Mit navn er … Gitte Bastian (og faktisk også Carnerero, som jeg har giftet mig til – men det er altså VIRKELIGT svært for folk både at sige og stave til, så jeg nøjes med Bastian), og jeg er … journalist og arbejder for tiden som studievært på de regionale nyheder, på programmet Danmark Rundt, som kører på alle TV2s regioners kanaler, og på Kulturkampen på TV2 Østjylland.

Mit stærkeste minde fra Aarhus er … da jeg kyssede min mand for første gang på Vestergade 58 i 1989. Ikke at jeg ellers husker så meget (!?) Men kysset husker jeg og alt det, der er kommet efter. Det var en ret markant Aarhus-oplevelse.

Jeg brænder for … at stoppe ressourcespild, og det gælder lige fra mad- til tidsspilde. Jeg har tidligere arbejdet for firmaet KeepFocus, som arbejder for at mindske spild. Det har gjort mig hyper-bevidst og opmærksom på toiletter, der løber, og den slags. Jeg har også et horn i siden på plastic – også i micro-format. Jeg vil VIRKELIG gerne redde verden på en eller anden måde.

Jeg kan godt blive træt af … sure og negative mennesker, der VIL se problemer i alting. Det smitter så forfærdeligt, og jeg holder meget af at være glad.

Min ‘guilty pleasure’ er … krimi- og retsmedicindokumentarer om mordere og folk, der er forsvundet på mystisk vis og/eller blevet myrdet på bestialske måder. Jeg binge-watcher alt, jeg kan komme i nærheden af – også selvom det ligger på Youtube i virkelig dårlig opløsning. Min mand er en lille smule bekymret over min viden om metoder til at bortskaffe lig.

For tiden er mit hoved fuld af … alle de spændende forandringer, der er i gang på min arbejdsplads. Vi har fået en ny visionær ledelse, og der er kastet så mange interessante bolde op i luften, som jeg håber, at jeg kan gribe bare et par stykker af. Fremtidens indhold skal findes på TV2 Østjylland – på ALLE platforme – så ved I det!

Det bedste råd, jeg nogensinde har fået, er … at smile! Min farmor sagde altid, at når jeg var sur, skulle jeg gå ud og stille mig foran spejlet og så bare smile det bedste, jeg havde lært, indtil jeg blev glad. Det er sådan lidt ”fake it till you make it-agtigt”, og det lyder falsk, men det virker. Det er noget med, at det udløser noget i hjernen at smile. Det er ligesom det der eksperiment, hvor man fortæller folk vittigheder, mens de har en blyant på tværs i munden mellem tænderne, så de ikke kan undgå at lave sådan en smilegrimasse. En anden gruppe skal så høre de samme vittigheder med en blyant mellem læberne med spids mund, så de ikke KAN smile. Dem med blyanten mellem tænderne finder vittighederne markant morsommere end den anden gruppe. Så man KAN faktisk narre hjernen til at tro, at man er glad (min farmor var MEGET klog).

Jeg ville gerne drikke en kop kaffe med … Flemming Jensen. Jeg elsker den mand – både når han er sjov og alvorlig. Og hvis jeg kunne få ham til at læse op af hans bog ”Vejledning i Sælfangst”, så ville jeg gerne betale for kaffen. Det er den sjoveste bog i hele verden og den, jeg har læst flest gange, næst efter “Borte med Blæsten”. Min mor, søster og jeg tager ind imellem ”Sælfangst” frem og læser højt for hinanden. Vi TUDER af grin og kan næsten ikke få ordene frem, men det gør ikke så meget, for vi kender den linje for linje. At høre den fra Flemming Jensens egen mund ville være et scoop. Hvis han ikke kan, måtte den dansk-amerikanske podcaster Lea Thau gerne give en kop kaffe i Los Angeles. Jeg er vild med amerikanske podcasts, og hendes ”Strangers” ligger højt på min top-10. Så kunne jeg også lige stikke omkring og kysse min datter, som er på et års udveksling i Californien.

Et sted, jeg elsker i Aarhus, er … kystlinjen nord for byen. Jeg bor i Egå og elsker turene langs vandet hele vejen fra Skæring til city og retur – og det gør min hund også.

Jeg bliver ofte spurgt om … jeg selv ordner hår og makeup, når jeg skal på skærmen. Og ja, det gør jeg … med varierende resultat. Makeup’en går som regel nogenlunde, men mit hår er vist ikke rigtig lavet af det samme som andre menneskers. Det er mere sådan lidt tyndt og uldent i det. Så jeg ser altid lidt uordentlig ud. Undskyld! Jeg arbejder virkelig hårdt på det!

‘Ordet er frit’ er en række holdningsbaserede indlæg skrevet af spændende personligheder med tilknytning til Aarhus, der tør være klare i spyttet. Holdningerne er ikke udtryk for redaktionens overbevisninger, men er udelukkende udtryk for den enkelte gæsteskribents synspunkter.