I Nymølle lige uden for Aarhus Nord bor 9 børn og 11 voksne sammen i kollektiv. Omgivet af skoven og hinanden ønsker de en dagligdag, hvor de kan dele praktiske opgaver og spontane stunder uden for det hektiske byliv.

Tekst: Therese Thim
Foto: Jess Porse Clemmensen

Daggry Svinth på fem år holder en af kollektivets mange kaniner tæt ind til sin pink flyverdragt.

”Far! Se!” hun stopper med at ae kaninen og peger op mod himlen med den ene hånd. Hun orklarer, at der kommer mange af sådan nogle havørne her, fordi de godt kan lide at spise fisk fra søen.

”Man keder sig faktisk aldrig her,” siger hun.

”Nej,” istemmer lillesøster Saga Svinth på tre år og ryster på hovedet.Tiden og naturen
I et stort, hvidt hus med kakigrønne vinduespartier bor seks børnefamilier. Foran huset ligger en gildesal og et stort græsareal, hvor man kan finde diverse legetøj, kaniner og bålsted. 31-årige Frederik Svinth går bagom huset og viser vej forbi søen ind i skoven, hvor der løber en lille bæk.

Her har han bygget et shelter og en platform i etf de høje træer.

”Vi måtte rykke nu, hvis vores børn skal elske naturen, og man lærer ikke at elske naturen ved at besøge den ind imellem. Man lærer det ved at være i den,” siger han.

En kold dag i marts for knap tre år siden besøgte Frederik Svinth og Helene Svinth Nymølle. De ønskede attarte et kollektiv uden for Aarhus.

”Jeg havde det sådan, at jeg ville få kærestesorger, hvis ikke vi fik det her sted,” siger Frederik Svinth.

Efter at have fået deres første barn var to ting vigtige for dem: Tid og natur. Frederik Svinth fortæller, at det kunne de få ved at bosætte sig sammen med andre, hvor man hjælpes ad med hverdagen, så den bliver lettere, og ved at bosætte sig midt naturen.Netop den tankegang er de ikke ene om. For ifølge sociolog og fremtidsforsker Birthe Linddal har vi i de seneste 5-6 år set en stigning i børnefamilier, der vælger at bosætte sig sammen. Mange af bofællesskaberne opstår uden for de store byer, og det skyldes både, at det er dyrt at bo der, og at man ønsker at distancere sig og finde en anden måde at leve på – hvilket bofællesskaberne har en historie for.

”Der er et ønske om et samfund med nogle andre værdier end dem, der præger storbyen,” siger Birthe Linddal, som har forsket i bofællesskaber. Hun peger på, at mange savner ro, natur og fællesskab.

Til maj skal alle Nymølles beboere dog flytte ud igen, fordi lejeren selv skal bruge stedet. Men det har de hele tiden vidst. Kollektivet Nymølle har været et treårigt eksperiment af, hvordan det er at bo sammen med andre familier uden for storbylivet.En fælles hverdag
Røgen blæser op fra et lille ildsted foran gildesalen, hvor mange af kollektivets beboere er samlet. På et bord er der kiks, knækbrød, smør, ost og marmelade. 38-årige Ninna Pedersen er i gang med at smøre mader. Hun er mor til Theo, som er tre år gammel, der sidder og spiser chokoladekiks ved siden af.

Ninna Pedersen fortæller, at det giver hende overskud i hverdagen at bo her. I kollektivet hjælper de hinanden rent praktisk med at lave mad, købe ind og med at passe hinandens børn. Men det er ikke kun det praktiske, det handler om:

”Vi er meget ude og dermed meget sammen med hinanden. Stedet er omgivet af træer, så her er ret trygt, og børnene er frie til at tulre rundt. Jeg synes også, det er virkelig værdifuldt, at ens barn også er meget tryg ved andre voksne. Jeg er alene med min søn, så det er særligt for mig, at han har andre voksne end bare mig at spejle sig i.”

Der udbryder en stor latter fra de voksne, da de opdager, at Laust, Elmer og Aya, der alle er omkring halvandet år gamle, er på vej på selvstændigt eventyr på græsplænen og stavrer på række gennem de nedfaldene blade.

28-årige Clara Aaholm, som bor i kollektivet med sin mand Kristoffer Korshøj og datteren Esther, tilslutter sig eftermiddagshyggen:

”På den ene side er det kaotisk at bo her, fordi vi er så mange mennesker, der bor tæt, men det er også mere roligt, fordi vi kan gå udenfor og være sammen på den her måde, og fordi det er de samme mennesker, man skal forholde sig til hver dag. Det er nogle meget nære relationer, der opstår.”Den lille familie og det store fællesskab
Et af kollektivets to køkkener er et industrikøkken, som står tilbage fra dengang Nymølle var en kro. Her er tre køleskabe, tre ovne og mange meter bordplads i stål. I midten af rummet står to spiseborde med stole omkring.

