Efter fire år i forsvaret blev han i 1992 udsendt til Balkan. To år senere havnede han i et syv år langt stof- og alkoholmisbrug med mareridt og mikrolån, der finansierede alverdens udendørs-grej, så han kunne bo i skoven. I dag – 26 år senere – er 52-årige Lars kommet på benene igen. Takket være Veteranhjem Midtjylland har han nu både tag over hovedet og et fast job i sigte, og han drømmer om at køre Margueritruten på sin grønne Longjohn-cykel.
Tekst: Anne Møller
Foto: Steffen Therkildsen Nielsen
Inde bag den trafikerede Edwin Rahrs Vej, godt en kilometer længere ude end Bazar Vest og godt gemt væk bag en række tæt bevoksede grantræer, ligger en 364 kvadratmeter stor villa. For bare fire år siden tilhørte den en enke, men i 2015 blev huset købt af Fonden Danske Veteranhjem. Siden har det fungeret som værested for veteraner, der af den ene eller anden grund har brug for et pusterum i hverdagen. Det kan være i form af en kop kaffe, en løbetur eller et enkeltmandsværelse for en kortere eller længere periode.Flagdag
Ved indgangen til Veteranhjem Midtjylland sidder en baretklædt mand under en blå pavillon og tager imod og krydser af på en seddel. Under udhænget er to mænd i fuld gang med forberedelserne til aftenens menu, der står på helstegt pattegris. På plænen foran huset er veteraner og deres familier stimlet sammen omkring den høje flagstang. Nogen i civil, andre i fuld uniform. Det er flagdag for Danmarks udsendte.
”Skulle vi ikke starte?” spørger en af veteranerne ud i forsamlingen. Han drejer hovedet og spejder mod indgangen, mens han skygger for solen med hånden.
“Jo, men byrådspolitikeren er ikke kommet endnu,” forklarer daglig leder Peter Andreasen. Han trækker på skuldrene med et smil. Der bliver stille, men efter et kort øjeblik breder snakken sig igen. Den ledsages af legende børn, der løber og spiller fodbold i baggrunden. Efter få minutter sker der noget. Der bliver stille igen, og folks blikke rettes mod byrådsmedlem Marc Perera Christensen, der kommer gående. Ligesom flere af de fremmødte veteraner er han i sit ærinde som taler klædt i jakkesæt. Inden han træder frem, bliver der holdt et minuts stilhed.
Der er musestille under hele talen, og veteranerne står med faste blikke og ranke rygge, da Marc Perera Christensen åbner op for fortællingen om sin PTSD-ramte onkel.
”Han ramte sgu hovedet på sømmet med den fortælling,” lyder det efterfølgende fra veteran Lars, der ikke ønsker at stå frem med sit ansigt. Han bøjer hovedet for at tænde en cigaret og ser lidt ned i græsset. Der danner sig en tæt røgsky foran hans ansigt.
Manglende behandling
Lars kan nikke genkendende til flere af onklens symptomer. Efter sammenlagt elleve måneder i Balkan havnede han i et dybt, sort hul, som det skulle tage ham syv år at komme op fra.
”Dengang var der ikke noget, der hed psykiske tests, før man blev udsendt. Efter afsluttet tjeneste blev man placeret i et auditorie, hvor man fik en kort briefing: ”Det er gået godt, der er sket sådan og sådan, vi har mistet nogen. Og forresten: Er der nogen, der skal til psykolog?” Det er ikke lige dér – blandt 120 alfahanner og -hunner – at man rejser sig op,” indrømmer han.
Da vi rullede ind over grænsen til Slovenien, fik vi endelig lov til at komme ud at strække ben. Her blev vi mødt af en lille dreng på cirka otte år. Det er der jo ikke noget unormalt i. Men han stod altså med en AK-47.Lars, veteran
Lars var udsendt i 1992 på hold 1 og 2 for det, der dengang hed UN.
”Jeg var fredsbevarende. Så går man ikke i krig, så opretholder man status quo,” forklarer han.
