Gennem hele sin musikalske karriere har hun gjort tingene på sin egen måde, og det insisterer hun på at blive ved med. Hun er blevet sammenlignet med internationale stjerner som Björk og MØ, og til sommer indtager hun flere af landets store festivaler. Mød 29-årige Lydmor, der trods mange års modstand har formået at kæmpe sig til tops på den elektroniske musikscene, og som gennem sin musik ønsker at vise en ny måde at være kvinde på.

Tekst: Anne Møller
Foto: Christer Rise

Da Lydmor alias Jenny Rossander for lidt over et år siden stod til generalprøven på Det Kgl. Teaters Balletfestival, fik hun et opkald. Det var musikfestivalen NorthSide. Norske Susanne Sundfør havde meldt afbud, og der skulle findes en erstatning.

“Jenny! Stor scene. Bedste tid. Lørdag. Vil du, eller vil du ikke?”

Lydmor behøvede ingen betænkningstid.

“Det ville jeg jo gerne,” siger hun.

I mellemtiden fortsatte arbejdet på Det Kgl. Teater ufortrødent. Det samme gjorde redigeringen af den musikvideo, hun skulle aflevere samme uge. Og forberedelserne til den koncert, hun skulle spille i Rusland om søndagen.

Kort tid efter kom der endnu et opkald.

“Det var min tekniker, og han var sådan: Jenny, du ved godt, at det her altså er før, solen går ned? Hele vores show virker ikke.”

Med knap tre dage at gøre godt med skulle der handles hurtigt. Alt skulle gentænkes. Lys, bagtæppe, outfit. Og vigtigst af alt: den neonfarvede kropsmaling, der normalvis er en stor del af Lydmors visuelle udtryk.

Faldt om før NorthSide
Dagen før NorthSide tilbragte Lydmor på Gamle Scene i København, hvor hun sammen med blandt andre Teitur skulle optræde live i forbindelse med balletfestivalen.

Hun havde løbende kontakt til sin tekniker, der vidste, at Scarlett Pleasure havde et gammelt bagtæppe liggende, som de kunne få lov til at købe.

Først efter hun natten til lørdag faldt om hjemme i sin lejlighed, så hendes kæreste måtte ringe efter en ambulance, kom hun i tanke om, at hun ikke havde spist hele dagen.

“Jeg blev indlagt og kunne ikke bevæge mig og talte mærkeligt. Lægen sagde, at det nok var en nerve i hjernen, som kan blive overbelastet, når man er under stort pres og ikke har spist. Han ville egentlig ikke have udskrevet mig, men jeg var sådan: Prøv og hør, dude, jeg skal spille en festival, og de har allerede fået ét afbud. Jeg kan ikke også melde afbud.”

Tidligt lørdag morgen sørgede Lydmors manager for at få aflyst dagens interviews. Nu gjaldt det koncerten, som hun på mirakuløs vis endte med at gennemføre. Og ovenikøbet med rosende ord fra flere anmeldere.

Siden er alt blevet skrevet i hendes managers kalender. Koncerter, småaftaler, alt. Og fridage er blevet et krav.

“Jeg er faktisk lige kommet hjem fra en ferie i Californien. Det er godt at koble lidt fra nogle gange. Specielt lige for tiden,” erkender hun.

Målrettet dagdrømmer
Jenny Rossander sidder på en stol i et af sminkerummene på Aarhus Teater. Hendes hvide pailletdragt er trukket halvt ned over overkroppen, og på gulvet foran hende er hendes bodypainter i gang med at male mørkegrønne hænder på hendes arme.

“Vil du have malet længere ned?”, spørger hun.

Jenny Rossander strækker hals, mens hun vender og drejer armene.

“Øøhm… Naah, joo… Nej, det tror jeg ikke.”

Der breder sig et tilfreds smil på hendes læber.

Stedet er ikke tilfældigt. I maj og juni måned skal Lydmor medvirke i Aarhus Teaters opsætning af den græske tragedie Orestien, hvor hun ikke kun skal spille live, men også har fået tildelt en egentlig rolle.

“Det er lidt et drømmeprojekt for mig, og jeg hoppede rundt i min lejlighed, da de ringede. Jeg prøvede selvfølgelig at spille lidt cool: Mmh, ja, mmh, det lyder spændende…”

Lydmors stemme bliver afdæmpet og formel.

“Men jeg tænkte bare: Fuck, hvor fedt! Jeg er generelt begyndt at lave mere og mere af sådan noget soundtrack- og komponistarbejde. Det synes jeg er ret sjovt.”

Interessen for at skabe har Jenny Rossander haft, siden hun var barn, hvor hun ofte rendte rundt i sin egen verden og opfandt universer og historier.

