Et socialt udviklingsprojekt af Red Barnet hjælper børn med at styrke deres sociale kompetencer gennem naturoplevelser i lokalområdet. Her lærer børn at bruge naturen, skabe fællesskaber og få en forsmag på foreningslivet. Det to år gamle projekt har allerede venteliste og to klubber i Aarhus Kommune.

Tekst: Alina Jensen
Foto: Ulla Bjulver Andreasen

Ved Gudrunsvej i Brabrand indrammer to lejlighedskomplekser et aflangt græsareal, en vintertør køkkenhave og en bålplads, hvor en gul plastikbold netop er fløjet forbi en pige.

”Den dårligste i min klasse er bedre end dig!” råber pigen til den dreng, som kastede bolden efter hende.

Selv om der er et kvarter til, at naturklubben i Gellerup starter, er de første børn allerede i godt inde i et spil stikbold. 

Børnene løber rundt blandt de frivillige voksne fra Red Barnet og prøver at overtale dem til at være med. 

De frivillige må høfligt afslå, for der skal gøres klar til dagens aktiviteter, hvor naturen udgør rammen for et udviklingsprojekt, der skal styrke trivslen og fællesskabet blandt børn ned til 6-årsalderen. Her kan de gå to timer hver tirsdag, indtil de fylder 12 år. 

En af de frivillige, Emil Ingversen, kan ikke dy sig fra at samle bolden op og kaste den mod en af børnene, så nu er han med i legen. 

”Drengene mod pigerne!” råber pigen, som ikke var imponeret over vennens kast tidligere. 

”Var det ikke lidt dumt sagt?” spørger Emil hende. Det får pigen til at stoppe op og kigge rundt på sine medspillere.

”Jo, det var faktisk rigtig dumt sagt,” siger hun, da hun indser, at forslaget bringer hende i undertal. 

Dumt eller ej, insisterer hun på at spille pigerne mod drengene, og den er de andre med på.

Børnene i Gellerup har haft mulighed for at være med i naturklubben siden foråret 2019. Året før spirede de første tanker, og indtil videre omfavner projektet 8 danske kommuner.

Aarhus var blandt de to første kommuner til at have en naturklub, og interessen i Gellerup er sidenhen vokset til en venteliste. De syd-aarhusianske børn kan derfor til se frem til endnu en naturklub i Viby Syd med opstart her til foråret.

Nær natur
”Marie?” 

En dreng løber hen mod Gellerup naturklubs teamleder, Marie Olesen.

”Kan vi ikke lege det der…”

Han tager en bunke snobrødspinde under armen og begynder at trippe frem og tilbage med små ryk i kroppen. Han kigger på Marie Olesen, og bliver ved med at trippe frem og tilbage, mens han venter på, at hun skal forstå, hvad han mimer. 

Marie Olesen kigger et øjeblik.

”Nå tovtrækning? Det vi lavede sidst?”

Det svar virker han tilfreds med, men samtalen bliver hurtigt sporet over på en diskussion med teamleder Anja Tobiesen om, hvorvidt klipklappere er det bedste fodtøj til en naturklub. Drengen placerer fødderne på hvert sit trappetrin, og de begynder at glide fra hinanden, mens han fortæller, hvorfor han ikke synes, at han skal gå hjem og skifte til bedre sko.

”AV, jeg kan ikke gå i split!” udbryder drengen, da han kommer for langt ned. Det får hans to diskussionsmakkere til at grine. 

”Hvis du står sådan der i et par timer, tror jeg, du kan,” siger Anja Tobiesen, men stikker sine arme under hans, så hun kan trække ham op på benene igen. 

Den ufrivillige smidighedstræning, fik ikke drengen overbevist om, at han skulle hjem og skifte sko, selv om det ikke ville tage ham mere end fem minutter. 

For en del af børnene ligger naturklubben lige ved opgangen til deres hjem. Og det er et af de vigtigste principper for projektet.

”Når vi bruger den natur, der er tæt på, hvor børnene bor, lærer de at se og bruge nabolaget på en helt anden måde. På den måde behøver de ikke tage helt ud i en skov for at få en god naturoplevelse,” siger Marie Olesen.

Ikke kun skov og ballade
Selv om naturklubbens børn kan komme fra alle dele af Gellerup og Tovehøj, har de det til fælles, at de har fået vurderet et behov for at få styrket deres sociale kompetencer. 

Med det i baghovedet samler de frivillige børnene i en cirkel.

”Er der nogen, som ved, hvad vi skal lave i dag?” Spørger Marie Olesen gruppen.

”Nutella?” spørger drengen med klipklapperne, men trækker det i sig igen, som han og de andre begynder at grine af forslaget.

