Mit navn er … Daniel Mantel, og jeg er … fortæller, skribent, performer med meget mere og ghettobeboer.
Det særlige ved at være aarhusianer, er … at man ikke kan beskyldes for at være københavner!
Hvis jeg var borgmester i byen, ville jeg … godt nok få travlt! Først ville jeg hurtigst muligt fjerne de mest åbenlyse og malplacerede “eyesores” (for nu at sige det pænt) som for eksempel ‘Comwell’, der står som en dyster monolit og ubegrundet dominerer hele området. Der mangler desuden sammenhæng de enkelte bydele imellem – ofte kun forbundet af enkelte “uundgåelige” trafikale ind- og udgange. Bedst illustreret med vores meget omtalte og fantastiske Helhedsplan Gellerup/Toveshøj! (ta-ta-fanfare). En Helhedsplan, der efterhånden viser sig så forfejlet, trods fine arkitekttegninger og -modeller, at helheden er væk, og planen opløst i enkeltdetaljer. Isolationen, “Ghetto-grænsen” ændres ikke: Silkeborgvej og Ringvejen. En mental ‘Trump-mur’. At en bydel er velfungerende og levende kræver også, at der overhovedet er mulighed for liv! Helhedsplanen ændrer ikke på, at hele området ligger uddødt efter klokken 19. Der er ikke én regulær café eller lignende lokalt sted, der er åbent om aftenen. Det helt store er, at Føtex og Lidl har åbent til klokken 21. Derefter er der bare … livløst. Den eneste mulighed er at tage til byen; væk fra sin egen bydel. Eller drive rundt i området, uden et sted at være – og så undrer folk sig over dét.
Jeg er stolt af … Gellerup, fordi vi blandt andet har “Eutopia Stage”, som blev åbnet ved den eksisterende Gellerup-scene. Delvis grundet Kulturby-året og en workshop med Hans Krull, men det væsentlige er, at stedet nu fungerer. Stedet trækker folk til både lokalt og fra hele byen. Også om aftenen. En genåbning, der ikke kunne være sket uden lokale frivillige, kreative kræfter. Forestillinger og arrangementer, der tiltrækker mange, er ofte udsolgt. “Rap-akademiet” har affødt en mere end lokal stjerne. Der er og har været natlange koncerter og underholdning med et stort publikum. For at nævne nogle få eksempler. Pointen er simpel: Det er initiativer/arrangementer, der er skabt og/eller udført af lokale beboere, der selv har sørget for eventuelt samarbejde med andre dele af byen. Der er et stort, kreativt kulturelt potentiale i området. Et potentiale betydeligt større end de mere medieegnede integrationsproblemer. Det skal blot have lov til at folde sig ud. På egne betingelser. Som i enhver anden bydel. En start kunne være at åbne Gellerup/Toveshøjs isolation, helt konkret. Vigtigst af alt: At give mulighederne for lokal udfoldelse. Også efter kl 19.00.
For tiden er mit hoved fuld af … bekymring. For fremtiden i den isolerede og aftendøde del af Aarhus, der måske forbliver sådan. Eller? Glæde. Over de projekter og arrangementer, der popper op og tiltrækker folk. Primært skabt af lokale beboere; sådan som det bør være. Stolthed. Over at have ydet mit lille bidrag til genoplivningen af bydelen: “Eutopia Stage” og de så småt også lokalt fungerende ‘Skriveværksteder på Gellerup Bibliotek/Atlas over Aarhus’.
Det vigtigste for mig er … at have en stamcafé. En forlængelse af hjemmet; inden for gåafstand. Et sted at kunne slaske forbi uden at skulle være “på”. Et sted at møde andre fra lokalområdet på lige fod; et sted, hvor man ikke bedømmes efter social status, indkomst, etnisk baggrund, etc. Et lokalt fristed. Hvor du kommer og går, som du er. Hvor du møder andre og sludrer om alt og intet, eller bare sætter dig i et hjørne og læser en avis. Anno 2016 iPhone eller iPad. Caféen, hvor du bare dumper ind og ud, som du vil. Uden at behøve en grund. Fra tidlig morgen til sen aften. Bare ikke i Helhedsplanen …
Jeg kan godt blive træt af … begreberne ‘Vækst’ og ‘Udvikling’. Fordi deres betydning er blevet indsnævret: Vækst for (næsten) enhver pris. Udvikling med indbygget “Kan det betale sig”? Det har også skabt et nyt ord i det danske sprog. Et begreb, jeg ikke forstår: “Pladderhumanisme”. Hvornår er det blevet noget pladder at være human? Medmindre det er noget pladder at være et menneske? At være menneskelig? ‘Human’ kan ikke defineres anderledes, uanset politisk ståsted og menneske(!)syn. Det optræder hyppigt i flygtninge-/ghetto-debatten. Ofte sammen med ‘danske værdier og traditioner’. Så bliver jeg så træt, at jeg ikke engang orker lidt typisk “dansk hygge”. Men dér er heller ikke megen vækst og udvikling at hente – det må så være pladderhumanisme.
Den største lærestreg, jeg nogensinde har fået, er … at man bliver bedømt på, hvad man er. Og ikke hvem. At man bliver bedømt ud fra en ydre status: Arbejde? Uddannelse? Fremtidsmuligheder? Indkomst? Boligejer/lejer? Økonomi? Skatteforhold? Påklædning? Og (yderst apropos): postnummer? Egenskaber som personlighed, karaktertræk, menneskelige færdigheder og værdier, social omgang med andre. Hvordan du opfører dig i det offentlige rum betyder mindre. Dén lærestreg får jeg hele tiden, men jeg nægter at tage ved lære!
Hvis jeg kunne være en anden for en dag, skulle det være … mig selv. På min stamcafé. Midt i en døgnet rundt levende bydel, der ikke uddør efter kl 19.00. Medmindre man medtager indkøb i Lidl som social aktivitet; så først efter kl 21.00.
Jeg ville ønske, alle aarhusianere vidste … at ovennævnte lokale tilhørsforhold, inklusive stamcaféen, findes i bedste velgående i lande ikke langt fra Danmark. Og at danskere, hvis vi et øjeblik tillader aarhusianere at være det, kunne lære en del om lykke de steder. Vi er som bekendt lykkeland nummer 1. Undersøgelse efter undersøgelse (man får svar, som man spørger). Et interessant tillægsspørgsmål til en af de undersøgelser, vi ellers er så tilfredse med, er: “Følte du dig lykkelig på et tidspunkt i går?” Pludselig dumper Danmark (og aarhusianere) ned i den forkerte ende af skalaen. Blandt andet fordi vi mangler et lokalt tilhørsforhold; fordi vi ikke har en ægte samhørighed med vores bydel. Vi lever ikke i den; det er blot dér vores hjem er placeret. Vi véd det vist godt, men handler ikke så tit efter det: At en harmonisk levende by starter med et naturligt engagement i egen bydel. At der overhovedet er mulighederne for det.
‘Ordet er frit’ er en række holdningsbaserede indlæg skrevet af spændende personligheder med tilknytning til Aarhus, der tør være klare i spyttet. Holdningerne er ikke udtryk for redaktionens overbevisninger, men er udelukkende udtryk for den enkelte gæsteskribents synspunkter.