Hun voksede op som institutionsbarn og blev mor som 18-årig. I over halvdelen af sit liv har hun været afhængig af amfetamin, og for 4,5 år siden endte hun på gaden efter af have afsonet en fængselsdom. I dag er 52-årige Anja Nadia Cederhoft-Bohnhardt clean. På Værestedet gav de hende troen på sig selv, og de jævnlige ture som guide på deres populære byvandringer er efterhånden blevet terapi for hende.

Tekst: Anne Møller
Foto: Preben Stentoft

52-årige Anja Nadia Cederhoft-Bohnhardt sidder i et aflåst kontor i en rødbrun bygning i bunden af Jægergårdsgade. Den sorte plyskant fra hendes leopardtop stikker op under den babyblå cardigan. Det er 4,5 år siden, hun blev hjemløs, løsladt efter at have afsonet en fængselsdom.

Med jævne mellemrum banker det på døren, og Sabine Rosenlund Nielsen, der er socialrådgiver, må rejse sig. En spinkel kvinde, hvis øjne er dækkede af en sort hættetrøje vil vide, om hendes telefon ligger til opladning.

”Det er en Nokia,” forklarer hun.

”Jeg prøver lige at kigge. Står der dit navn på?” spørger Sabine Rosenlund Nielsen og går ind i et rum i den anden ende af kontoret.

”Det ved jeg ikke, den er sort.”

Siden 1993 har Værestedet været opholdsted for socialt udsatte med store problemer som misbrug og psykisk sygdom. Det blev oprettet af Aarhus Kommune og rykkede i 1998 fra Mindegade til Sydhavnen, hvor det ligger i dag.

Institutionsbarn
Anja Nadia Cederhoft-Bohnhardt voksede op som eneste pige i en søskendeflok på tre. Faren var chauffør og specialiserede sig i at installere pengeskabe. Når først de var monteret, tømte ham dem for værdi. Moren var cand.polit. og trods sit stofmisbrug en overgang sekretær for tidligere statsminister Anker Jørgensen.

”Jeg er født abstinent. Og da jeg var otte år, røg jeg min første joint,” fortæller Anja Nadia Cederhoft-Bohnhardt, der sammen med sine brødre ofte blev anbragt på børnehjem.

Da brødrene mere permanent blev installeret hos de to hold af bedsteforældre, var der Anja Nadia Cederhoft-Bohnhardt tilbage. Hun blev tvangsfjernet og boede i løbet af sin opvækst på institutioner og opdragelsesanstalter rundt omkring i hele Danmark.

”Jeg er flyttet så mange gange, at jeg ikke kan huske en eneste klassekammerat,” siger hun og remser adskillige adresser og bynavne op.

Basale behov
Ude i fællesrummet har en mand med en gråmeleret ribhue indlogeret sig i en af de brune chesterfieldsofaer. Han ænser hverken de andre brugere eller de rykvise lyde af velcro, der kommer fra skranken ved indgangen, hvor en Hus Forbi-sælger skal til at fylde sin gule taske med aviser.

”Vi har folk på helt forskellige funktionsniveauer hernede,” forklarer Sabine Rosenlund Nielsen.

”Nogen kommer for at få vasket tøj og drikke kaffe, andre for at tale med en socialrådgiver eller hente værktøj – altså fixeudstyr,” siger hun og låser op til en gang for enden af fællesrummet, der fører ned til køkkenet.

Langs hele den højre væg er små hvide plastickasser linet op på hylder, der hænger i to niveauer. 3ml pumper, trompetfiltre, kogekar og swaps står der på nogle af de små påklistrede dymomærkater.

Det er kun personalet, der må udlevere værktøj, og skal man ryge eller fixe, foregår det i Nåleparken omme i baghaven, ikke på toiletterne. 

Udover muligheden for gratis fixeudstyr bliver brugerne også tilbudt mad. Hos de fleste institutioner koster det penge, men hos Værestedet kan man få serveret tre gratis måltider om dagen.

”At få noget at spise er jo helt essentielt for det at fungere. Og hvis du har abstinenser, og du ikke har noget sted at sove, og du er blevet rullet, og livet bare gør pisse ondt, og du så ovenikøbet er sulten, så er man nødt til at få styr på nogle basale ting,” siger Sabine Rosenlund Nielsen og uddyber:

”Nogle gange er der rugbrød, andre gange får vi doneret mad fra et hotel. Det kan være det hele, men der er noget, så man kan fungere.”