Sammen med 1100 mand steg han dengang på et tog i Hillerød med kurs mod Kroatien. Det blev fire døgn uden særlig mange pauser, smalle gange og seks-otte mand stoppet ind i nogle meget små kupéer.
”Da vi rullede ind over grænsen til Slovenien, fik vi endelig lov til at komme ud at strække ben. Her blev vi mødt af en lille dreng på cirka otte år. Det er der jo ikke noget unormalt i. Men han stod altså med en AK-47, og han havde også håndgranater og magasiner og noget a la en bazooka.” Lars lægger hovedet på skrå og tager sig til panden. ”Den lille dreng… Der stod han bare og kiggede på os. Jeg kan huske, at der blev helt stille iblandt os. Man kunne høre samtlige kæber ramme jorden. Det var vi ikke lige forberedt på.”Omringet af fjender
Lars og hans deling mistede heldigvis ikke nogen kammerater under udsendelse. Alligevel var der nogle episoder, som var så barske, at de efterlod sig dybe spor i hans bevidsthed.
”På et tidspunkt kørte jeg rundt som spejder i en firehjulstrækker og kiggede til drengene. Lige pludselig var der tilkald fra en kontrolpost om, at de havde set otte mand gå over ingenmandsland, hørt lidt skyderi, og en halv time senere var der kommet ti mand tilbage. De to sidste var fanger, og kun den ene af dem var i live. Vi var der i løbet af kort tid og fik forklaret dem, at de for fanden da ikke måtte gå igennem minefelter.” Lars fægter med armene og gør store øjne.
”Pludselig blev den fange, der var i live, smidt ind i en bil. I mellemtiden var der kommet omkring hundrede serbere, og vi var kun tyve mand. På det tidspunkt stod jeg helt alene. Alle de andre var spredt, så jeg kunne ikke gøre andet end at pifte helt vildt højt. I dét sekund kom der en stor flok serbere løbende imod mig, og pludselig stod der fyrre mand i en cirkel og pegede på mig med deres geværer. Det eneste, jeg kunne tænke der, var, at jeg skulle gøre mit job. Heldigvis hoppede serbernes chef ud af bilen og råbte: ”Stop, stop, stop! Nu stopper vi lige det her’, og så kom mine kammerater mig til undsætning.”
En anden gang sad Lars og hans kammerater i et militærtelt og spiste aftensmad med udsigt til en flod og en bro.
”Pludselig samlede der sig en masse mennesker på broen, og kort tid efter kunne vi se, at der kom 30-40 lig sejlende ned ad floden. De var åbenbart blevet udrenset og kastet i floden længere oppe. Det eneste, vi kunne se, var arme, maver og knæ, der flød over vandet. Længere nede ad floden prøvede et andet dansk kompagni at samle dem op. Men da de hev fat i benene og skuldrene, røg hovederne af, så de har ligget der længe. Det var sgu ikke så rar en oplevelse,” siger han og ser ned i bordet.Civilisering
Efter sin hjemkomst flyttede Lars til Roskilde, og herfra gik det kun én vej.
”Jeg drak og tog stoffer hver dag i syv år. Samtidig var jeg arbejdsløs. Men en dag vågende jeg op og tænkte: Jeg skal sgu civiliseres. Hvordan gør man det bedst? Aah, jeg skal da på en ganske almindelig dansk folkehøjskole.”
Og sådan endte Lars på et tretten uger langt højskoleophold på en højskole lidt uden for Aarhus.
”Det hjalp mig enormt meget. Og det var godt for mig at komme lidt ned på jorden og se almindelige mennesker i øjnene igen. Jeg meldte mig blandt andet til teater for begyndere, og det hjalp mig faktisk til at finde ud af, hvordan det er, man opfører sig, selvom jeg var virkelig dårlig til skuespil,” griner han.Man tror, man er alene
Efter højskoleopholdet pendulerede Lars mellem at være i job og på kontanthjælp, men efter et stykke tid blev han træt af systemet og de mange arbejdsprøvninger.