“Jeg er vokset op i Aarup på Fyn, og jeg var ret meget en dagdrømmer. Jeg læste rigtig meget og var lidt en outsider i den der lidt provinsielle by, hvor man enten skulle gå op i håndbold eller heste.”

I modsætning til mange af sine jævnaldrende var hun i en tidlig alder fast besluttet på, at hun skulle være filminstruktør.

“Jeg tror altid, det har interesseret mig det der med at give folk en oplevelse. At få dem til at føle noget. De tidspunkter, hvor jeg var allermest lykkelig, var, når jeg havde været i biografen, og man havde set en sindssygt god film, og rulleteksterne kom, og man var sådan helt opfyldt og følte, man kendte alle personerne. Jeg var virkelig besat af, at dén følelse ville jeg gerne give folk.”

Fra filminstruktør til musiker
Så langt tilbage Jenny Rossander kan huske, har musik været en stor del af hendes liv, og hun var ikke ret gammel, da hun begyndte til blokfløjte.

“Der er ikke nogen, der har levet af musik i min familie, men det betød meget for min mor og morfar, at vi spillede musik. Det var slet ikke noget, man satte spørgsmålstegn ved. Min mor kom bare med en brochure en dag og spurgte: Hvad for et instrument vil du spille?”

Det var først, da hun startede på efterskole, hun fandt ud af, at hun alligevel ikke skulle være filminstruktør.

“Jeg gik på Langelands Efterskole, hvor de har drama, musik og kunst. Og jeg havde faktisk valgt drama, for jeg skulle jo være filminstruktør, så det var nok smart nok at lære noget skuespil, tænkte jeg.”

Midt inde i efterskoleåret begyndte hun at spille lidt på skolens klaver. Hun havde printet en guide ud fra nettet, hvor der stod, hvordan man spillede akkorder, og så prøvede hun sig frem. En af hendes venner skulle spille til en åben scene, og han spurgte, om hun ikke ville synge. Det ville hun gerne. Og fra det sekund ændrede hendes fremtidsplaner sig.

“Det skete virkelig sådan instantly. Og jeg var sådan: Det her er fedt! Det her tror jeg, jeg kan gøre noget rigtig fedt med! Det her skal jeg mere!”

Udlængsel
Tilbage på barndomsværelset i Aarup blev interessen for musikken kun større. Det samme gjorde udlængslen.

“Efter jeg havde gået på efterskole, var jeg bare sådan: Fuck, det er fedt ikke at være i Aarup. Og så fandt jeg et kostgymnasium i Struer, som ikke var så forfærdelig dyrt. Jeg brugte noget af min børneopsparing, og så spædede mine forældre lidt til.”

Jenny Rossander gik på gymnasiet i godt to år, inden hun besluttede sig for at droppe ud.

“Jeg kan ikke huske, hvad fanden det var, jeg tænkte. Jeg tror, det var sådan noget med, at nu skulle jeg bare lave musik. Og så flyttede jeg til Aarhus.”

Lydmors bodypainter lægger hovedet på skrå og studerer hendes ene ben, som nu er fyldt med hænder.

“Andet ben,” siger hun, mens hun kører penslen rundt i dåsen med mørkegrøn maling.

I et halvt år havde Jenny Rossander rengørings- og callcenterjobs. Så kom hun i tanke om, at hun måske alligevel burde tage 3.g, og året efter blev hun student fra Aarhus Statsgymnasium.

Det elektroniske musikunivers
Med en ungdomsuddannelse på CV’et kunne Jenny Rossander med god samvittighed bruge sin nyvundne tid på musikken.

I gymnasietiden havde hun skrevet en masse sange, men hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre med dem. Hun kendte hverken nogen i musikbranchen eller nogen, der selv lavede musik.

“Men så tænkte jeg: Hvis jeg nu får indspillet mine sange, så kan jeg sende dem til nogen. Det er nok sådan, man gør. Man sender dem til nogen, og så kan man måske få lov til at spille en koncert eller et eller andet.”

Men studier var kun for professionelle musikere, troede hun, så der måtte findes en anden løsning.

“Jeg havde min børneopsparing, så jeg tænkte: Jamen, så må jeg jo købe et studie.”

Med basale ting som en mikrofon, et lydkort og et keyboard gik hun i gang hjemme i sit soveværelse. Startede fra scratch med at gå på YouTube.

“How to record a song.”

Hun bevæger fingrene, som om der svæver et usynligt tastatur foran hende.

På det tidspunkt havde hun endnu ikke skabt sin egen lyd, men hun vidste, at hun ikke brød sig om kommentarer som:

“Det er så fedt det der jazz, du laver… Jeg var sådan: Jeg gider ikke lave jazz!”