Forældreløs
Det var en stor begivenhed for Anja Nadia Cederhoft-Bohnhardts mor, da hendes datter som 18-årig blev gravid.

”Hun tog på Kongens Ø til nedtrapning. Nu ville hun være bedstemor,” fortæller Anja Nadia Cederhoft-Bohnhardt.

En måned inden hendes datter kom til verden, blev moren kørt ned af en bil. På det tidspunkt var Anja Nadia Cederhoft-Bohnhardt flyttet i et hus i Hals med en ny mand. To år senere, på hendes datters 2-års fødselsdag, mistede hun sin far til kræft. I mellemtiden havde hun været gravid med tvillinger, som døde kort tid efter fødslen.

”De levede i seks eller otte timer, det kan jeg ikke huske. Det har jeg gladeligt fortrængt. Det var al den stress, der var, tror jeg.” Anja Nadia Cederhoft-Bohnhardt hæver brynene og ryster på hovedet.

Da hun efterfølgende fandt ud af, at hendes nye mand havde fundet en anden, brast hendes verden. Det blev begyndelsen til et årelangt amfetaminmisbrug.

Værestedsmedarbejdere
I køkkenet for enden ad gangen er en medarbejder i færd med at forberede aftensmaden. Selvom de ansatte kommer fra forskellige faggrupper, så er de først og fremmest værestedsmedarbejdere.

”Det er selvfølgelig vigtigt, at vi er tilstede og snakker med brugerne. Men vi har også noget mad, der skal laves, og et hus, der skal holdes nogenlunde rent,” siger Sabine Rosenlund Nielsen og fortsætter:

”Heldigvis har vi et meget dedikeret personale, som for eksempel gider at stå og lave stuvet hvidkål og frikadeller en hel eftermiddag, og som endda har deres egne køkkenknive med.”

I modsætning til klassiske socialrådgiverstillinger er der meget pædagogisk arbejde forbundet med at arbejde på Værestedet. Specielt når brugerne indimellem kommer bragende ind og er ved at rive huset fra hinanden, fordi de har fået en skrivelse fra jobcenteret, de ikke forstår.

”Mange af vores brugeres problemer er her og nu-problemer, og de er store, og de skal løses med det samme. Så nytter det meget sjældent at sige: Du er sgu nødt til at vente til på fredag, fordi der er Jette eller Sabine her igen. Det er nu, der skal kigges på det, og det gør de medarbejdere, der er på arbejde,” understreger Sabine Rosenlund Nielsen.

Gadeliv
For 4,5 år siden, da Anja Nadia Cederhoft-Bohnhardt blev hjemløs, havde hun en forestilling om, at fællesskabet på gaden var noget, hun bare lige skulle ind i. Der tog hun fejl.

Forud gik en fængselsdom.

”Jeg er dømt for forsøg på overdragelse af ikke mindre end 1,5 kilo amfetamin af en renhed på 89%,” fortæller Anja Nadia Cederhoft-Bohnhardt, der, mens hun sad i fængsel, blev ramt af sygdom.

”Jeg var uheldig at få kræft i æggestokke og livmoder, så de fjernede hele balsalen. Der har jeg sgu været godt ramt af lort, når jeg sådan lige kommer til at tænke over det.” 

På gaden handlede det først og fremmest om overlevelse.

”Desværre er det meget mit, mit og mit. Nogle hjemløse kan godt holde sammen, men misbrugere har det sværere. Vi stoler ikke på hinanden,” forklarer hun.

Oveni det kom bekymringerne.

”Hvor skal jeg få mit næste måltid mad? Hvor skal jeg sove? Hvis jeg sover ude, kan jeg blive overfaldet. Hvad, hvis jeg bliver våd, og mit tøj bliver vådt? Hvad skal jeg så? Og midt på måneden eller faktisk allerede, når det er den syvende, så har man ikke nogen penge.” Anja Nadia Cederhoft-Bohnhardt holder en kort pause.

”Det er svært. Også fordi man gerne vil være rar og venlig. Men man bliver altså bare det stikmodsatte, når man er rigtig træt og ikke har fået noget at spise.”

Alternativ beskæftigelse
I perioder boede Anja Nadia Cederhoft-Bohnhardt på forsorgshjem rundt omkring i Aarhus. Men for 2,5 år siden præsenterede hendes kæreste Michael hende for Værestedet, hvor hun endte med at komme i beskæftigelse som guide på de såkaldte Poverty Walks. Et koncept, hvor hjemløse tager folk med på en to timer lang byvandring gennem Aarhus, fortæller deres historie og viser nogle af de vigtigste institutioner, tilbud og mødesteder.

