Mit navn er … Søren Broberg Johansen, og jeg er … eventchef hos S Marketing Og Event og partner hos Savvaerket Event.
Jeg forbinder Aarhus med … et rigt kulturliv, masser af unge mennesker og det sted, jeg altid vil kalde mit hjem. I Aarhus smiler vi, også selvom det ikke lige er byens motto længere.
For tiden er mit hoved fuld af … en hel masse spændende events de kommende måneder, for eksempel NorthSide Festival, Classic Race Aarhus og Bakken Bears, hvor jeg bruger en del af min tid også.
Jeg kommer aldrig til at forstå … negative og sure mennesker, jeg mener – hvorfor være det? Jeg vågner hver morgen med et positivt sind og både lysten og viljen til at gøre en forskel i løbet af dagen.
Jeg ville gerne drikke en kop kaffe med … jeg har et afhængighedsforhold til kaffe, så enhver der synes, det kunne være spændende at drikke kaffe med mig, er mere end velkommen. Skulle jeg vælge, ville jeg drikke kaffe med Fru Karin Salling, ganske enkelt for at takke hende for at være byens moder og den kæmpe støtte, hun yder byens kulturliv. Og så ville jeg give min højre arm for at drikke en sidste kop kaffe med min far, som jeg mistede alt for tidligt for små 20 år siden.
Det gør mig glad at … få tingene til at lykkedes, at et event forløber lige efter kundens hoved, eller at et event på Savvaerket er lige i skabet. Det gør mig også glad at se Bakken Bears vinde. Mest af alt gør det mig glad at rejse og være sammen med min dejlige og tålmodige kone.
Jeg bruger for meget tid på … min telefon og iPad: Jeg er lidt en slave af de aggregater, og jeg forsøger konstant at parkere dem langt væk fra mig, specielt derhjemme. Det går ikke helt så godt med det, som jeg gerne ville. Det arbejder jeg på.
Hvis jeg var borgmester i byen, ville jeg … lytte meget mere til borgerne. Beslutningerne på Rådhuset virker ofte langt fra virkeligheden. Visioner er gode, og dem tror jeg alle politikere har mange af. Jeg ville løse infrastrukturen og prioritere og acceptere, at der findes biler, og at det ikke får folk til at ændre på deres færden, at nogle politikere hellere vil have cykler og letbaner. Det er lidt virkelighedsfjernt. Hvis jeg var borgmester, ville jeg også prioritere breddeidrætten og give de mange sportsklubber bedre og nyere faciliteter.
Jeg plejede at tro … at jeg kunne gå på vandet, og at intet kunne gå galt, at der var helt styr på det hele.
Men nu ved jeg … at virkeligheden er en anden, og at man skal kæmpe hver dag for at få det liv, man ønsker.
‘Ordet er frit’ er en række holdningsbaserede indlæg skrevet af spændende personligheder med tilknytning til Aarhus, der tør være klare i spyttet. Holdningerne er ikke udtryk for redaktionens overbevisninger, men er udelukkende udtryk for den enkelte gæsteskribents synspunkter.