Sofar Sounds er et verdensomspændende koncept, hvor koncerter med spirende musikere afholdes i private lejeligheder. En mandag aften i Aarhus blev en nedlagt lade forvandlet til en aften med musik, økologiske råvarer og nye bekendtskaber blandet med mobilforbud.

På de opstillede borde står økologisk æblemost med ingefær fra Løgismose, røde rabarberdrinks i plastikkrus og økologiske øl fra Royal. De fremmødte drinksejere er ikke klædt i hvide skjorter. De har ikke stramme nederdele eller håret lagt tilbage med gel fra frisøren. Her er i stedet alle frisurer fra langt og uldet, til kort og trimmet. Det nye sort er her ikke sort, men ternet, farverigt og en blanding af briller og beskedenhed.

Omgivelserne er en gammel lade, der er ombygget til en garage, og i dagens anledning er der bygget en scene til de optrædende hos Sofar Sounds Aarhus. Gennem konceptet åbner folk deres hjem for en aften med bands og hygge til et intetanende publikum, der først om aftenen ved hvilke kunstnere der spiller.

Sofar Sounds Aarhus PanoramaUtraditionelle koncertsteder
Denne mandag aften strømmer folk mod det sydlige Aarhus på cykler, i bus og i små bybiler. Det er i aften det økologiske segment, der vil opleve konceptet Sofar Sounds. Et verdensomspændende tiltag, hvor 333 byer er en del af ideen om, at private folk inviterer andre hjem i deres lejlighed. Her spiller forskellige små og store bands deres musik i hjørnestuen eller fælleskøkkenet. I Aarhus blev der i 2016 pustet nyt liv i konceptet fra to unge studerende, der står som primusmotorer på ideen. I aften er duoens fjerde gang, hvor de inviterer folk hjem til andre:

”At folk ikke ved, hvem der spiller fra gang til gang, skaber en helt særlig stemning” forklarer Amalie Christensen, arrangør af Sofar Sounds.

I aften er speciel, da vi er i en stor lade og ikke i en lejlighed, som normalt. Her er højt til loftet og bredt mellem væggene. På gulvet ligger gamle tæpper, brugte madrasser og borde, stole og sofaer i alle størrelser og forme. Over scenen i hjørnet hænger et banner med skriften ”Sofar Sounds Aarhus” klistret på med gaffatape i kanterne. Siderne af banneret peger ned på de klassiske Marshall-højtalere og små spots fra lamper. På trods af det store rum er der ingen rumklang, men kun intens spænding fra dagens fire bands.

Sofar Sounds Aarhus Panorama Sluk lige telefonen, tak
Som urets visere bevæger sig mod 19.00, strømmer folk ind fra den omkringliggende hovedvej. Gæsterne får først på dagen adressen for arrangementet, så der er en vis usikkerhed om, hvor mange der dukker op.

Der bliver næsten fuldt hus, og arrangørerne er klar til at gå på scenen. Efter en kort introduktion bliver det proklameret, at folk skal slukke deres mobiltelefoner og følge intensivt med, som at sidde under trailers i biografmørket. En efter en bliver de oplyste mobilskærme slukket. Under aftenens fire koncerter sidder publikum eksemplarisk stille, og selv under aftenens rockindslag bevæger publikum sig knapt nok. De er næsten for disciplinerede.

”Det er fedt, at publikum er så interesserede i musik og er så til stede i nuet. De er åbne for nye indtryk og musikalske genrer,” siger Oliver Stewart, der sammen med sit band Samzara er en af aftenens optrædende.

”Det er fedt, at publikum er så interesserede i musik og er så til stede i nuet. De er åbne for nye indtryk og musikalske genrer.” Oliver Stewart, guitarist i bandet Samzara

Folk kan dog ikke undvære deres rødglødende smartphones i lommerne, så snart der bliver kaldt til pause. Som en bombe, der er ved at sprænge, bliver de hevet op, når de sidste toner er slået an fra scenekanten, imens andre søger ud mod aftensolen, der er ved at bevæge sig ned bag Brabrandsøens omkringliggende skovbrusning.

Sofar Sounds Aarhus PanoramaDen danske New York-feeling
Som aftensolen går ned på en flot forårsdag, stiger intensiteten i lokalet, der i de sene aftentimers farver forvandles til en lagerhal fra SoHo i New York med rå paneler, skrabede murer og små lamper, der giver de mørke sofaer lange skygger. Varme fingre flettes. Der er kærlighed i luften og amorinerne kravler fra scenekanten og ned til stoleryggene.

