Anette Blach voksede op som Jehovas Vidne. En opvækst, hvor enhver tanke blev overvåget, og alle egoistiske ønsker var bandlyst. Da hun endelig brød ud af det mentale fængsel, blev det på bekostning af kontakten til hendes familie. I dag hjælper hun andre, der ønsker at bryde ud af ekstreme religiøse fællesskaber gennem foreningen Eftertro.
Tekst: Maria Neergaard Lorentsen
Foto: Bibi Berge
Anette Blach sad ved sin mors sygeseng i dagevis. Mangeårig rygmarvskræft havde ædt sig gennem den efterhånden svage krop, der nu levede på den sidste energi. I de sidste to år af hendes levetid, havde moderen afskåret al kontakt til Anette Blach. Hun havde brudt med Jehovas Vidner mere end et årti tidligere, men var i de seneste år begyndt at ytre sig omkring sektens interne forhold. Det havde været for meget for familien. Det var nemlig imod de interne regler, som gælder resten af livet, selvom man ikke længere er en del af det religiøse fællesskab.
”Min mor sagde bare ‘vi ses i paradis, Anette, hvis du bliver Jehovas Vidner igen’. Men på det tidspunkt vidste jeg jo godt, at jeg ikke havde noget efterliv. Jeg har kun her og nu.”
Min mor sagde bare ‘vi ses i paradis, Anette, hvis du bliver Jehovas Vidner igen’. Men på det tidspunkt vidste jeg jo godt, at jeg ikke havde noget efterliv. Jeg har kun her og nu.Anette Blach om sin mors dødsleje
I sygdommens sidste stadie havde Anette Blach dog fået lov at besøge sin døende mor på hospitalet. Moderen var ikke længere ved bevidsthed. Omkring sengen var også hendes far og de fire søskende, som Anette Blach ellers havde opgivet at have kontakt med.
Anette Blach tog et evigt afsked med sin mor. Resten af familien anså det dog blot som et midlertidigt farvel indtil genforeningen i paradis.
”Det var rimelig chokerende at blive ringet op nogle dage efter og få at vide, at jeg ikke var velkommen til begravelsen,” fortæller i dag 38-årige Anette Blach, mens hendes hænder søger mod ansigtet. Hun dupper øjnene med en serviet og undskylder. Hun holder en pause, mens hendes blik søger opad, før hun fortsætter.
Efter moderens død havde de resterende familiemedlemmer holdt familiemøde – uden hende – og rådført sig med de religiøse overhoveder. Ud fra det havde de besluttet, at hun ikke skulle komme til begravelsen.
Alligevel valgte Anette Blach at dukke op til den offentlige begravelsestale i Rigssalen, hvilket med nød og næppe kunne accepteres, hvis hun fulgte reglerne for de udstødte. Hun måtte først deltage efter første bøn og skulle absolut sidde på bagerste række. I stedet ankom hun dog i god tid, satte sig midt i salen og hilste på de tre personer, der turde hilse igen. Den efterfølgende reception var dog bandlyst, da Jehovas Vidner ikke må sidde til bords og spise med de udstødte.
I dag er det fem år siden dødsfaldet, der viste sig at blive en endegyldig skillevej for familien. Anette Blach har ingen kontakt til den religiøse del af hendes familie i dag.
Et mentalt fængsel
Anette Blach og hendes søskende voksede op på landet. Isoleret fra resten af verden. Hver vinter kom alle menighedens børn forbi til timevis af kælkning efterfulgt af varm kakao på gården. Det religiøse fællesskab var som én stor familie, hvor Gud som overhoved holdt hånden over dem og lovede et efterliv i paradis, når Dommedag ville ramme.
Med bibelstudier tre dage i ugen, forkyndelse to dage og personlige bibelstudier, var der dog ikke meget tid til at være barn. Anette Blach talte ikke med de andre børn i hendes folkeskole udenfor skoletiden, måtte helst ikke læse bøgerne på biblioteket eller høre moderne musik og havde ingen tid til fritidsinteresser. Det var sådan set også underordnet, for alle personlige ønsker var forbeholdt Gud. Derfor holdt familien hverken fødselsdage eller jul. Men det gjorde ikke børnene noget, for som Anette Blach beskriver: ”Vi havde jo sandheden. Det var synd for de andre.”
Som en anden Big Brother var Gud altid tilstede. Selv hendes tanker, kunne han høre. Men problemet var, at bibellæsningen ikke var nok til at distrahere Anette fra hendes tvivl. Tvivlen om hendes egen tro, om bibelen og om Gud.
