Det er femten år siden, L.O.C.’s debutalbum udkom. Ti plader og et hav af livserfaringer senere kan der indimellem virke langt til rebellen fra Aarhus Vest. I et særligt jubilæumsalbum rejser han nu tilbage til det postnummer, der senere blev hans varemærke. Til barndommens betonblokke og ungdommens rastløshed. Til festerne, fællesskabet og alle lærestregerne.
Liam Nygaard O’Connor er en glad, men træt mand. De granitgrå øjne er blanke af lykke og søvnmangel. For nylig blev han og kæresten Christiane Schaumburg-Müller forældre til lille Constantin. Den 37-årige L.O.C. ligner mest af alt stadig en gadedreng fra Aarhus V i sin sorte hættetrøje, jeans med hængerøv, sort-hvide Nike-sneakers og glimt i øjet, men siden danskerne første gang hørte ham rappe om Absinthe og sige ”Undskyld, so” til sin ekskæreste, er han både blevet ædru, forretningsmand og familiefar.
L.O.C. tager efter en længere pause fra rampelyset nu på en selvbiografisk rejse tilbage i tiden med opsamlingsalbummet ”Anno XV”, der indeholder 27 gamle og tre helt nye numre, og som ledsages af en tilhørende turné i landets fire største byer. Førstesinglen ”Ti Fod Høj” er en sang til hans unge jeg og det vestlige Aarhus, der dannede ramme for hele hans barndom og ungdom. 8210. Et område, som senere skulle vise sig at blive en vigtig brik i udformningen af L.O.C.’s kunstneriske identitet.
”Det handler om at fortælle mig selv, at det hele nok skal gå. Uden at det skal blive så skide rygklapperagtigt,” fortæller han og smiler skævt.
Rimene fra Annettevej
Mellem almene boligblokke, små rækkehuse og villakvarterer ligger et gammelt beboerhus i gule mursten. Bag de små, aflange vinduer i den afskallede, sorte kældervæg er i dag kreative værksteder, men for tyve år siden var det rapmusik, der fyldte kælderrummene på Annettevej i Gellerup. Det var her, den unge Liam første gang samlede en mikrofon op. I de gamle øvelokaler på en spolebåndoptager kastede L.O.C. sine allerførste rim. Her tabte han interessen for alt andet, mens han fortalte teenagelivets historier, hyldede lokalområdet og satte rivaliserende rappere fra andre nabolag på plads.
”Det er så let at kalde Aarhus Vest for udsat, men i virkeligheden synes jeg, det var fantastisk, at man både kunne have venner, der kom fra ligusterhække og betonaltaner,” fortæller L.O.C. om opvæksten i det postnummer, der blev et stærkt symbol for dansk hiphop i begyndelsen af 00’erne.
Jeg husker det som om, at jeg havde alle de venner, jeg kunne ønske mig i hele verden.
L.O.C. om sin barndom i Aarhus Vest
Som søn af en aarhusiansk mor, der arbejdede som healer, og en irsk far, der var på farten det meste af tiden som lastbilchauffør, voksede han op i et parcelhuskvarter ved Bispehaven. Herfra cyklede han ud til hele vestegnen. Det, der udefra blev omtalt som én stor, socialt belastet ghetto, beskriver han selv som én stor, rummelig familie.
”Vi vidste jo også godt dengang, hvilket ry området havde, for ingen af pigerne fra Risskov måtte komme ud til os,” siger han og lyser op i et af sine store, karakteristiske grin, inden han fortsætter:
”Men det sammenhold, vi havde der, har betydet rigtig meget for mig. Jeg husker det som om, at jeg havde alle de venner, jeg kunne ønske mig i hele verden.”
Hiphopkulturen mødte L.O.C. første gang, da han begyndte til breakdancing sammen med de andre drenge fra lokalområdet. Som 15-årig hørte han rygter om rapmusik i ungdomsklubben, og det vækkede en dragende nysgerrighed. Han var nødt til at se, hvad det var for noget, der foregik på Annettevej:
”Jeg kom derned og syntes selvfølgelig, som alle rappere i hele verden, at det kunne jeg gøre bedre selv. Og så kunne man imponere pigerne, uden at man skulle træne fysisk flere gange om ugen. Så det var tydeligt, at den vej skulle jeg helt sikkert ned af,” griner L.O.C.
Derefter gik det meste af tiden i kælderlokalet. Med inspiration fra idolerne på den amerikanske vestkyst rimede L.O.C. og vennerne i ungdomsklubben sig til respekt i lokalsamfundet og formede deres egne udtryk:
”Der havde ikke boet nogen i Gellerup eller Bispehaven i mere end én generation før min, og ingen havde lavet hiphop derude før os. Vi havde fået et blankt stykke papir og noget nyt at være sammen om. Det gav en klar følelse af, at det var os, der skulle repræsentere vores nabolag og fortælle historierne herudefra – og rigtig vise dem alle sammen.”
