkommer. Jeg giver dem ret. Men det er lidt svært at lade være, når ens arbejde er ens hobby.
Folk ved ikke … at jeg er passioneret disc golf spiller og bruger meget tid på at vade rundt i parken ved Psykiatrisk Hospital i Risskov og kaste disce i kurve.
Jeg bliver inspireret af … noget så banalt som livet og de mangfoldige måder, det udfolder sig. Det er og bliver det grundlæggende råstof til at skabe nye fortællinger, nye virkeligheder og nye forbindelser mellem ting, man ikke anede overhovedet kunne forbindes.
‘Ordet er frit’ er en række holdningsbaserede indlæg skrevet af spændende personligheder med tilknytning til Aarhus, der tør være klare i spyttet. Holdningerne er nødvendigvis ikke et udtryk for redaktionens overbevisninger, men er udelukkende udtryk for den enkelte gæsteskribents synspunkter.