”På det tidspunkt begyndte jeg med de der mikrolån, og jeg brugte pengene på at købe udendørsudstyr, så jeg kunne bo i skoven. Jeg fandt ud af, at der lå en veteranlandsby på Læsø, så der planlagde jeg at tage over på min Longjohn-cykel. I mellemtiden havde jeg hørt om veteranhjemmet, så der cyklede jeg forbi på vejen, og så nåede jeg aldrig længere,” griner han.
Det altoverskyggende problem for en veteran er, at han tror, han er alene med sine tanker, sine mareridt og sin dagligdag. Men så kommer man herud, og så forstår de, hvad man siger.Lars, veteran
I to måneder boede Lars i telt omme bagved veteranhjemmet. Derefter flyttede han ind, og det skulle vise sig at blive hans store redning.
”De frivillige og medarbejderne her betyder alt. De bliver ikke overraskede, hvis der pludselig står én og råber og skriger. Så tager de det helt stille og roligt,” siger han og holder en kort pause.
”Det altoverskyggende problem for en veteran er, at han tror, han er alene med sine tanker, sine mareridt og sin dagligdag. Men så kommer man herud, og så forstår de, hvad man siger. Der er nogen, der har det lige sådan. Der er ovenikøbet nogen, der har det værre.”Rummelighed
Selvom det ikke er alle brugere af veteranhjemmet, der er syge, er rummelighed én af husets fornemmeste opgaver ifølge daglig leder Peter Andreasen. Det gælder også i forhold til veteraner, der er i metadonbehandling.
På veteranhjemmet behandler de ikke PTSD-ramte veteraner. Til gengæld hjælper de dem på andre fronter. Peter Andreasen fortæller:
”Mit arbejde består i at skabe et netværk for veteranerne i forhold til kommune, veterancenter, familie og pårørende. Jeg hjælper dem med at få planlagt deres hverdag i forhold til at kunne få et bedre liv, og jeg har nogle gode kontakter til Aarhus Kommune.”
Ved siden af Peter Andreasen kan Frank Høffner Kjærup fra Veterancentret hjælpe veteranerne med at få gratis psykologhjælp, mens veterankoordinator Vagn Martinussen kan hjælpe dem med at få arbejde og kontanthjælp.
For Lars har veteranhjemmets personale været en uvurderlig støtte. Det er gennem dem, at han har fået sin nuværende lejlighed i Viby og et job som lagerarbejder, der venter lige om hjørnet.
”Hvis bare jeg kan blive selvforsørgende igen. Det vil jeg helst,” siger han, inden han rejser sig. Han skal overnatte i skoven i weekenden. Det gør han stadig ind imellem.
Om PTSD og veteranhjemmet
- PTSD står for ’post traumatic stress disorder’, og det er en tilstand, der kan opstå hos personer, der har været udsat for en voldsom belastning af katastrofelignende karakter. Symptomerne kan blandt andet være flashbacks, mareridt, hukommelsestab, nedsat følelsesliv, misbrug samt søvn- og koncentrationsbesvær.
- Udover hjælp til praktiske findes der også en lang række tiltag på veteranhjemmet, der skal få veteranerne til at engagere sig socialt. Hver onsdag er der løbeklub, første søndag i måneden er der brunch, og derudover bliver der blandt andet arrangeret vildmarksture, golfturneringer og sejlture.
Poul Boye Larsen, 91 år
”Jeg har været i forsvaret i 51 år og var udsendt i besættelsesstyrkerne sammen med USA, England og Norge i 1948/1949, da vi besatte tyskerne. Til daglig holder jeg foredrag om alt fra 9. april 1945 til min fodboldtræner Sergent Vous, der blev dræbt under kampene ved grænsen.”
Lai Sørensen, 32 år
”Jeg er uddannet kaospilot og har været udsendt til Afghanistan to gange. Jeg deltager i flagdagen, fordi jeg støtter op om de danske veteraner. Det er vigtigt for mig at sende en tanke til de udsendte og dem, der aldrig kom hjem.”