Mit navn er … Martin Voola, og jeg er… Domemaster i Dome of Visions og far til 4.
Mit stærkeste minde fra Aarhus er … er fra mit første besøg i byen under konstruktionen af domen i 2016. Byen var som forandret, siden jeg sidst havde opholdt mig der igennem længere tid. Folk jeg mødte var mere optimistiske og fuld af forventninger til fremtiden. Byen virkede også mere sammensat, da der var kommet flere internationale studerende og professionelle til byen. Det giver noget helt særligt, når der kommer folk udefra. De kan nogle gange være med til at standse fætter-kusine-festen inden, den kommer for godt i gang.
Hvis jeg var borgmester i byen, ville jeg … sørge for at alliere mig med mennesker, som vil gøre noget for byen af lyst til at udvikle byens mangfoldighed og bæredygtighed, så både vi og vores børn kan bo, lege og smile i byen.
Folk ved ikke … hvor meget arbejde og hvor mange tanker, der går på at udvikle bylivet i Aarhus. Det er ikke altid, det rammer plet lige med det samme, men der arbejdes konstant for at gøre hele byen beboelig for så mange mennesker som muligt. Det kræver også en indsats af borgerne for, at det lykkedes. Folk tænker måske ikke over det, men Dome of Visions er også et byudviklingsprojekt. Her er der skabt en ramme, hvor det private erhvervsliv, Aarhus Kommune og borgerne i fællesskab kan være med til aktivere brugen af et område, som ellers ville være ubenyttet.
Et sted, jeg elsker i Aarhus, er … de bynære havnearealer. Især Sydhavnen, hvor der stadig er håb for, at vi kan bevare og udvikle noget af det kreative miljø, som allerede findes dernede. Den vedtagne plan ligger op til netop dette. Nu skal aktørerne så bevise, at der er handling bag det formulerede.
Jeg kommer aldrig til at forstå … at man river huse ned uden at tænke på, at det er meget andet end mursten, man fjerner. Når man fjerner en bygning, er man med at til afsjæle et område. Det virker ikke som om læren fra tidligere bliver taget seriøst. I København er der skabt ghettoer, fordi man har afsjælet et område. Det har man mærket konsekvenserne af i en længere periode.
Mine venner siger altid til mig … at jeg simpelthen skal til at lære at bruge kondom. Jeg er enig. Fire børn må være max for mig.
Jeg har en svaghed for … mange ting. Men jeg prøver at vende dem til styrker. Da jeg har svært ved at sidde stille for længe ad gangen, prøver jeg at opleve nye områder og se muligheder for nye sammenhænge på cykelture.
Det bedste råd, jeg nogensinde har fået … er at lade være med at købe noget for at spekulere i det. Køb noget, fordi du kan lide det eller føler for det. Det kan være, du kan sælge det videre senere i dit liv med profit, eller det kan være, du ikke kan. Men i det mindste kan du lide det, du har, hvis det er umuligt at komme af med.
Jeg ville ønske, alle aarhusianere vidste … at de lige nu har en helt unik chance for at påvirke udformningen af deres by. Der sker så meget i Aarhus lige nu, som får konsekvenser på den lange bane. Man kan altid rette ind hen ad vejen, men man kan ikke lave fuldstændig om. Hvis man ikke hopper ombord nu, kan det være for sent for de fleste.
‘Ordet er frit’ er en række holdningsbaserede indlæg skrevet af spændende personligheder med tilknytning til Aarhus, der tør være klare i spyttet. Holdningerne er ikke udtryk for redaktionens overbevisninger, men er udelukkende udtryk for den enkelte gæsteskribents synspunkter.