”I starten var det for pengene,” indrømmer Anja Nadia Cederhoft-Bohnhardt, der en overgang også forsøgte sig som Hus Forbi-sælger.

”Det var ikke nogen succes for mig. Når man står og sælger en avis, har folk en forudindtaget mening om, hvem man er. Når jeg går de her ture, så får jeg en chance for at fortælle, hvorfor jeg er hjemløs, og forklare, hvad der er sket og så videre.”

På turene må guiderne ikke være påvirkede, og de skal snakke med alt fra erhvervsfolk og pensionister til skoleelever og konfirmander. Mødet med især den yngre målgruppe endte med at gøre Anja Nadia Cederhoft-Bohnhardts ture til en form for terapi.

”De stiller alle de der spørgsmål, som små børn også gør. Jamen, hvad gør du så nu? Hvad har du tænkt dig fremover? Og så blev jeg jo tvunget til at tænke over det. Jeg kunne ikke bare fyre et eller andet af, for jeg kunne jo risikere at møde de her unge mennesker igen.”

Sydhavnspedellerne
Hos Værestedet har de haft stor succes med at erstatte manglende beskæftigelse med alternativ aktivering som Hus Forbi og Poverty Walk. Senest har de etableret det, de kalder Sydhavnspedellerne.

”Her behøver man ikke være lige så ressourcestærk som Poverty Walkerne. Man skal bare dukke op mandag, onsdag eller fredag klokken ti, og så bliver der trukket lod. Der er som regel flere end de seks, vi kan have til at arbejde, og så er man med rundt i området hernede for at renholde Nåleparken og ordne nogle praktiske ting,” forklarer Sabine Rosenlund Nielsen.

Sydhavnspedellerne er et af de projekter, der er startet op, fordi de ansatte kan se, at det nytter at sætte nogle kærlige krav til brugerne. Og samtidig er det med til at give dem noget at engagere sig i. 

”Der er ingen, der skal smide et cigaretskod, mens de er ved at rydde op. Så kommer den helt store klimatale,” griner Sabine Rosenlund Nielsen.

Et gammelt boligbrev
Tilbage på det aflåste kontor er Anja Nadia Cederhoft-Bohnhardt i gang med at smøge sit højre ærme op. For et halvt år siden besluttede hun sig for at tilføje en række tatoveringer på hænder og arme for at markere et nyt kapitel i sit liv.

”Man må ikke misbruge ovenpå tatoveringer, så det var en deal, jeg lavede med mig selv,” siger hun og stryger pegefingeren henover den sommerfugl, hun selv har tatoveret på sin venstre hånd.

I november måned tog Anja Nadia Cederhoft-Bohnhardt en snak med medarbejderne på det herberg, hvor hun overnatter. Hun ville gerne have sit eget sted.

”Er du medlem af en boligforening?” spurgte de og fandt ud af, at hun havde et gammelt boligbrev fra 1996, der bare skulle aktiveres.

”Jamen altså… 4,5 år på gaden, og så kunne jeg faktisk have haft noget at bo i.”

Til januar flytter Anja Nadia Cederhoft-Bohnhardt i et rækkehus udenfor Aarhus, og så har hun fået tilbudt et 20 timers job i Netto. Nu skal de bare lige have clearet hendes straffeattest.

Værestedet er…

  • Grundlagt af Aarhus Kommune i 1993.
  • Placeret på Jægergårdsgade 107.
  • For dig, som er fyldt 18 år og har dybe psykiske og sociale problemer som fx misbrug.
  • Åbent i hverdagen 08.30-21.00 og i weekenden 13.00-21.00.
  • Distributører af Hus-Forbi.
  • En del af Center for Dagområdet, Socialpsykiatri og Udsatte Voksne, Aarhus Kommune.

En baby, der er født abstinent…
Fødes med abstinenser grundet morens stof- eller alkoholindtag under graviditeten.

Få en hjælpende hånd fra Sydhavnspedellerne
Sydhavnspedellerne tilbyder at varetage forskellige opgaver for virksomhederne i området. Indtil videre er Danske Bank blevet fast kunde tre dage om ugen, hvor de får hjælp til renholdning og oprydning.