Rummet er i løbet af aftenen blevet varmere og varmere på trods af, at solen nu er helt væk. I et håb om nedkøling søger aftenens gæster mod gården, hvor mørket lyses op af glødende cigaretspidser. Duften indenfor er en blanding af parfume og de første forårs-svedende cykelarme blandet med en støvet lugt af lagerhal og kældervarmt musikudstyr.

Sofar Sounds Aarhus PanoramaEn anderledes aften
Aftenen lakker mod enden, og gæsterne har efterhånden mistet pusten efter fire koncerter med artister, som de fleste gæster ikke kendte på forhånd. Blikkene svinger mellem udgangen, musikerne og de varme dåseøl, der har ophobet sig på borde og stole. Gæsterne strækker sig ud på gulvet. Der er smil på læberne og en glad stemning over at have været med til en unik aften hos Sofar Sounds Aarhus. Under oprydningen står økomærker, glasflasker og vindruebakker tilbage. Møblementet bliver pakket sammen og gjort klar til næste omgang, som folk stadig ikke ved, hvor og hvornår finder sted.

Sofar Sounds

  • Sofar Sounds er et verdensomspændende koncept, der startede i London i 2010.
  • Konceptet er oppe på at være i 333 byer, heriblandt Aarhus.
  • Blandt værterne er private, der inviterer publikum og kunstnere hjem til dem selv, hvor der spilles koncerter.
  • Sofar Sounds har været i Aarhus i to år, men efter en længere pause blev det startet op igen i december 2016.
  • Publikum får først informationer om adressen og kunstnerne på dagen, og koncerterne finder sted cirka en gang om måneden i hele Aarhus.

Sofar Sounds Aarhus Panorama

Maria Christensen og Amalie Christensen, projektledere i Aarhus

Fokus er på det intime ved en live koncert hos Sofar Sounds. Vi kom til efter at have kontaktet Sofar Sounds om at starte en afdeling op her. Det fangede os, at man kommer ind i andre folks hjem, og der opbygges en helt særlig relation mellem publikum og kunstnere. Det er en meget intim oplevelse.

Når vi skal finde værter, skriver vi rundt til venner og bekendte, der kunne have interesse. Man kan også tilmelde sig på hjemmesiden, ligesom man også her kan tilmelde sig nyhedsbrevet omkring fremtidige datoer. Mange gæster har oplevet konceptet i udlandet og bliver derfor interesseret i, hvordan det er i Aarhus. 

Den store interesse og popularitet gør, at vi gerne vil udbrede det endnu mere i Aarhus. Det ville være fedt, at lave udendørs Sofar-arrangementer og gerne endnu flere gange i løbet af året. Skæve locations ville også være sjove at dykke ned i. Det kunne være på taget af ARoS eller i Sankt Lukas Kirke på Ingerslevs Boulevard.

 

Sofar Sounds Aarhus Panorama

Oliver Stewart, guitarist i bandet Samzara

Det er interessant for et rockband som os at være med til arrangementet her, hvor intensitet er så meget til stede. Som rockband får vi lov til at prøve at pille sangene helt ned til kernen, så vi lærer vores egne sange at kende på en ny måde. Vi fik besked på af Sofar, at vi ikke skulle spille for højt, men holde intimiteten ved lige.

Vi kom med til dagens arrangement ved, at arrangørerne kontaktede os på Facebook og spurgte, om vi ville være med. Det ville vi meget gerne. Vi kendte ikke til Sofar i forvejen, men efter at have dykket ned i konceptet igennem videoer fra tidligere arrangementer kom vi til at glæde os rigtig meget. 

Vi lever desværre ikke af musikken endnu, men det er drømmen fremover. Til dagens koncert får vi en halv time, hvor vi spiller fem numre. Derfor vil i aften også blive brugt til at vise os frem, og vi håber på, at det giver publikum lyst til at komme og se os igen i fremtiden.

 

Sofar Sounds Aarhus Panorama

Aske Langer Rasmussen og Simone Didrichsen, publikum

Vi læser statskundskab og æstetik og kultur på Aarhus Universitet. Vi er begge 24 år og går op i musik. Vi hører alt fra indie til elektronisk musik, og vi er vant til at gå til mange koncerter og bruger næsten altid sommeren på festivaler.

Det er første gang, vi er med, og vi har glædet os meget til at opleve hele konceptet.  Vi har forsøgt at komme med et par gange, men det er altså først lykkedes for os nu. Vi tænkte lidt over, at det ikke er i en lejelighed i dag, som det plejer at være, men når man så kommer ud i disse omgivelser giver det noget andet.

Det er fedt med et anderledes koncertkoncept. At opleve koncerter i andre omgivelser er noget, vi ser meget frem til, så det bliver modsat festivaler og normale koncerter, som vi normalt oplever.