Er det ægte, eller spiller de bare? Wrestling er for mange forbundet med en vis undren. For wrestling er både hårdtslående kampsport og fint orkestreret teater. Det kunne man opleve på nærmeste hold, da Bodyslam! slog dørene op til turneringen Ecstasy of Gold på Train.
Tekst: Kasper Lars Christiansen // Foto: Emil Klitsgaard
Klokken har lydt, og dommeren har talt til tre. Den unge Martin Miguel har vundet Bodyslam-turneringens første runde, og publikum bryder ud i jubel. De råber hans navn igen og igen, som de har gjort gennem hele kampen. Modstanderen Michael Fynne raser i frustration over kampens uventede udfald. I en overraskende afslutning fandt Miguel de sidste kræfter til at holde Fynne nede i de nødvendige tre sekunder, og han kan nu række armene i vejret og nyde sin hyldest fra salen.
Sveden springer fra sejrherrens ansigt. Farven fra den blå hanekam er løbet ned i ansigtet. Hans blik er sløret og vejrtrækningen er tung. Han er lettet. Men inden han kan nå at forlade ringen, har den slagne Mchael Fynne hentet forstærkninger, og pludselig er tre mand i gang med at tæske Martin Miguel til ukendelighed. Ceremonimesteren og dommeren ser hjælpeløst til, mens uretfærdigheden sker for øjnene af dem og det rasende publikum. Overfaldsmændene forlader først ringen, da Martin Miguel ikke længere bevæger sig.
”Normalt hader jeg vold, men når det er skuespil, bliver det rigtig underholdende,” erklærer tilskueren Charlotte, der sammen med vennen Zac er kommet for at se deres ven deltage i turneringen. Det er første gang, Charlotte ser wrestling, og hun nyder oplevelsen.
Der er både børn og voksne i salen, som hepper fra tilskuerrækkerne. Nogle er iklædt mexicanske brydermasker, og andre har taget jakkesæt på. Utilfredsheden er stor hos dem alle, da Martin Miguel må bæres fra scenen. Det er uvist, om han vil kunne deltage i finalen, annoncerer ceremonimesteren, selvom det ikke kan komme bag på nogen.
Kampsports-teater
Tidligere på aftenen, inden showets start, går wrestlerne rundt backstage og gør sig klar. De snakker og griner sammen, og der er en god stemning i omklædningsrummet, hvor nogle også bruger de sidste minutter på at læse op på manus. Christian Vester, også kendt som Tank, har været med i det danske wrestling-miljø i mange år, og han beskriver det som enormt hyggeligt, på trods af at man mødes for at tæve og ydmyge hinanden.
”Det skal jo være sjovt, for der er ingen, der bliver millionær af det her. Derfor er det også vigtigt, at man har det sjovt med hinanden bag scenen. Og så er det vigtigt at passe på hinanden,” påpeger han.
Wrestling er ikke en kampsport. Det er i højere grad et teater med folk, der er eksperter i kampsportsteknikker og stunts. Arrangørerne bag showet bestemmer, hvad der skal ske med deltagerne, så der udspiller sig en historie, som også kan fortsætte, efter showet er slut. Derfor bliver deltagerne heller ikke skuffede, hvis de taber en kamp, for det handler ikke nødvendigvis om at vinde.
”Hvis man skal spille skurk i en James Bond-film, er man så skuffet over, at man dør til sidst? Nej, det er da lige meget. Jeg er skuffet, hvis jeg leverer en kamp, som folk ikke lever sig ind i,” uddyber Christian Vester.
For selvom det hele er iscenesat og aftalt på forhånd, er der stadig noget på spil, mener han. Det gælder for alle om at markere sig og levere et godt show, som folk vil huske en for.
”Og så er det da sjovt at være frontfigur, det er noget de fleste drømmer om. Men det er ikke det vigtigste. Det vigtigste er at have det sjovt,” slår Christian Vester fast.
Tung testosteron og kampklare kvinder
Tank er utvivlsomt aftenens frontfigur, den hjemvendte kriger, der på hjemmebanen i Aarhus skal vise, om han stadig har evnerne til at konkurrere mod de yngre kræfter. Da han går på scenen til tonerne af harmonikaen i Dropkick Murphys’ velkendte slagsmålssang I’m Shipping Up To Boston, lyder publikums anerkendende hyldest, og der er også respekt fra modstanderen Kimball, der har kæmpet mod veteranen før.
