Mit navn er … Daniel Boysen, og jeg er … forfatter, daglig leder hos Litterær Lounge og litteraturformidler på Dokk1. Jeg har senest udgivet romanen i opbrud “Fordi ilden er vores” på Jensen & Dalgaard. Lige nu arbejder jeg på den næste roman. I mit arbejde med arrangørfællesskabet Litterær Lounge giver vi den levende litteratur mulighed for at poppe op forskellige steder som for eksempel på Dome of Visions, Off the Record og Det Grænseløse Køkken i Ebeltoft. Som litteraturformidler er det vigtigt for mig at give mere opmærksomhed til lokale forfattere og den oversete litteratur; at give dem plads i programmet.
Det særlige ved at være aarhusianer, er … løftet om i morgen. Byen har, i de næsten ti år jeg har boet her, altid været på vej hen mod noget. Nu er det snart 2017, og hele byen er ved at blive bygget om. Det kræver en enorm ro at være aarhusianer; at give sig i kast med noget, have modet til at skabe kreative legepladser, fordi muligheden for at de er revet ned i morgen, er en vedvarende problematik. Man skal hvile i sig selv og sine projekter – og håbe at de overlever ombygningen. Eller finde sig tilfreds med, at man skabte noget, der kunne være smukt i en afgrænset periode.
Jeg har en svaghed for … Soul Shine og deres skjorter. Jeg har omkring 20 skjorter derfra.
Jeg kan godt blive træt af … den passivitet, smartphones medfører. At mange hviler så meget på “interesseret”-knappen, at de går glip af rigtig meget, fordi de er bange for at tage stilling og bare dukke op til noget. Og når de så endelig dukker op, sidder de og kigger ned på ilden i deres hænder hele aftenen.
Et sted, jeg elsker i Aarhus, er … stenene ved vandkanten, når man sidder ved Lystbådehavnen. Her kan man se helt til Mols, finde ro, lytte til de gyngende master i vinden. Samtidig kan man kigge på brandmændene, der har overlevet i millioner af år uden en hjerne. Det er der noget forsikrende i.
For tiden er mit hoved er fuld af … den næste roman, som jeg snart skal på ophold i en hytte for at gennemskrive manuskriptet til. Desuden har vi snart et arrangement i Litterær Lounge, hvor jeg skal være vært. Og på Dokk1 er vi allerede ved at planlægge forårets program.
Den største lærestreg, jeg nogensinde har fået, er … en lang liste af ting. Men hvis jeg skulle koge det ned til ét svar, har jeg lært, at man skal lade sårene hele, inden man springer i vandet. Ellers bryder det hele op igen, og så kan man starte forfra. Et menneske kan kun genstarte sig selv et vist antal gange, før det har mistet for stor en del af sig selv.
Jeg ville gerne drikke en kop kaffe med … PJ Harvey, fordi hun er en stor inspiration i måden at tænke konceptuelt på. Hun har givet mig to fantastiske koncertoplevelser på Roskilde. I år var jeg blæst bagover. Jeg vil gerne lære den kringlede hjerne at kende.
Jeg kommer aldrig til at forstå … hvorfor de forskellige litteraturmiljøer, både i Aarhus og andre steder i landet, holder så hårdt på deres egen eksistens. Det ville være bedre for forfattere, forlag og publikum, hvis vi lod dem vokse sammen som et spindelvæv – der jo på mange måder skal være i balance – i stedet for at ville dyrke hver vores frem for alt. I Litterær Lounge forsøger vi at planlægge arrangementer på dage, hvor de andre foreninger i byen ikke afholder noget, så alt ikke falder på samme dag i ugen. Desuden blander vi forfattere og musikere fra forskellige miljøer og genrer. Jeg kommer heller aldrig til at forstå forfattere, der aldrig kommer ud og lytter til andre læse op, eller som kun læser bøger fra ét bestemt miljø eller forlag. At man på den måde kan lukke af for nye indtryk og udfordringer.
Jeg drømmer om … mere respekt for en kunstners gerning. Som jeg forsøgte at forklare en ven den anden dag på Peter Gift (bær over med sammenligningen); der er jo ingen, som stiller spørgsmålstegn ved lægen, der siger, at han skal afsted for at operere en person (det er også et virkelig vigtigt arbejde). Men hvis man siger, at man tager hjem, fordi man skal skrive, kigger folk mærkeligt på en. Men når man skriver, i alle afkroge af verden, giver man folk muligheden for at hoppe ind i et andet menneskes liv. Man giver dem muligheden for at se, hvordan livet også kan se ud. Det er for eksempel fantastisk at læse og lære om Afrikas historie fra en afrikansk forfatter. På samme måde mener jeg også, at lægens forskning – det skriftlige, den til tider ukonkrete, teoretiske og filosofiske del af deres arbejde – er mindst ligeså vigtig som operationen, den konkrete, det håndværksmæssige, det man umiddelbart kan se. Dét kan ende med at give os en ny version af verden, der senere bliver en del af en operation, som ender med at redde en persons liv. På samme måde kan en kunstner vise os verden i en tid, hvor vi allierer os mere og mere med folk og kulturer, vi allerede kender. Kulturen er et sted at mødes på tværs, og det kan have stor betydning for vores samfund som sådan. Helt konkret laver 365tekster for eksempel en række skriveværksteder med mødregrupper i Gellerup og giver dem en stemme. Det har jeg stor respekt for. I sidste ende drømmer jeg om, at man ikke rynker på næsen, når jeg siger, at kunst og kultur er vigtig som en del af oplysningsprojektet. At være en del af en verden i forandring. At mødes med hinanden i øjenhøjde.
‘Ordet er frit’ er en række holdningsbaserede indlæg skrevet af spændende personligheder med tilknytning til Aarhus, der tør være klare i spyttet. Holdningerne er ikke udtryk for redaktionens overbevisninger, men er udelukkende udtryk for den enkelte gæsteskribents synspunkter.