Der laves fælles mad søndag til og med torsdag, som to voksne står for. De skiftes til at lave en madplan for en hel uge og købe de varer ind, der skal bruges. Det sparer dem for både tid og penge. I dag er det Helene Svinth og Ninna Pedersen, der skal lave mad, og menuen står på jordskokkesuppe. Maden er hovedsageligt økologisk, og de spiser gerne kød én gang om ugen og fisk én gang om ugen og ellers vegetarisk. Men der er ikke nogleaste regler.

”I starten lavede vi regler for alt – vi var virkelig regelryttere. Det var fordi, tilliden ikke var opbygget endnu,” siger Helene Svinthens hun står og hakker løg.

”Ej, det er fedt at stå og tude, mens man snakker om det her,” afbryder hun sig selv og fortsætter:

”Men jeg har da også tudet over at bo her,” griner hun.

Det har hun både af glæde og frustration. Hun fortæller, at hun både er blevet mere og mindre rummelig af at bo i kollektivet Nymølle, hvor beboerne er enormt forskellige.

”Jeg kan bedre rumme forskellighed, og jeg kan med mange flere mennesker, end jeg troede, jeg kunne. Men jeg er nok blevet mindre rummelig over for, hvis folk ikke vil tage ansvar.”Selvom der laves fælles mad fem ud af ugens syv dage, spiser kollektivets familier langt fra sammen hver dag. Ifølge Birthe Linddal er der ­– i modsætning til i 70’erne – en tendens til at de nye bofællesskaber bestående af børnefamilier søger at bibeholde den private familieenhed. Det er også tilfældet i kollektivet Nymølle.

”Den lille familie skal gerne stå over det store fællesskab,” siger Frederik Svinth og forklarer, at hvis man lægger al sin energi i fællesskabet, kan det gå ud over den lille familie.

Men han fremhæver det spontane samvær med kollektivets andre beboere som en stor gave ved at bo på denne måde. For ham er det noget helt særligt, at man kan ende med at have en times lang samtale med en anden voksen ganske tilfældigt.Spontant samvær
Birthe Linddal forklarer, at det kan være sværtange at planlægge at være sammen med andre mennesker, fordi vi er så travle og individualiserede. Vi kommer hjem fra arbejde og har hverken tid eller overskud til at planlægge at se vores venner.

”Bofællesskab har meget at tillægge den moderne verden: Et fællesskab, som man ikke hele tiden skal forhandle. Det er der bare,” siger Birthe Linddal. Hun peger også på, at mange af de børnefamilier, der bosætter sig sammen, vægter det højt, at deres børn vokser op med andre børn omkring sig.

Børnene i kollektivet er alle mellem 1 og 6 år. De leger meget sammen, og render tit frem og tilbage mellem familierne. Frederik Svinth fortæller, at det ikke er nødvendigt at planlægge at besøge folk, for at der er mennesker i børnenes liv.

”Det var det, landsbyen kunne i gamle dage,” siger han.

Langt de fleste af kollektivets beboere vil fortsætte med at bo i bofællesskab uden for byen, når de til maj skal flytte fra Nymølle.Frederik Svinth tror, at livet for mange er blevet stressende, fordi man i samfundet lukker sig så meget om sig selv:

”Der er ikke den der naturlige opblødning, der kommer af, at man deles lidt om livet. At putte fællesskabet naturligt ind i ens liv kan være enormt stressnedsættende. Vi har brug for andre mennesker, men de er tit en stressfaktor – når man bor sammen bliver de hjælpende ressourcer og en naturlig kontakt.”

 

Om bofællesskaber i Danmark

  • Tal fra Danmarks Statistik viser, at der i Danmark 230.875 hustande, der består af flere familier. Det er en stigning på 35 procent fra 2010, hvor tallet var 170.945.
  • Bofællesskab hitter ikke kun blandt unge børnefamilier. Sociolog og fremtidsforsker Birthe Linddal understreger, at bofællesskaberne faktisk er allermest populære blandt seniorer.
  • Vi har tidligere i historien oplevet bofællesskabsbølger: Birthe Linddal peger blandt andet på 1970’ernes kollektiver og landsbybevægelsen i 1980’erne.