Den sommer uskylden forsvandt
”Bare vid, det var super cool, mens det varede,” rapper L.O.C. fra en talerstol fuld af mikrofoner, mens kamerablitzer lyser hans skarpe ansigtstræk op. Billedet skifter til en parkeringskælder med ham og hans barndomsvenner i sorte hættetrøjer. Så til et hav af begejstrede arme, der kastes op og ned i takt til musikken. Musikvideoen til den nye single, ”Ti Fod Høj”, illustrerer kontrasterne mellem L.O.C.’s fortid og nutid. Mellem at sidde i en bil omgivet af elefanthuer og en sportstaske med stjålne sedler og at skåle i champagne ved et langbord fuld af jakkesæt. Videoen er en rejse tilbage til teenagetidens rastløshed og store armbevægelser. Til grænser, der skubbes til og prøves af.
”Da vi spyttede rim ud i opgange, så stanken af pis blev overdøvet af rapsangen. Den samme sommer, vi tog livet af uskylden,” rapper L.O.C. om de sommernætter, hvor drengestreger pludselig blev til alvorlig kriminalitet.
Jeg har stået i nogle situationer, hvor jeg har fået at vide, at dét her skulle jeg ikke. At jeg skulle holde min kæft og fokusere på musikken.L.O.C. om kriminalitet i ungdommen
”Det var alt fra nogle smårapserier, til at nogen pludselig havde fundet en masternøgle til kasseapparatet. Alt muligt lort. Det blev jo bare en let måde at få noget nyt tøj uden at have hverken uddannelse eller penge. Men da det gik fra sjov og ballade til at blive et spørgsmål om at skabe en levevej, knækkede filmen for mig,” fortæller han.
Musikken og frygten for at skuffe sine forældre blev det, der i sidste ende fik L.O.C. til at blive siddende i bilen, mens de andre løb ind på tanken med huer på.
”Der er nogle ting, jeg har været foruden, fordi jeg lavede rapmusik. Jeg kunne ligeså godt have rendt rundt og været rastløs og fået dumme idéer. Men jeg har nogle gode venner, der ligesom mig er bedre til at løse andres problemer end deres egne. Jeg har stået i nogle situationer, hvor jeg har fået at vide, at dét her skulle jeg ikke. At jeg skulle holde min kæft og fokusere på musikken.”
Smagen af sprut og succes
L.O.C. besluttede sig for at høre efter og satse på musikken. Sammen med de andre Aarhus-musikere Johnson og U$O turnerede han landet tyndt for at få så meget scenetid som muligt. En periode, han selv beskriver som én lang fest drevet af vildskab, livsglæde og en ”fuck-det-vi-gør-det-bare”-attitude:
”Jeg kan huske, at vi spillede i Odense på et tidspunkt og endte med at overnatte i en bz’er-lejlighed i en smadret bygning fuld af narkomaner. Og sådan var det bare. Vi crashede nogle fucked up steder i stedet for at tage hjem, for i morgen var der igen en jam.”
Festerne tog overhånd og det rundhåndede forbrug af alkohol voksede til et misbrug. Midt i rusen lykkedes det dog for L.O.C. at skabe sig et navn på den danske hiphopscene, og da debutalbummet ”Dominologi” udkom i år 2001, resulterede det senere i en guldplade.
”Det var faktisk først, da jeg blev ædru, at det gik op for mig, at der ikke var særligt meget i mit liv, der kørte for mig. Men lige præcis musikken havde jeg af en eller anden grund fået ført et sted hen midt i fuldemandsslingeren. Ud af alle de dumme barregninger var der alligevel kommet noget, der fungerede. Det var først for alvor der, jeg begyndte at behandle musikken som noget, der faktisk kunne føre til et eller andet ægte,” fortæller L.O.C.
Følelsen af succes ramte ham for alvor en efterårsnat på Hotel Royal i Aarhus i år 2005 under en radiotour rundt i landet, som skulle promovere det tredje album, ”Cassiopeia”. Midt om natten fik han en sms, der fortalte, at albummet var gået nummer et på hitlisten.
”Jeg tænkte, at det her var det vildeste. Jeg havde sgu slået James Blunt med den der irriterende sang af førstepladsen. Det var fantastisk. Men samtidig vidste jeg ikke, hvem fanden jeg skulle sige det til, for klokken var lort om natten. Jeg kunne jo ikke tage ud og fejre det, for jeg skulle op fire timer senere og snakke med en frisk radiofyr i Aalborg. Men dér blev det klart for mig, at det her virkelig kunne lade sig gøre,” erindrer han.
