Mit navn er … Anne Hjernøe, og jeg er … kogebogsforfatter, fødevareudvikler, journalist, tv-kok og foredragsholder.
Mit stærkeste minde fra Aarhus er … Ja, dem er der mange af, når man har boet her i 48 år. Men noget, jeg vil fremhæve, er den årrække, min mand Folmer var festugedirektør. Da ”hans” første festuge blev skudt i gang, gik vi ned gennem byen sammen, og så begyndte han at samle affald op, der lå på gaden, for byen skulle se pæn og ordentlig ud, når der kom gæster. Han gik tur med Festugens børn i barnevognen, så de kunne få ro til at spise, og han inviterede altid flest mulige af kunstnerne med hjem. Så vi har haft de mest fantastiske aftener med folk fra hele verden bænket omkring spisebordet. Der sker noget særligt, når man inviterer folk hjem til sig selv, og hælder god vin, mad og gæstfrihed på dem. De 9 år kommer jeg aldrig til at glemme.
Det gør mig glad, at … min by Århus ligger ved havet og ved skoven. Jeg ville have svært ved at bo langt inde i landet, ligesom jeg heller ikke vil bo i en by, der er ret meget større end Århus. Jeg bevæger mig selv afsindigt meget rundt i verden, så derfor er det vigtigt for mig, at Århus er en tryg og sikker havn, der ikke ændrer sig alt for hurtigt, mens jeg er væk.
Jeg kommer aldrig til at forstå … hvorfor fanden vi skal skrive Århus med dobbelt A. Det er et særkende ved vores sprog og vores bynavn. Det er at tale ned til folk fra andre nationaliteter, at man tror, det forvirrer dem. Jeg hedder selv Hjernøe med Ø, og når jeg rejser, bliver det altid bemærket, og folk i andre lande synes det er dybt fascinerende, at vi har 3 bogstaver som æ, ø og å. Det er ensretning af værste skuffe, og jeg hader det.
Jeg har en svaghed for … at der pibler så mange gode steder frem i Århus. At min yndlingskaffebar Great Coffee ligger lige under mit kontor. At der åbner spændende steder på Sydhavnen som Birks Køkken og Sigfreds kafferisteri. At vi endelig har fået et Street Food-Mekka, hvor jeg kommer igen og igen, og altid ender med at spise hos Bahn Mi Bandits, som laver bahn mi bedre, end de gør i Vietnam.
Hvis jeg var borgmester i byen … ville jeg insistere på at holde byen smuk. Ingen grimme skilte på smukke pladser, ingen store bygninger, der blokerer udsigten over havet. Flere træer, grønne oaser og parker. Jeg ville lukke Frederiks Allé for bilister og slå Musikhusparken og Rådhusparken sammen. Faktisk ville jeg nok lukke hele midtbyen af for bilister. Vi har brug for naturen omkring os, også i byerne.
Jeg bruger for meget tid på … at læse nyheder. Måske er det mit journalistgen, der slår igennem, for så meget sker der jo heldigvis heller ikke, så jeg behøver ikke tjekke nyhederne en gang i timen.
Jeg bliver inspireret af … rejser, naturen, mad og mennesker med udsyn. Mennesker, der er dedikerede, nørdede og opslugt af det, de laver.
Jeg bliver ofte spurgt om … de mad- og fotoworkshops, jeg laver med Ditte Ingeman fra The Foodclub i Marokko. “Hvordan er det at rejse og arbejde der?” “Hvornår laver I en ny?” “Kan vi komme med?”
Jeg vil gerne drikke en kop kaffe med … alle nye spændende og sjove samarbejdspartnere. Jeg elsker at samarbejde om interessante projekter.
‘Ordet er frit’ er en række holdningsbaserede indlæg skrevet af spændende personligheder med tilknytning til Aarhus, der tør være klare i spyttet. Holdningerne er ikke udtryk for redaktionens overbevisninger, men er udelukkende udtryk for den enkelte gæsteskribents synspunkter.