I Danmarks ældste fiskehandel kan du finde en 26-årig direktør, en butikschef med et hjerte for udsatte borgere og en pensionist, der aldrig kommer til at lægge hjertebarnet fra sig. Det er kærlighed til mennesker, historien og hinanden, der får et aarhusiansk familieforetagende til at blomstre i en tid, hvor børn har utallige muligheder, og sjældent træder i forældrenes fodspor.

Tekst: Alina Jensen
Foto: Birthe Vembye

Klokken 03:30 er hoveddøren til P. Clausen Fiskehandel åben, og januarkulden åler sig ind i butikken for at blande sig med den ferske, milde duft af hav og det hvide lys, som stråler gennem glasruderne. Tilsyneladende ugeneret af temperaturen og tidspunktet står mænd i blå kedeldragter og gør klar til dagens kunder og leveringer. 

Flamingokasser står stablet overalt; langs væggene, op ad hummerakvariet og ind i baglokalet, hvor de første 10 kilo af fiskefarsen af hemmelig opskrift hvirvler rundt i en industrirøremaskine. 

Når fisken skal pakkes ud, graver medarbejderne hænderne ned i kasserne og skraber isklumper ned på gulvet med hænderne kun dækket af engangsplastikhandsker. 

”Hvis man vil værne sig mod kulden, skal man bare stikke hænderne i isvand, indtil de ikke kan klare mere. Så fryser man ikke bagefter.” 

Det er et gammelt husråd, som Søren Clausen giver videre til alle medarbejdere, der skulle klage over kolde fingre. Den 70-årige fiskemand lærte det af sin bedstefar, Jens Clausen, da han selv startede med at ordne fisk.

En dag i september måned, mens Søren Clausen gik i ottende klasse, blev han hentet af sin far, Poul Clausen, klokken halv fem om morgenen, fordi onklen havde brug for hjælp i fiskebutikken. Efter det kom den unge knægt ikke i skole mere. 

“Jeg var helt opslugt. I mine 50 år, som fiskemand, har jeg aldrig haft en dag, hvor jeg har været træt af at stå op om morgenen.”

Fra 1888, hvor Søren Clausens oldefar, Poul Clausen, flyttede til Trøjborg, har familien haft både fisk og deres liv på havnen. Det er historie, og sådan noget ligger dybt i en Clausen. 

Da Søren Clausen som 17-årige købte familieforetagendet, havde han derfor sat sig for at blive ved med at udvikle Clausen-navnet og den arv, han var blevet fjerde generation af. 

Nu har han givet biksen videre til næste generation, men det er ikke let at give slip på hjertebarnet.

“Jeg står stadigvæk op med samme følelse i kroppen, selvom jeg ikke længere har så meget med det at gøre. Ud over at give råd og køre med varer,” siger den nu pensionerede fiskemand, men sætter sig alligevel til at kigge på nogle mails i P. Clausens mailindbakke. 

Søren Clausens sidste mål er, at der skal være en P. Clausen Fiskehandel så længe, han lever. Det var med det håb, at han i 2017, efter opfordring fra et tredje familiemedlem, tillod sig at spørge sønnen Jakob Clausen, om han ville styre forretningen, efter svigersønnen, Anders Frøjk Clausen, ikke kunne længere. Og derfor blev han rørt, da sønnike sagde ja.

“Jeg er i meget trygge hænder i dag på grund af Jakob og den entusiasme, han ligger i det. Jeg håber, at han får et lige så godt liv med fiskehandlen, som jeg har haft.”

Klokken 08:15 har butikken været åben i et kvarter, og Jakob Clausen springer ind foran et kamera og råber:

”Godmorgen Aarhus! Hokus pokus, svigermor i fokus! For er der noget bedre end at stege hende af ardararrgh…” 

Der er gået kluddermor i mundtøjet, og han må trisse ud af kameraet synsfelt igen. Anden gang er munden varmet op. 

Nu løfter den 26-årige direktør en havtaske op til kameraet og supplerer svigermor-joken med ordene ”havets mørbrad” og ”limousinefisk”. Til sidst råber han ”Ja tak!” og hopper væk fra kameraets skydevinkel. 

Om lidt skal videoen lægges op til butikkens godt 22 tusinde følgere på Facebook. Det er blevet et af de præg, som Jakob Clausen har sat på foretagendet.  

Modsat sin far lå det ikke i kortene, at Jakob Clausen skulle blive fiskehandler. Forsalget om, at den 22-årig mand skulle overtage foretagendet, kom dagen inden, at han skulle til optagelsesprøve på Journalisthøjskolen. Jakob Clausen havde før arbejdet i forretningen og kunne godt lide miljøet og sine kollegaer. Derfor tog det ikke lang tid for ham at tilsidesætte den ene drøm og skabe sig en anden.

“Jeg havde ikke overtaget, hvis ikke min fars navn stod på døren. Han har aldrig påvirket mig til at overtage forretningen, men han skal have lov til se, at alt går, som det skal. Det var ikke et kompromis, og det var heller ikke svært for mig at tage beslutningen.”