“Jeg begyndte at tænke: hvad nu, hvis mine forældre ikke var Jehovas Vidner, havde jeg så haft interessen for det?’ Men jeg kunne ikke tænke tanken til ende, fordi straffen fra Gud var så angstprovokerende. Og han kunne jo læse mine tanker, så jeg havde ikke tankefrihed til at eksperimentere med, hvorvidt jeg hørte til,” forklarer Anette Blach og fortsætter: ”Her efterfølgende kan jeg se, at det var et mentalt fængsel, jeg var plantet i. Det var så stærk en indoktrinering i, hvordan verden ser ud.”
Der var ingen, der spurgte, hvad Anette Blach havde lyst til. Derfor fik hun en uddannelse som køkkenassistent, selvom hun aldrig har brudt sig om at stå i køkkenet. Det var passende for en pige og en hurtig vej til selvforsørgelse. Hun led af underernæring af viden, som hun selv beskriver det. Men tvivlen voksede og skulle snart vise sig at eskalere.
Til forhør om sit sexliv
”Dem-og-os-tankegangen.” Anette Blach nævner den gentagne gange. Hun fortæller, at man i Jehovas Vidner ser på resten af verden som et ”dem”, der står i kontrast til sektens trygge og sikre ”os”. Det var af en de tankegange, der gennem teenageårene blev mere og mere urealistisk for hende. En umoden tankegang, hvor man lever i en fantasiverden og lukker øjnene for, hvad der egentlig foregår, forklarer hun.
“Jeg havde sådan en mavefornemmelse af, at jeg ikke hørte til. Jeg havde det ikke godt, så jeg begyndte at leve et dobbeltliv for at finde mig selv.”
Som hos enhver anden sund og rask ung pige fik Anette Blach i teenageårene en interesse for drenge. Gennem sin bror, mødte hun en fyr, der kun fik hende til at søge længere væk fra fællesskabet. I flere måneder levede hun i selvvalgt isolation, hvor hun forsøgte at skjule forholdet. Men en dag bankede det på hendes fordør.
”Har du haft sex med din kæreste?” Lød spørgsmålet påtrængende fra den ældre Jehova, da Anette Blach åbnede. Der var ingen vej udenom. Hun havde forbrudt sig mod loven og skulle til forhør.
“Jeg havde sådan en naiv tro på, at jeg kunne fortælle dem: ’jeg har det ikke godt, og jeg har brug for noget plads og tid til mig selv’. Men sådan fungerer det bare ikke.” Mutters alene måtte 18-årige Anette Blach forsvare sig over for tre, fordømmende mænd. Med afsky i stemmen spurgte de på skift ind til intime og grænseoverskridende detaljer om hendes kærlighedsforhold.
I Jehovas Vidner er hierarkiet en absolut sandhed: Gud, mand, kvinde, dyr. Derfor er det særlig slemt, når en kvinde pågribes i ulovlig adfærd. Efterfølgende blev der voteret, hvilket efterlod den unge Anette Blach med et ultimatum: slå op med ham, gift dig med ham eller bliv udstødt.”Lev efter reglerne og læs Biblen”
I dag bor hendes søskende i Aarhus, Randers og en er rejst til Sydafrika for at forkynde. Tror hun. Hun har næsten ikke talt med dem i tyve år. De sidste fem år, siden moderens død, har været helt uden kontakt. Da hun mødte en af sine søstre på cykel i Aarhus for et par somre siden, var det som at hilse på luften.
Anette Blach valgte den tredje mulighed: udstødelsen. Hun kunne ikke længere leve med et religiøst filter for øjnene, som hun ikke selv troede på. Og i samme øjeblik lukkede hendes søskende helt ned.
”Så snart der bliver nys om noget, lukker folk i. Man kommer selv i problemer, hvis man ikke tager afstand fra dem, der falder fra. Mine forældre tryglede mig om at leve efter reglerne og læse mere i Biblen, og sagde at jeg burde tænke på familien,” forklarer hun.
De første tre år efter udstødelsen havde Anette Blach ingen kontakt til sin familie, men levede helt isoleret med sin kæreste.
Jeg kommer fra en rigtig sammentømret, kærlig familie. Jeg havde slet ikke troet på, at de bare kunne støde mig fra sig.Anette Blach om udstødelsen fra sin familie
”Jeg kommer fra en rigtig sammentømret, kærlig familie. Jeg havde slet ikke troet på, at de bare kunne støde mig fra sig,” fortæller hun.
Udover sin kæreste var hun helt alene. Ingen nær familie, venner eller nogen af de mennesker, hun før havde delt sit liv med, var nu en del af hende.
