På Louisevej i Søvangen ligger et vaskeri. Men det er ikke et hvilket som helst vaskeri. Her overdøves vaskemaskinernes støj og tørretumblerens rumlen af latter og hverdagssnak. I køkkenet kan man høre kaffemaskinen brygge kop efter kop. Vaskeriet er en socialøkonomisk arbejdsplads, hvor udviklingshæmmede kan forbedre deres evner, være en del af et fællesskab og sammen skabe et varmt rum for lokalbefolkningen.

Tekst: Therese Thim
Foto: Jess Porse Clemmensen

Det er tirsdag, klokken er lidt over ni, og Vaskeriets ansatte er allerede i fuld gang med arbejdet. Morgensolen skinner ind ad vinduerne. Raphael Bo Jensen og Sofie Viktor holder fast i hver sin ende af et stort, hvidt lagen. De koncentrer sig om at strække og folde, strække og folde.

Kvart over ni begynder de første fra lokalområdet at komme – men ikke for at få vasket deres tøj. De ansatte tager sig en pause fra arbejdet, og folk samles om spisebordet i den modsatte ende af vaskemaskinerne. Ved et rullebord kan man forsyne sig med friskbrygget kaffe, te, franskbrød, marmelade, pålægschokolade, smør, ost og grønne vindruer. Døren går op, og to kvinder kommer ind ad døren. Raphael Bo Jensen, som har arbejdet i Vaskeriet i to år, rejser sig op:

”Kom ind, kom ind,” siger han og vinker dem hen til det fyldte morgenbord. Flokken vokser i løbet af den næste time, og snakken går.

Rent vasketøj
Den socialøkonomiske forening fungerer som et industrivaskeri. ’Vaskeriet’ går ikke så højt op i profit og arbejder i stedet med tre elementer på bundlinjen. Det første er ’rent vasketøj’.

Hver tirsdag og torsdag skal der vaskes og tørres, foldes og pakkes. De øvrige dage skal det rene vasketøj afleveres, og det snavsede skal hentes.

”Det sjove er, når vi skal på kundebesøg. Hvis de har tid til at snakke, er det rigtig dejligt,” siger Raphael Bo Jensen.

”Man lærer kunderne bedre at kende jo flere gange, man er ude hos de samme,” tilføjer Sofie Viktor, som blev en del af Vaskeriet i marts.

Om mandagen er Mie Sørensen og Sofie Viktor ude og aflevere vasketøj til blandt andre brugerkiosken på Skejby Sygehus. Hvis noget driller, bliver de guidet over telefonen af socialpædagogerne Pia Stabell Hjort og Katrine Knudsen, der også arbejder i Vaskeriet. 

Vaskeriet har både virksomheder, foreninger og private som kunder. De private kunder er særligt ældre, og når de ansatte henter vasketøj hos dem, kan de få sig en snak og en citronvand – relationer er nemlig noget, Vaskeriet gerne vil prioritere.  

Ifølge Vaskeriets ansatte er det sjovt at hente og bringe vasketøj hos kunderne. Når Arne Schmidt Hansen er afsted, kommer han rundt på sin scooter. De andre tager bybussen.

Mod
Tørretumbleren hyler, og Sofie Viktor og Raphael Bo Jensen tjekker, om vasketøjet er tørt. De konkluderer, at det stadig er for fugtigt til at tage ud og smækker lågen i igen.

Det andet element, som Vaskeriet arbejder med er ’øvebane’.

”Der er meget fokus på, hvem der skal arbejde, og hvem der ikke skal. Vi tænker, at uanset hvem man er, skal man selvfølgelig gå med det, man drømmer om og have mulighed for at øve sig og for at være en del af fællesskabet,” siger Pia Stabell Hjort.

Da Pia Stabell Hjort og Katrine Knudsen startede Vaskeriet i januar 2017, var det med et ønske om at skabe en tryg arbejdsplads, hvor udviklingshæmmede kan bruge de evner og ressourcer, de har, og tillære sig nye. De fortæller, at øjenhøjde er vigtigt i Vaskeriet, og derfor træffer de alle beslutninger i fællesskab. 

På én af Vaskeriets vægge er Pippi Langstrømpes ord indrammet: ’Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert’.

”Handlemod er en vigtig kompetence at få, og det udvikler alle her. Vi prøver nye ting, vi ikke har prøvet før, og som vi ikke ved, om vi kan,” fastslår Pia Stabell Hjort.

En dag var Mie Sørensen ude med vasketøj, men hjulet på hendes vaskevogn faldt af, og der var ikke nogen af de andre i nærheden. Så hun måtte gå i gang med at fastgøre hjulet selv, og det lykkedes.

”Vi stiller også krav til hinanden – det er også en del af at udvikle sig: At der er nogen, der tror på, at du kan. Nogle gange bliver man sendt ud i noget, hvor man tænker, ’det er godt nok grænseoverskridende’, men hvis du så har den oplevelse, at det går rigtig fint, så tør du lidt mere næste gang,” siger Katrine Knudsen.

”Her klapper vi, når nogen laver en fejl. For det er dem, vi lærer allermest af,” tilføjer Pia Stabell Hjort med et smil.

I Vaskeriet har alle på arbejde nu givet sig i kast med at folde og pakke store bunker klude og viskestykker til en kunde.

”Ikke så meget pis, bare kærlighed og sund fornuft,” siger Sofie Viktor. Det er Vaskeriets slogan.