Dagens program bliver kort remset op, og lige før cirklen opløses stiller de fleste sig med spredte arme og ben, som betyder, at de er glade i dag. 

De frivillige kigger rundt på de mange børn, der står med lemmerne strakt så langt til siden, de kan, og de få, som med deres mindre udstrakte kroppe, viser, at de ikke er så glade i dag.

Normalt vil der være otte frivillige til stede i Naturlubben, hvilket giver de voksne mulighed for at kunne trække sig, hvis et barn har brug nogen at snakke med. 

”Flere af børnene kender vi gennem flere år og også deres søskende, så de kan snakke med os, hvis de går og tumler med noget,” siger Marie Olesen. Det har ifølge hende været det sværeste ved ikke at afholde naurklub under corona-nedlukningen.

”Da vi var ude med nogle legepakker til dem, spurgte de os, om vi ikke snart kunne starte igen. Det er dejligt at høre, men vi ved også, at nogle har været i små lejligheder med mange søskende, og det har været hårdt.”

Naturklubben valgte at starte op igen i marts, og selv om det ikke kunne være med det fulde antal frivillige, formår de at holde styr på de små tropper i cirklen. 

Fællesskab og foreningsliv 
Da cirklen bryder op, løber et virvar af børnefødder ned til et græsareal, hvor der skal leges ståtrold. Et par drenge bliver tilbage for at hjælpe Emil Ingversen med at tænde bål. Noget, som de ifølge dem selv har prøvet 100 gange før. Eller i hvert fald lige siden de startede i klubben. 

Ansigterne fortrækker sig ikke en mine, da gnisterne flyver fra ildstålet i deres hænder og ned på et stykke toiletpapir. Heller ikke da papiret begynder at brænde hos en af drengene.

Det ryger ind til træet på bålstedet, så flammerne kan sprede sig.

”Prøv at gøre det lidt hurtigere,” siger drengen til en anden, som kæmper med at få gnisterne til at blive til flammer. 

Han anstrenger sig og gnider stålet hurtigere mod flinten, så gnisterne står om sig som stjernekastere. Efter lidt tid kommer der ordentlig gang i bålet, og drengene løber succesfulde ned for at lave æggestafet med de andre børn.

Selv om naturklubbens umiddelbare formål er at styrke børnene gennem udendørsaktiviteter, har projektet ifølge Marie Olesen også et andet langsigtet formål:

”Naturklubben er med til at introducere børn og familier til foreningslivet. Børnene kan fortsætte i andre aktiviteter, når de fylder tolv, eller prøve noget nyt, hvis de har lyst til det.”

Da bålet er klar, kaldes der til snobrødsbagning, og vrimlen af børnefødder på græsplænen forvandler sig til en stime med retning mod bålpladsen. 

En af de ældre børn får lov til at hjælpe med at snitte snobrødspindene rene. 

”Må jeg også hjælpe?”

En af det yngste drenge løber rundt og spørger de voksne, indtil Anja Tobiesen giver ham lov til at hjælpe hende.

Hun sætter sig på knæene, og han sætter sig på hendes lår og bakker helt ind til hende, så Anja kan holde pinden og sørge for, at drengen snitter væk fra sig selv. 

Da pinden er færdig, vil den unge dreng hjælpe med at kløve brænde, men det må Emil Ingversen hurtigt konkludere, at han er for ung til.

Drengen må utilfredst kigge på, mens en ældre pige tager en træstub og lægger den i brændekløveren. 

Hun laver et par lette slag med hammeren på toppen af stubben og så et hårdt DUK. 

Slaget fra hammeren får træet til at skilles og glide ned på hver side af kløverens spids. 

Da hun er tilfreds med størrelsen på brændestykkerne, går hun over og henter snobrødsdej med ramsløg. 

Så snart snobrødene er spist, fortæller Anja Tobiesen, at hun har set en påskehare. Mere behøver hun ikke at sige. På under et minut er børneflokken spredt ud over køkkenhavens areal, og små hænder fyldes med farvede, glitrende chokoladeæg.

”Hvordan har du fundet så mange?” spørger en pige en dreng.

”Fordi jeg er sej,” svarer han.

”Har du fundet nogle æg?” spørger pigen en anden dreng, og får et mut ”nej” som svar.

”Du må godt få et af mine,” tilbyder hun drengen, og løber forbi to børn, som også giver sig til at dele æg.

Da alle æggene er fundet og en del fortæret, skal naturklubben sige farvel for i dag. Et par forældre venter, mens børnene på skift fortæller, hvad de synes var sjovt at lave. 

Et par af de sukkerhøje børn har svært ved at stå stille, mens drengen med klipklapperne remser op. Han har mange ting at nævne. Også selv om de ikke lavede Nutella.