Den 11. september 2001 sad Anette Blach med sit nyfødte barn i favnen og så frygtsomt til, mens angrebet på World Trade Center rystede verden, og da tænkte hun: ”Var det mon mig, der tog fejl?” Hun havde brugt hele sit liv på at se efter tegn på dommedags begyndelse, så fem år uden religionen var ikke nok til at frigøre hende, da hele verden så ud til at falde sammen.
Altid tro mod mig selv
Det korte hår stritter livligt opad, og de runde øjne er indrammet af en mørk eyeliner. Skuldrene er markeret af en lysegrå habitjakke, som dækker for en sort, opknappet skjorte. På den venstre ringefinger sidder en ring. Ringen er af guld og på indersiden er en indgravering, der siger ”ATMMS”. Altid tro mod mig selv.
Endelig kunne Anette Blach begynde et liv i frihed, hvor hun skulle stemme til folketingsvalg, måtte få den uddannelse, hun drømte om, og hvor bibelens ord ikke længere var lov. Men friheden var ikke så fri endda.
Anette Blach og kæresten var håbløst forelskede. Så forgabte i hinanden, at hun end ikke opdagede, da han blev hendes nye kontrollant, der bestemte, om hun måtte uddanne sig og rev hendes valgkort i stykker, da hun ville stemme på et parti, han ikke bifaldt.
Jeg var til for ham. Ligesom jeg oplevede i religionen, at jeg var til for Gud og fællesskabet. Ikke for mig selv.Anette Blach om forholdet til sin ekskæreste
“Jeg var til for ham. Ligesom jeg oplevede i religionen, at jeg var til for Gud og fællesskabet. Ikke for mig selv.”
Tabet af sin egen familie havde gjort hende ekstremt afhængig af sin mand og hans familie. Først da Anette Blach efter 11 år gjorde forholdet forbi, forstod hun, at hun var kommet over i ”det samme, men med en ny indpakning”, som hun selv beskriver det.
Samme år købte hun guldringen til sig selv, som hun bærer hver eneste dag og konstant minder hende om hendes frihed.
Gud lurer dog stadigvæk i Anette Blachs underbevidsthed.
“Jeg kan stadigvæk få automattanker om, at der er nogen, der kigger med. Men nu tænker jeg, ‘nå, der var du igen,’” griner hun. I dag bor Anette Blach i Hinnerup med sine to børn og kæreste gennem seks år. For tre år siden afsluttede hun en længe ønsket ingeniøruddannelse. Hun er medstifter af foreningen Eftertro, hvor hun hjælper andre religiøse afhoppere.
Om Jehovas Vidner
- Jehovas Vidner har omkring 16-18.000 danske medlemmer.
- Medlemmerne fejrer hverken jul eller fødselsdage, da man kun må fejre Gud. Desuden må man ikke modtage blodtransfusioner, end ikke ved dødelig sygdom.
- Medlemmerne skal gerne forkynde regelmæssigt – eksempelvis ringe på folks døre eller kontakte dem på gaden.
- Jehovas Vidner tror på, at alle synder bliver tilgivet, hvis man dør før dommedag. Ved dommedag bliver man genoprejst.
- Jehovas Vidner tror også på et evigt liv i paradis her på jorden. Paradiset kommer, når Gud har fjernet al ondskab og oprejst de døde.
Udstødelse
Familien tager som regel afstand, da det sætter dem i en dårlig position at have kontakt til den udstødte. Derfor forsøger afhoppere ofte at holde lav profil og skjule ting som homoseksualitet, politisk aktivitet eller rygning, der er ulovligt i Jehovas Vidner, for at øge chancen for at se sin familie. Af samme grund er der meget få udstødte, der stiller sig frem i offentligheden og fortæller deres historie. Ifølge Anette Blach søger over halvdelen af de udstødte tilbage til sekten eller ind i andre ekstreme religiøse fællesskaber. To af Anettes veninder fra Jehovas Vidner, brød ud af trossamfundet samme tid som hende, men der gik flere år før, de tre piger fandt hinanden, fordi de alle havde isoleret sig.
Eftertro
Eftertro blev stiftet af en række ildsjæle, heriblandt Anette Blach, i slutningen af 2015 og er en forening for folk, der er brudt ud af et ekstremt religiøst fællesskab. Alle former for religiøse afhoppere er velkomne. Der afholdes kaffemøder en gang i måneden i Aarhus og København og snart også i landets andre største byer. Man kan dog altid ringe, maile eller få et individuelt møde.