Scenens holdbarhed bliver testet i bund, når de tilsammen 230 kilo tunge herrer smider rundt med hinanden i ringen. Tank er iført løstsiddende jiu-jitsu-dragt og Kimball skinnene lilla læderbukser. Kort efter kampens start mærkes en tung dunst af mandesved fylde lokalet. Tank løfter den 120 kilo Kimball op i luften og udfører sit signaturangreb, chokeslam, hvor han slynger ham i gulvet. Senere hopper Kimball ud fra en af ringens hjørnesøjler og bombarderer Tank i gulvet med hele sin vægt. Tank ender med at vinde kampen, men som tilskuer er man på intet tidspunkt sikker på kampens udfald, før det er slut.
Senere på aftenen optræder den Harley Quinn-inspirerede Hailey sammen med den maskerede Emeritus i en mixed tag-team match, hvor begge køn er repræsenteret. I det andet ringhjørne flankeres Rick ”The Prick” Dominick af sin kæreste Grace, som ingen har tilladelse til at kigge på. Kommer dommeren for tæt på hende, bliver han truet med tæsk af Rick Dominick, og publikum skal heller ikke vide sig for sikre. Det bliver Grace og Rick, der vinder kampen, men ikke før der er blevet snydt og kæmpet to mod én fra begge sider.
Drømmen om udlandet
Ude i omklædningsrummet sidder Martin Miguel og snakker med en af dem, der var med til at give ham tæsk efter hans første kamp. Humøret er højt, og Martin fortæller om, hvordan han kom til at hoppe lidt for langt, da han sprang ud fra toprebet for at ramme modstanderen. Han virker en smule ærgerlig over at være skrevet ud af showet allerede, men han tager det med et smil.
”Ja, jeg røg jo åbenbart på hospitalet med hjernerystelse,” griner han.
Alligevel har aftenen været en stor succes for ham personligt. Han er ikke i tvivl om, at denne kamp har været karrierens hidtil bedste. Med sin alder på kun 20 år har han muligheden for en lang fremtidig karriere, som han håber kan føre ham til udlandet og kæmpe. Den helt store drøm er at blive optaget i WWE, der er verdens største wrestling-firma. I hjemlandet USA sender WWE wrestling-programmer i tv, og de er noget af det mest sete underholdningsfjernsyn overhovedet.
Wrestling er også kæmpestort i både Mexico og Japan. Det varierer en del stilmæssigt, fordi sporten har udviklet sig parallelt i de forskellige lande gennem mange år. I Mexico bliver der blandt andet ikke lagt så stor vægt på wrestlernes personlighed, og det er også herfra, de karakteristiske brydermasker kommer, som ikke må fjernes under en kamp, heller ikke af modstanderen. I Japan handler sporten mere om kamp end om skuespil, og deltagerne slår mere igennem frem for at fokusere på stunts.
Den helt rigtige afslutning
Finalen har udviklet sig til rent kaos. Tank bliver overfaldet fra alle sider af englænderen Chris Ridgeway og hans entourage af usympatiske håndlangere, der slet ikke burde deltage. Alle har forladt ringen, og kampen finder nu sted på gulvet blandt publikum. Da Tank ligger på gulvet og modtager spark og slag, kommer to nye wrestlere ham løbende til undsætning. Det er alles kamp mod alle. Det kulminerer med, at Chris Ridgeway kaster sig ud fra balkonen og vælter hele flokken som et spil kegler. På det tidspunkt har Tank indfundet sig i ringen igen.
Tank afslutter det hele ved at smadre Chris Ridgeway ned i et bord, der flækker på midten, og mens Ridgeway bliver liggende i støv og træsplinter, sender dommeren ham til tælling. Tank har vundet Bodyslam-turneringen som den genoprejste kriger, der trods hårde og uretfærdige kår havde styrken og mentaliteten til at stå mod og hive sejren hjem. Det kunne ikke skrives bedre.