Mit navn er … Andrea Momme, og jeg er … tekstildesigner, kunstner og skrædder.
Mit stærkeste minde fra Aarhus er … at vende hjem. Alle de gange, jeg er rejst ud i verden, har det været en særlig følelse at komme tilbage. Nogle gange til en vindblæst tom by klokken ni søndag aften, med kun en eneste shawarmabar åben. Andre gange til et sprudlende kreativt miljø, der galoperer afsted, og man kan tage sig selv i at tænke: “Nå, så sker der alligevel noget i Århus”. Men fælles for disse minder er, at de har givet mig en læring og tryghed i, at verden går videre uden mig, og at Århus består, til jeg vender tilbage.
Jeg har en svaghed for … nye muligheder. Det kan være svært at vælge fra, når man gerne vil det hele. Desværre tror jeg, at jeg deler denne svaghed med mange andre unge i dag. Vi har alle muligheder åbne, og det vil ofte føles som et tab at tage et valg. Måske vi skulle have “Less is more” på skoleskemaet.
Hvis jeg var borgmester i byen … ville jeg selvfølgelig være idealist, fuldstændig uafhængig af økonomiske interesser, have bilfri midtby, billige boliger og værksteder, hvor det kreative vækstlag kunne leve og gro. Og måske er det i virkeligheden ikke så utopisk endda?
Jeg kommer aldrig til at forstå … hvorfor vi skal have så travlt. Ikke fordi jeg selv er hellig, men jeg tænker ofte over det forventningspres, vi lægger på os selv. Vi skal både have en fantastisk karriere, pleje vores venner, være politiske og kulturelle, se godt ud, have det rigtige hjem og, som i mit tilfælde, liiige få et par børn oveni. Det er da dømt til at blive stresset, og man kan spørge sig selv: “Hvad er det gode liv egentlig?”
Et sted, jeg elsker i Aarhus, er … den Permanente ved Risskov. Jeg har været medlem af Vikingeklubben Jomsborg i 10 år og har i alle de år brugt det som et åndehul. Jeg er vokset op på Anholt, en lille og ganske særlig ø midt i Kattegat. Det mest isolerede sted i danmark, med naturen helt tæt på. Og selvom jeg bestemt ikke har lyst til at flytte ud af byen, er det alligevel vigtigt for mig at have naturen og havet tæt på. Dét er, for mig, en af Aarhus’ største kvaliteter.
Jeg bruger for meget tid på … hvad andre tænker. Jeg er en pleaser, der godt kan lide, at alle kan lide mig, er glade og har det godt. Empati er i bund og grund en god egenskab at have, men man kan ikke altid gøre alle tilfredse. Så måske vil jeg bruge 2019 på at være lidt mere ligeglad.
Mine venner siger altid til mig … at jeg er sej, og at det nok skal gå. Jeg vælger at tro dem!
Folk ved ikke … at jeg stjal en perlekæde med enhjørning figurer i børnehaven. Jeg husker faktisk ikke om min mor opdagede det, og om jeg leverede den tilbage. Min samvittighed må stå hen i det uvisse…
Jeg bliver inspireret af … andre mennesker. Jeg tror ikke på det enkelte egos genialitet, men at de geniale idéer opstår i en synergi med andre mennesker. Som min mand siger: “Et projekt er bedst, når man ikke kan gøre det alene”.
‘Ordet er frit’ er en række holdningsbaserede indlæg skrevet af spændende personligheder med tilknytning til Aarhus, der tør være klare i spyttet. Holdningerne er nødvendigvis ikke et udtryk for redaktionens overbevisninger, men er udelukkende udtryk for den enkelte gæsteskribents synspunkter.