Det begyndte en kold januar
Katrine Knudsen og Pia Stabell Hjort havde gennem deres arbejde som socialpædagoger mødt et ønske fra udviklingshæmmede om at bidrage til et fællesskab. Med minus fem tusinde kroner på kontoen en kold januar for to år siden startede de projektet Vaskeriet sammen med Lotte Larsen og Katja Sønderbæk i Brabrand Boligforenings fællesvaskeri.

”Men de første to måneder kom der ikke et øje. Som i overhovedet ingen,” fortæller Pia Stabell Hjort.

Men så begyndte flere og flere at kigge ind til en kop kaffe. Til sidst lavede de 75 kopper hver tirsdag og torsdag. Folk hang op ad vaskemaskinerne, og pladsen begyndte at blive trang. Som Vaskeriet fik flere kunder og voksede sig større, er Raphael Bo Jensen, Mie Sørensen, Arne Schmidt Hansen og Sofie Viktor også blevet en del af Vaskeriet. I marts besluttede Vaskeriet at gennemrenovere nogle gamle lokaler på Louisevej, der havde stået tomme, siden en købmandsforretning lukkede for omkring 15 år siden. Udover vaskemaskinerne og en arbejdsstation, er der gjort plads til fællesskabet med borde og stole, og i baglokalerne er der et lille sofarum og et køkken, hvor de gør klar til morgenmad.

Når man kommer ind ad døren til Vaskeriet, kan man ikke undgå at lægge mærke til det, de kalder deres ’Wall of Fame’. Det er billeder af og kort fra alle de mennesker, der har bakket op om projektet ved enten at købe en Folkeaktie, hjælpe med renoveringen eller bidrage med god stemning.

Katrine Knudsen og Pia Stabell Hjort mødte hinanden, da de begge arbejdede i et bofællesskab for voksne udviklingshæmmede i Stavtrup. ”Folk sagde til mig: ’du skal bare sige nej – hun (Pia Stabell Hjort, red.) har alt for mange ideer’.” Men Katrine Knudsen lyttede ikke, og sammen har de startet Vaskeriet.

Alle eller ingen
Ifølge Sofie Viktor og Raphael Bo Jensen er det bedste ved at være en del af Vaskeriet fællesskabet. ’Fællesskab’ er det tredje og sidste element på Vaskeriets bundlinje. De fortæller, at de har fået nye venner gennem vaskeriet, og at det er hyggeligt, når der kommer folk til morgenkaffe.

Vaskeriets medarbejdere er ofte sammen ude og holde foredrag rundt omkring i Danmark.

”Der er mange mennesker, så man kan godt blive lidt nervøs,” siger Raphael Bo Jensen, men alligevel er foredragene ifølge ham noget af det sjoveste ved at være med i Vaskeriet – og så er der tit god mad og gratis sodavand, fortæller han med et grin.

Ifølge Pia Stabell Hjort og Katrine Knudsen er det vigtigt at inspirere andre til at gå i gang med lignende projekter. De har dog ofte oplevet, at det kun er dem, der bliver inviteret til at holde oplæg, og så siger de nej:

”Enten kommer vi alle mand, eller også kommer vi ikke nogen,” siger Pia Stabell Hjort, og understreger, at i Vaskeriet er alle lige vigtige.

Det er vigtigt for dem, at der ikke er noget hierarki i Vaskeriet og skel mellem, hvem der er handicappet, og hvem der ikke er. 

Ifølge Raphael Bo Jensen er Vaskeriet et sted, hvor man bliver hørt:

”Man føler, at man er noget. Man har et ord at skulle have sagt. Det er godt her,” siger han.

”Vi er kollegaer på lige fod alle sammen. Så er der nogen, der er bedre til noget end andre,” siger Katrine Knudsen, som mener, at alle har noget at bidrage med.

Nu er det snart ved at være middag, og Raphael Bo Jensen og Sofie Viktor skal ordne det sidste vasketøj og have frokost. Herefter skal de ned og se til en lokalbeboer, som plejede at komme til morgenkaffe hver tirsdag og torsdag, men nu har de ikke set personen længe.

”Det her er mere end bare et arbejde,” siger Raphael Bo Jensen: ”det er et arbejde samtidig med, at vi sørger for, at dem der kommer i Vaskeriet har det godt.”

OM VASKERIET

  • Vaskeriet er en ikke-offentligt støttet socialøkonomisk virksomhed, der har til formål at skabe en arbejdsplads for udviklingshæmmede, hvor de kan bruge deres evner, lære nyt gennem arbejdet og blive en del af et fællesskab.
  • Vaskeriet arbejder med tre ting på bundlinjen, der alle skal være i balance: ’Rent vasketøj’, ’øvebaner’ og ’fællesskab’.
  • Vaskeriet holder til på Louisevej 4 i Brabrand.
  • Vaskeriet tilbyder vask af tøj til private og industrivask til virksomheder, og de ansatte både henter og bringer vasketøj.
  • Der er altid en kop varm kaffe på kanden til dig, hvis du kigger forbi.
  • Du kan kontakte vaskeriet på 42641906 eller på deres Facebook-side, hvor du også kan læse mere.

UDVIKLINGSHÆMNING

  • Diagnosen ’udviklingshæmmet’ betyder, at en persons udvikling går markant langsommere end normalt – motorisk, socialt og sprogligt.
  • Der findes specialtilbud til børn og voksne, men det kan som udviklingshæmmet i voksenlivet være udfordrende at finde et arbejde, der passer til én.
  • Det skønnes, at omkring 50.000 danskere er udviklingshæmmede, men der findes ikke præcise tal.

    (Kilde: Socialstyrelsen)