Klokken 08:30 lægger Jakob Clausen telefonen fra sig, da den næste begynder at ringe. Mens han tager imod den nye bestilling, begynder den første telefon at ringe igen. 

”Lige to sekunder,” siger han med en telefon i den venstre hånd og tager den kimende telefon med højre: 

”P. Clausen Fiskehandel, lige et øjeblik.”

Han færdiggør ordren i venstre telefon, så i højre og lægger til sidst dem begge ned. De begynder at ringe igen. 

Selvom Jakob Clausen nyder at være i forretningen, var det noget anderledes at smide en direktørhat oven på den blå kedeldragt. Ud over at være grøn i både aflæsning af balancer og lønchecks, skulle han vænne sig til at være en 22-årig autoritet for sin egen familie, heriblandt sin storesøster Iben Frøjk Clausen og kusine Dorthe Clausen på kontoret, samt fætter og butikschef Martin Clausen.

”Det var svært at komme som den yngste af alle ansatte og bestemme. Jeg bliver mere ked af det, hvis jeg skælder familien ud, for jeg ved, at det går dybere for os. Men det gode ved familien er jo netop, at vi er åbne, kærlige og sjove over for hinanden. Det giver mig klart mere positivt end negativt at være en familievirksomhed.” 

Klokken 10:00 stikker Martin Clausen hovedet ind i det lille personalerum over for kontoret. 

”Vil du ikke hente de hvide æsker og stable dem i opbevaringsrummet?” spørger han en medarbejder, men går med til at lade ham drikke sin sodavand færdig, selv om der ikke er pause.

Der bliver drukket langsomt, mens Martin Clausen jævnligt tjekker op på processen. Som den eneste i personalerummet skynder han ikke på medarbejderen.

I 2022 kan Martin Clausen fejre 25-års jubilæum hos P. Clausen. Han havde heller ikke barnedrømme om fisk, men efter at have arbejdet i forskellige brancher, blev han lokket til at tage par lørdagsvagter i butikken. Det blev til fuldtid og en titel som butikschef. 

Efter noget tid kommer butikschefen ind i personalerummet med favnen fuld af hvide papæsker og stiller dem på gulvet foran den tørstige medarbejder. 

”Her er æskerne. Så tænker jeg, at du bare kan lægge noget plastik over og så stille dem ind i rummet,” siger han til medarbejderen, der smiler lidt, tømmer flasken og begynder at hjælpe.  

Ligesom Jakob Clausen har Martin Clausen sat sit præg på familieforetagendet. Ud fra drømmen om at ville arbejde med udsatte børn og unge, har butikschefen gennem forretningen taget udsatte borgere til sig og givet dem en chance for at trives med faste rammer og kollegaer.

“Vi kan rumme meget hernede, og det er dejligt at kunne være der for andre og være vidne til, at de får det bedre. “

Klokken 12:00 udbryder Martin Clausen:

”Du har fået en helt naturlig hårfarve, ligesom mig!”

Han løfter kasketten for at afsløre grålige toner i den korte frisure. En lav dame med hvidt hår begynder at smile, mens butikschefen fortsætter:

”Jeg kunne næsten ikke kende dig. Du plejer at have samme hårfarve som…” han kigger rundt og tager så fat i en rød og en orange flaske Sriracha: ”… som en blanding af de her to.”

Nu griner damen og begynder at gå ind i butikken. 

”Nå, hvad skal du ha’?” spørger Martin Clausen til sidst.

Det er ikke kun muligheden for at hjælpe, der får Martin Clausen til at holde af sit karrierevalg. Som butikschef kan den 47-årige spasmager lægge armen om en kundes skulder og sætte en diskussion i gang om, hvilken gammel, dansk skuespiller torsken ligner. 

“Man skal være der, hvor man er god, og jeg er god til mennesker. Jeg møder mange kunder og kollegaer hver dag, og de kommer ikke kun for fisk. Jeg kan få lov at lave noget fis og ballade med folk. Det er aldrig kedeligt, og det er lige min ånd.”

”Det koster 345 i dag,” siger Martin Clausen til damen med den naturlige hårfarve. Deres farvel kan knap høres, for i samme øjeblik udbryder Jakob Clausen:

”Kom du ind til mig, min ven!”

En midaldrende mand kommer ind i forretningen og spørger, om der er flere fiskefileter. 

Sådan bliver Jakob Clausen, Martin Clausen og de andre i P. Clausen Fiskehandel ved, indtil døren lukker klokken 17.30. Efter oprydning og lidt klargøring til dagen efter, slukkes det hvide lys, og glasruderne er mørke for en kort stund, indtil natten og nye leveringer kommer.

Tidslinje

1888: Poul Clausen (1. generation), fiskepram i Århus havn.
1927: Jens Clausens (2. generation)

1939: Engrossalg og butik på fiskerihavnen.

1964: Poul Clausen (3. generation)

1972: Søren Clausen (4. generation)

1993: Ny detailforretning

1998-2001: Udvidelse af butik og engrosafdeling

2007: Anders Frøjk Clausens med Martin Clausen og Iben Frøjk Clausen (5. generation)

2017: Jakob Clausen (5. generation)