Mit navn er … Anders Heinrichsen, og jeg er … skuespiller.
Mit stærkeste minde fra Aarhus er … helt klart Pinds Café! Under min tid på Skuespillerskolen og siden på Aarhus Teater, var det altid dér, man mødtes, snakkede, drak øl og glemte alt om fornuftige sengetider. Man kendte alle, stemmingen var i top, røgen var til at skære igennem, og man kunne sjældent gå helt lige, når man endelig kom ud derfra.
Hvis jeg var borgmester i byen, ville jeg … spørge mig selv, hvorfor Navitas ligger der, hvor det gør. Hvem i alverden gider kigge på glas og stål, når havet er lige på den anden side? Jeg kan godt se det fascinerende i Dokk1, og den opfylder sikkert også nogle servicebehov, men den ligger jo også og skærmer byen for vandet. Det er selvfølgelig praktisk nok, hvis der kommer en tsunami, men alligevel…
Folk ved ikke … at min mor faktisk kommer fra Aarhus. Min far og hende mødte hinanden, da han var i byen for at arbejde.
Et sted, jeg elsker i Aarhus, er … Mindeparken om foråret og rekvisitlageret på Aarhus Teater. Det var så to ting.
Jeg kommer aldrig til at forstå … hvorfor det hedder “Københavnerbirkes”. Hver gang jeg bestiller det hos en bager herovre, bruger jeg jysk dialekt bare for at kunne få det over mine læber.
Jeg har en svaghed for … China Wok House. Mit liv er blevet reddet mange gange af en china box og en cola.
Jeg kan godt blive træt af … luften i Aarhus.
Jeg har først for nylig fundet ud af … at luften faktisk er blevet meget bedre.
Jeg ville ønske, alle aarhusianere vidste … hvor heldige de er at bo så tæt på skov og vand. Ligesom man på Cab-Inn Hotel kan stå midt i værelset og samtidig nå både seng, fjernsyn og toilet, så er det helt fantastisk, at man kan stå i midtbyen og på ingen tid være i skoven eller på stranden. Det er virkelig en charmerende ting ved byen, som jeg håber ikke forsvinder i betonbyggeri.
‘Ordet er frit’ er en række holdningsbaserede indlæg skrevet af spændende personligheder med tilknytning til Aarhus, der tør være klare i spyttet. Holdningerne er ikke udtryk for redaktionens overbevisninger, men er udelukkende udtryk for den enkelte gæsteskribents synspunkter.