En tørlagt perfektionist
I år 2005 fik L.O.C. sin sidste drink. En whisky og cola i Genève Lufthavn på vej hjem fra en festlig skiferie. Man kan undre sig over, om det ikke ind imellem kan klinge lidt hult at stå på scenen og synge ”Drik Din Hjerne Ud” som ædru alkoholiker på 11. år?
”Jeg havde en periode, hvor jeg hadede de gamle sange. Jeg tænkte, at jeg løj for folk, når jeg spillede dem. Det var jo ikke mig mere. Men nu har jeg fået en accept af, at det var det jo. Når jeg stiller mig ind og spiller ’Undskyld’, så kan det godt være, jeg ikke er sur på den pågældende ekskæreste mere, men der står altid en i publikum, for hvem det nummer er grunden til, at han lytter til det hele. Her mødtes vi, og det er et vigtigt minde, vi har sammen.”
Lige siden, jeg første gang kunne mærke ham inde i Christianes mave, har jeg haft det sådan, at alle de der andre ting, jeg går og bekymrer mig om – fuck dem. Det er det her, det hele handler om.L.O.C. om at blive far
Med ædrueligheden kom også en anden tilgang til musikken. En stædig perfektionisme, der ikke var plads til i rusen. I dag handler det om at forene den med vildskaben, der formede L.O.C. som kunstner:
”Den her energi og det udtryk, vi har skabt, er helligt. Det betyder så meget, og nogle gange er jeg virkelig nødt til at piske mig selv for at opnå den. Vi kan spille nogle af de bedste koncerter og stadig gå af scenen og tænke: ’Fucking lort! Den var der ikke.’ Fordi vi arbejder efter den der helt særlige gejst hver gang.”
Den perfektionistiske tilgang er ifølge L.O.C. også grunden til, at han nu er blevet far i en relativt sen alder:
”Jeg skulle ikke have børn, før jeg kunne tage mig af dem. For det har jeg set for mange andre steder,” fortæller han.
”Allerede før han kom, har han givet mig en enorm afklaring. Lige siden jeg første gang kunne mærke ham inde i Christianes mave, har jeg haft det sådan, at alle de der andre ting, jeg går og bekymrer mig om – fuck dem. Det er det her, det hele handler om.”
Ædruelighedens pris
L.O.C. har prøvet det hele. Og mere til. Men et utal af fester, kvinder, et alkoholmisbrug, tre voldssager og to skilsmisser senere fortryder han ikke noget:
”Hvis bare jeg havde lyttet til min far, så havde jeg undgået en masse lort. Men du kan kun fortryde noget, hvis du fortryder slutresultatet. Og jeg fortryder ikke, hvor jeg er i dag, og hvad det alt sammen har givet mig.”
Alligevel er der meget, man pludselig skal forholde sig til, når rusen aftager og tømmermændene – også de moralske – for alvor kommer snigende efter flere års uafbrudt fest.
”Da jeg blev ædru, forsøgte jeg at skjule min usikkerhed ved at tale åbent om mit alkoholmisbrug. Det har altid handlet om, at jeg skulle være funktionel. Selv når jeg har haft de perioder, hvor lågen til underbevidstheden har klappet lidt for meget, er jeg stadig gået ud af døren,” fortæller L.O.C. og fortsætter:
”Der var pludselig en masse ting, jeg var nødt til at tage til mig. Jeg har aldrig rigtig kunne sove om natten, men det blev absolut ikke bedre af, at jeg lige pludselig blev ædru og sad der med mig selv: Det mest forfærdelige menneske på jorden – som jeg nogle gange kan tænke.”
Siden rusmidlerne forsvandt, har det derfor handlet om at nå ind til den ædru sandhed og slutte fred med den:
”Jeg vil meget gerne have afklaring. Og så må jeg jo finde ud af, hvad der er i vejen med mig. Det bedste og hårdeste, det gav mig at blive ædru, var i virkeligheden at finde ud af, hvor stort et røvhul, jeg er. Hvis jeg satte mig ned og forsøgte for alvor at gøre regnskab, så ville det hele falde sammen om ørene på mig. Derfor holder jeg fokus på at bevæge mig fremad, for jeg kan ikke ændre noget.”
