Mit navn er … Flemming Knudsen og jeg er … medlem af regionsrådet i Region Midtjylland på 7. År. Jeg har været medlem af Aarhus Byråd i 24 år (1986 – 2009 incl.) heraf 16 år i Magistraten. Jeg var borgmester i Aarhus fra den 22. oktober 1997 til udgangen af 2001. Jeg var rådmand i 16 år – heraf 8 år for kultur, sport og fritid. Jeg er uddannet folkeskolelærer og nåede at undervise i folkeskolen i 25 år, før jeg blev fuldtidspolitiker. Jeg har nu været folkevalgt politiker i mere end 30 år. Jeg har også været frivillig idrætsleder og -træner i 30 år.
Mit forhold til Aarhus er … et kærlighedsforhold.
Hvis jeg var borgmester i byen … (igen) ville jeg fortsætte byens udvikling og kritisere regeringen for nedskæringerne over for kommunerne og regionerne.
Folk ved ikke … – og dog, det gør de måske alligevel – hvor meget jeg holder af Aarhus, og hvor glad jeg er for at være aarhusianer, selv om jeg er født og opvokset i Viby og først blev aarhusianer ved kommunesammenlægningen i 1970.
Et sted, jeg elsker i Aarhus, er … Marselisborg Lystbådehavn om sommeren – eller havnens varmestue, hvor jeg mødes hver fredag til brunch med cirka 20 gode venner i hyggeligt selskab.
Jeg kan godt blive træt af … at det tager så lang tid at komme igennem byen i øjeblikket. Men sådan er det, når byen har vokseværk. Det hjælper, når letbanen kommer, og byggeriet på havnen er færdigt.
Jeg har først for nylig fundet ud af … at tage billeder med min iPhone og sende dem videre. Man kan lære, så længe man lever.
Mit stærkeste minde fra Aarhus er … den dag, Thorkild Simonsen blev Indenrigsminister, og jeg blev Borgmester.
Jeg ville ønske, alle aarhusianere vidste … hvor pragtfuld en by, de er så heldige at bo og leve i.
Afslutningsvis vil jeg lige sige … at jeg altid i min tid som politiker har ment, at når erhvervslivet har det godt, har byen det godt. Lad os sammen passe godt på byen med den skønne beliggenhed ved skov og strand og et rigt kulturliv. Det handler om livskvalitet.
‘Ordet er frit’ er en række holdningsbaserede indlæg skrevet af spændende aarhusianere, der tør være klare i spyttet. Holdningerne er ikke udtryk for redaktionens overbevisninger, men er udelukkende udtryk for den enkelte gæsteskribents synspunkter.