Tilfældigvis viste det sig, at mange af de programmer, man skal bruge, når man indspiller, er lavet til, at man kan lave beats og elektronisk musik. Og det kunne hun bedre identificere sig med.

“Det var mega fedt, for nu kunne jeg pludselig lave noget, der var sådan mere rowdy. Jeg kunne lave nogle mørkere ting, og jeg tænkte bare: Wow, hvor sindssygt.”

Den første koncert
Få uger efter Jenny Rossander havde investeret i et hjemmestudie, var hun i gang med at lave elektronisk musik. Sideløbende var hun engageret i den aarhusianske projektplatform Frontløberne sammen en gruppe andre unge.

“Vi var en masse mennesker. Blandt andre en kvinde med en madvogn. Hun blev kaldt madmor. Og så var der mig. Jeg havde en lydvogn, hvor jeg hyrede bands og indspillede folks demoer gratis. Det var der, jeg fik navnet Lydmor.”

Efter 3.g var hun flyttet ind i et kollektiv på Trøjborg.

“Det hed Penthouse og var en toetagers penthouse-lejlighed med udsigt til havet. Der blev holdt nogle vilde fester, og det var en lille smule legendarisk, kan jeg huske.”

Størstedelen af værelserne i kollektivet var beboet af medlemmerne fra det nu opløste punkband, Emily And The Orgasm Addicts, og Lydmor var glad. Nu havde hun endelig skabt sig et netværk i musikbranchen.

Alligevel valgte hun at fortsætte på egen hånd. Insisterende og stålsat som fra start.

Hendes første rigtige koncert var på musikstedet Viva lá Revolution i Aalborg.

“Jeg kan huske, at jeg skrev til dem, at jeg gerne ville spille. De behøvede ikke betale noget. Jeg skulle nok blaffe derop.”

Hun griner.

“Det endte med, at én af mine venner lånte sin mors bil, og så kørte vi derop. På det tidspunkt havde jeg ikke nogen bærbar computer, så jeg havde et skrummel af en stationær med på scenen. Og mus, tastatur og keyboard. Det var ret stenet. Men folk var glade, og jeg var ovenud lykkelig, for nu havde jeg spillet en rigtig koncert.”

En svær start
Koncerten gav Lydmor blod på tanden, og hjemme på værelset hobede sangene sig op.

Efterhånden fik også musikbranchen øjnene op for hende, og pludselig en dag stod hun med en pladekontrakt. I 2012 udgav hun sit første album, ’A Pile of Empty Tapes’, men desværre blev modtagelsen ikke, som hun havde håbet. Selvom hun nogle år efter fandt ud af, at mange faktisk havde lyttet til pladen, efterlod den manglende reaktion hende med en tom følelse.

“Det var virkelig antiklimatisk. Og jeg blev så ked af det, for jeg havde troet, at nu udgiver jeg en plade på et rigtigt pladeselskab… nu sker det. Men det gjorde det ikke. Og jeg kan huske, at jeg følte mig virkelig ensom og virkelig fortabt, da den kom ud. Sådan: Nå, var det dét? Nå, okay. Nå, så prøver jeg at lave en anden plade så.”

Men Lydmor overgav sig ikke. Heller ikke selvom der ikke var nogen spillesteder, der bookede hende. I stedet besluttede hun sig for at annoncere en række Trust Tours, hvor hun lod privatpersoner fra hele verden booke hende til små intimkoncerter i deres hjem. Et koncept, der førte hende til blandt andet Holland, Tyskland og Sverige.

De efterfølgende år medvirkede hun på det belgiske band Arsenals plade ’Furu’, med hvem hun turnerede i 2015. Samme år spillede hun Trust Tours i blandt andet Spanien, Storbritannien og Belgien og udgav sit andet album ’Y’. Sideløbende arbejdede hun sammen med Bon Homme, der er kendt som forsanger og bassist i rockbandet WhoMadeWho, og som hun udgav fællesalbummet ’Seven Dreams of Fire’ med.

Shanghai
Lydmors andet soloalbum fik gode anmeldelser. Alligevel følte hun ikke, hun havde fundet sit musikalske ståsted.

“Jeg var nok i virkeligheden lidt for besat af, hvad folk tænkte om det.”

Hun tager en bid af sin sandwich og tygger af munden.

“Jeg spurgte hele tiden mig selv: Var jeg i gang med at gøre det rigtige? Er det her en rigtig sang?”

Den tilbagevendende tvivl fik Lydmor til i 2016 at tage en stor beslutning.