Hvis man kunne bytte krop i ti sekunder, tror jeg, at den person, der vågnede op i min, ville skrige og skynde sig videre.L.O.C. om fortidens dæmoner
Noget af det, L.O.C. gerne vil afklare, er en grundlæggende længsel efter opmærksomhed. Han trækker op i ærmet på den sorte hættetrøje og afslører ordene ”Attention whore” på den højre underarm. Et forsøg på at erkende et behov og samtidig en ironisk kommentar til det kendisland, han i dag er blevet en etableret del af:
”Blandt kendte eksisterer der ofte sådan en martyrtankegang om, at det er hårdt at være kendt. Men hvorfor stiller du dig så på den røde løber? Du vil jo gerne. Jeg hader, når jeg kan se, at folk gør noget for at få opmærksomhed. Men jeg gør det selv. Jeg kan skjule det bag musik, og med tiden er musikken blevet vigtigere end alle konfettikanonerne, men det er vigtigt for mig, at jeg erkender denne her tilbøjelighed. Jeg vil fandeme gerne have din opmærksomhed.”
Som han sidder der, rolig og eftertænksom, smilende og imødekommende, virker han nu ikke så farlig. Der er ikke langt til latter, og hans historier emmer af en selvironi, der bløder dem op. Men spøgelserne fra den farverige fortid rumsterer stadig i hovedet, fortæller L.O.C.
”Hvis man kunne bytte krop i ti sekunder, tror jeg, at den person, der vågnede op i min, ville skrige og skynde sig videre,” siger han og bryder ud i endnu et varmt, smittende grin.
Mellem 8210 og 2900
På Ellekærskolen i Aarhus V har eleverne sat et papskilt op ved én af parkeringspladserne foran den klassiske 70’er-folkeskolebygning. ”L.O.C.” står der skrevet med unge, umage blokbogstaver. Her venter man længselsfuldt på den dag, skolens største antihelt kommer hjem på visit.
”Kære hvem end jeg så var. Du er blevet svær at genkende herfra,” erkender L.O.C. i ”Ti Fod Høj”.
Meget er sket, siden han løb rundt på Ellekærs fodboldbaner og rappede i kælderen på Annettevej. Gadedrengen er blevet voksen, kanterne er blevet slebet til undervejs, og det rebelske udgangspunkt kan virke langt væk, når man både har været Voice-dommer i bedste sendetid, samarbejdet med TDC og i dag udgør den ene halvdel af Danmarks mest omtalte parforhold.
”Hele det der kendispis er jo i virkeligheden bare et biprodukt af, hvad jeg foretager mig. Nu handler det for mig først og fremmest om at være sandfærdig i min musik. Jeg vil rigtig gerne forstå, hvad det er, jeg laver,” siger L.O.C.
I dag har han og Christiane Schaumburg- Müller slået sig ned i landets dyreste postnummer. I en stor villa i det mondæne Hellerup skal lille Constantin vokse op. Langt fra Aarhus V og de betonbyggerier, der indrammede L.O.C.’s egen barndom.
”Første gang jeg fortalte min far, hvor vi havde købt hus, grinede han ad mig. Christiane var på det tidspunkt med i tv-serien ‘2900 Happiness’, så det var næsten for meget, at huset lå i fucking 2900. Men han sagde, at selvfølgelig skulle vi det,” fortæller L.O.C.
”Jeg er blevet skudt lidt i skoen at være mønsterbryder, men i virkeligheden ser jeg alt det her som en naturlig forlængelse af det, mine forældre ville. De gav mig det bedste, de overhovedet kunne. Det er det, jeg har forsøgt at bygge videre på.”
Som halvt irer og helt vestaarhusianer, besidder L.O.C. en indbygget rejselyst og en multikulturel nysgerrighed, der har været en vigtig inspirationskilde for ham både privat og musikalsk, hvor han har bevæget sig på tværs af genrer og samarbejdet med et hav af forskellige kunstnere.
”Jeg vil rigtig gerne give det videre, at alt er en mulighed. Jeg har joket lidt med mine venner om, at den dag min søn spørger mig: ’Far, hvad er Antarktis?’ siger jeg: ’Pak en taske, så skal jeg vise dig det.’,” fortæller L.O.C.
Når man er et kendt ansigt med et broget bagkatalog fuld af ballade, melder der sig dog også andre spørgsmål, når man pludselig skal varetage rollen som forælder og forbillede.
”Jeg ville jo i virkeligheden gerne skifte navn, så han ikke kunne google mig,” griner han og fortsætter i en mere alvorlig tone:
”Men jeg tror i virkeligheden, at hvis jeg er åben og ikke lægger skjul på tingene, så kan han måske drage noget nytte af mine erfaringer.”
L.O.C. rejser sig, trækker op i hængerøvsbukserne og hiver den sorte sweatshirthætte op over baghovedet. Hjemme i Hellerup venter det nye familieliv. Og lige der. Et sted mellem fortiden og fremtiden, gadedrengen og familiefaderen, betonbyggeriet og ligusterhækken, festen og alvoren, befinder L.O.C. sig nu. Man kan nemlig godt være både 8210 og 2900.