Mit navn er … Mark le Fêvre, og jeg er … komiker, film- og spil-nørd og ikke fransk, trods efternavnet. Jeg sætter dog pris på en skøn crêpe.
Jeg forbinder Aarhus med … starten på min komiske karriere med et hav af optrædener på diverse skønne barer og caféer, volleykampe på den magiske Strandbar på havnen og ikke mindst fuldstændigt vanvittigt hårde cykelture op ad Randersvej. Jeg kan så forstå, at man nu laver en sporvognsforbindelse, hvilket da ærligt talt gør mig bitter over, at fremtidens Mark le Fêvrere (ja, det er mig i flertal) skal slippe så let!
Jeg er vild med … stemningen i byen. Det er et glimrende lille miks af provins tilført en snert storby, hvilket er opskriften på en dybt charmerende by. Det er altid med et stort smil på læberne, når jeg er på visit – whaaaat!? Er det derfor, man kalder det Smilets By!? Mind Fuc**** blown!
Jeg kan godt blive træt af … den absurde lugt, der siver op fra havnen i sommermånederne. Hvordan helvede er der sat penge af til ting såsom nye slogans, når der er så MARKANT en forbedringsmulighed, som ligger lige til højrebenet? Få det stoppet, og giv havnen en ordentlig rengøring. Man kunne passende arbejde med sloganet “Aarhus – bar’ kom vi HAR været i bad”
Hvis jeg kunne være en anden for én dag, skulle det være … en, der er mega god til at synge. Det gad jeg satme godt være god til. Måske Beyoncé. Så kunne man også lige krydse fantasien om at være kvinde for en dag af listen. Og sikke en kvinde …
For tiden er mit hoved er fuld af … Kreative, forvirrende tanker og et pokkers afsavn til Aarhus, idet jeg sidder og skriver disse ord ned i mit beskedne københavner-domicil. Hvis jeg havde økonomi til det, ville jeg også have en lejlighed i Aarhus. Så kunne jeg bruge min sommer i det aarhusianske ligesom Dronningen. Den har hun sgu regnet meget godt ud, den gamle svinger!
Den største lærestreg, jeg nogensinde har fået, er … at man ikke kommer sovende til en skid, medmindre man er exceptionelt heldig. Og det er der mere eller mindre ingen af os, der er.
Et sted, jeg elsker i Aarhus, er … Ris Skov på en snefyldt vinterdag, strandbaren i sine solfyldte velmagtsdage og … og … jamen satme nærmest det meste af byen en lun eftermiddag i venners lag. Jeg sidder vitterligt og bliver helt nostalgisk og rørt over de skønne minder.
Da jeg var yngre, troede jeg … at jeg skulle være den næste store action-stjerne.
Nu har jeg fundet ud af … at jeg er langt bedre til komik, end jeg er til cirkelspark.
‘Ordet er frit’ er en række holdningsbaserede indlæg skrevet af spændende personligheder med tilknytning til Aarhus, der tør være klare i spyttet. Holdningerne er ikke udtryk for redaktionens overbevisninger, men er udelukkende udtryk for den enkelte gæsteskribents synspunkter.