“Jeg tænkte bare: Fuck, nu skal der ske noget andet. Jeg skal gøre noget nyt. Jeg tager til Shanghai, og jeg kommer først hjem, når jeg ved, hvad jeg vil.”

Lydmor boede i Shanghai i et halvt år, og hun beskriver det som det mærkeligste sted, hun nogensinde har været. Et af de steder, der gjorde særligt indtryk, var det sagnomspundne spille- og opholdssted The Mansion, der er kendt for at tiltrække kreative kunstnere fra hele verden.

“Det er et stort hus, hvor der er en kælder fyldt med laser og kunstinstallationer, og hvor der er techno hele natten. Og så er der en lounge oppe i stueetagen, hvor folk ligger og kigger på psykedeliske vægmalerier. De to overetager har pøblen ikke adgang til. Her kan man få lov til at bo gratis. Til gengæld skal man tage vagter i baren.”

I Shanghai mødte Lydmor ligesindede kunstnere, der ligesom hende var på jagt efter inspiration til store og små projekter.

“Det var virkelig befriende at være et sted, hvor rigtig mange ikke ved, hvad de har gang i. Og man er sådan: Fuck, hvor fedt, det ved jeg heller ikke.”

Klarsyn
I løbet af de seks måneder brugte Lydmor mange timer på at spekulere over, hvilken plade hun skulle lave, og hvilken historie hun skulle fortælle. Men en nat indså hun, at nøglen lå gemt i The Mansions mange mysterier og historier, der udspillede sig lige for øjnene af hende.

“Jeg sagde til mig selv: Idiot, du skal bare beskrive det her. Jeg kunne bare læne mig tilbage og være tilskuer.”

Da hun vendte hjem til Danmark, følte hun sig som en ny artist. Men hun havde endnu ikke lavet et album, og hun var nødt til at flytte hjem til sin mor, fordi hun ikke havde nogen penge.

“Jeg endte med at bruge to år på at lave albummet. Og jeg tog mig virkelig sammen. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne. At det så endte med at blive taget rigtig godt imod, var en enormt tilfredsstillende følelse. Jeg tror, jeg var crashet totalt, hvis det havde været en fiasko.”

Kroppen som lærred
Et halvt år før udgivelsen af sit tredje soloalbum optrådte Lydmor til GAFFA-Prisen. Med kroppen malet i neonfarve og med kønsdiskriminerende mediecitater rullende på en stormskærm i baggrunden, stod hun nøgen frem på scenen og viste sit mod som kvinde og kunstner.

“Jeg kan godt lide at være meget autoritær på scenen. For at vise en anden måde at være kvinde på. For at vise, at man godt kan være stærk. Det er også en af grundene til, at det er fedt at være alene på scenen. Det der med, at jeg har ikke brug for støtten fra nogen.”

Siden hun er vendt hjem fra Shanghai, har hun haft et behov for at have byen med rent visuelt, når hun optræder. Og i stedet for at have en skærm kørende i baggrunden med billeder af skyskrabere – det var for kedeligt, synes hun – fik hun den idé at bruge sin krop som lærred.

“Hvad hvis jeg på én eller anden måde kan male noget på min krop, som minder om de der neonskilte, der er overalt? Måske kan Shanghai være mig.”

Efterhånden er den neonfarvede kropsmaling blevet Lydmors vartegn. Men ikke lige i dag. I dag er de psykedeliske farver og mønstre skiftet ud med mørkegrønne hænder, der smyger sig op ad hendes ben og arme.

“Jeg tænkte, at hvis man maler en masse hænder på min krop, så kan det symbolisere alle de folk, der har rørt én. Både rørt én på en følelsesmæssig måde, men også dem der lige for tiden trækker i mig, fordi de vil alle mulige projekter.”

Lydmor har travlt. Hun har en lang række koncerter, hun skal forberede, og en ny plade, der ligeså stille er begyndt at dukke op i hendes hoved. Og så er der hendes manager, som hun skulle have været til møde med for en halv time siden.

Blå bog

  • Jenny Rossander aka. Lydmor
  • Født: 27. januar 1990
  • Bopæl: København
  • Civilstand: Kæreste med Mikkel Dyrehave Hansen, der er guitarist i det danske rockband Go Go Berlin.
  • Albumudgivelser:
    • ’A Pile of Empty Tapes’ (2012)
    • ’Y’ (2015)
    • ’Seven Dreams of Fire’ – samarbejde med Bon Homme (2015)
    • ’I Told You I’d Tell Them Our Story’ (2018)
  • Lydmor er aktuel i forestillingen ’Orestien’ på Aarhus Teater i maj og juni måned. Derudover kan hun opleves på flere af landets store festivaler til sommer. Heriblandt Tinderbox og NorthSide.