Mit navn er … Michael Jøden, og jeg er … rapper, fjernsynsperson, ordmager, vært og halvvoksen.
Jeg bliver inspireret af … puha, lidt af hvert, men især andre mennesker og deres handlinger, især hvis de er dygtige til det, de gør.
Det gør mig glad at … vågne op, blive under dynen og dufte til dagen og damen.
Jeg kan godt blive træt af … politik og religion, det bliver altid så firkantet.
Jeg bruger for meget tid på … at se alverdens YouTube og tv-serier.
Hvis jeg skulle være en anden for en dag, skulle det være … en voksen kvinde. Gerne én med magt. Som er mor. Hvis Hillary var blevet valgt, havde jeg valgt hende. Lad os sige Mette Frederiksen efter næste folketingsvalg.
Min guilty pleasure er … at lytte til popmusik og nynne omkvædene, når jeg laver mad. Nå ja, og rødvin. Gerne på samme tid.
Aarhus er smukkest, når … solen skinner, og musikken spiller.
Aarhus er grimmest, når … vi gerne vil være København. Misundelse er en grim ting og i dette tilfælde ret unødvendig.
Jeg ville ønske, alle aarhusianere vidste … at Grim Fest er udsolgt 1. maj, at der burde være en DJ Static-statue på Store Torv, og at løbebanen ude på stadion stadigvæk er en dum idé.
‘Ordet er frit’ er en række holdningsbaserede indlæg skrevet af spændende personligheder med tilknytning til Aarhus, der tør være klare i spyttet. Holdningerne er ikke udtryk for redaktionens overbevisninger, men er udelukkende udtryk for den enkelte gæsteskribents synspunkter.