Unge får ondt i livet over sociale medier og X Factor. Andre får en midtlivskrise. Selv dronningen kan have det svært og rammes af tab og fortvivlelse. Aarhus-biskop Henrik Wigh Poulsen er Kongehusets nye præst og sjælesørger, og han vil gøre, som han plejer – nemlig lytte.
Tekst: Thomas Bech Hanen
Foto: Bibi Berge
Hvad gør dronning Margrethe, når hun har bedt Gud bevare os, foldet papiret og hvilet hænderne fredsommeligt på skrivebordet – når tv-transmissionen og nytårstalen slutter, og vi skåler i stuerne? Er hun berørt? Fælder hun en tåre? Hvordan påvirker sorgen monarken, der har mistet sin prins – som enhver anden hustru, der har sagt et sidste farvel sin mand? Eller måske med en særlig royal armslængde.
I hvert fald oplever vi oftest Kongehusets medlemmer glade eller, i tilfælde som bevægende nytårstaler og prins Henriks død, stilfærdigt tænksomme. Det er ligesom der, grænsen for melankoli går, så længe kameraer og diktafoner er tændt. Men alle kan vel bruge en skulder at græde på, en fortrolig at tale med og et rum for fortvivlelse uden forbehold. Til det formål har Kongehuset sin egen præst – en kongelig konfessionarius, som det hedder. Latin for sjælesørger. Og fra den 1. april 2018 er der en ny mand på posten. Udpeget af dronningen personligt.
”Det er da voldsomt. Og jeg er stolt og glad for den tillid, der er blevet vist mig. Men det er som at være præst i ethvert andet sogn. Sådan er jeg nødt til at tænke på det for ikke at stå der helt betuttet og starstruck,” siger Henrik Wigh-Poulsen, biskop i Aarhus Stift lidt tid inden, han begynder som kongelig konfessionarius.
Helt almindelige mennesker
Udover personlige samtaler omfatter jobbet alle kirkelige opgaver i Kongehuset, herunder gudstjenester og eventuelt barnedåb, konfirmationer, bryllupper og begravelser. Det er ikke til at sige, om han virkelig er så afslappet ved tanken om at tjene dronningen, kronprinsen og alle de andre, som han lyder.
Henrik Wigh-Poulsen skiftevis taler roligt og lytter tålmodigt, siddende i klassisk dansk møbeldesign med udsigt til Dalgas Avenue og kig til Tangkrogen. Et par bibler i reolen antyder mandens gerning. Ellers kunne det være et hvilket som helst andet lederkontor af den konservative, klassisk dannede slags med pæne trægulve og kunst på væggene. Han er vanskelig at lokke store ord ud af, selvom udsigten til fortrolig alenetid med Danmarks vel nok mest kendte familie nok ville pirre de flestes nysgerrighed.
Jeg lytter i høj grad. Min tilgang er ikke at komme med Bibelen i hånden og begynde at moralisere. Det handler om, hvad der er på færde i personens liv, hvad vedkommende går og spekulerer på.Henrik Wigh-Poulsen om arbejdet som biskop
Biskoppen sagde ja til jobbet omgående, overrasket over at få buddet. Han er stolt og glæder sig. Samtidig omtaler han konfessionarius-hvervet som et ’bijob’ og kongefamilien som ’helt almindelige mennesker’. Han ser frem til at ’se, hvad der sker’ og joker med at forberede sig ved at læse Billed-Bladet, som kollegaerne på bispekontoret spøgefuldt har foræret ham et abonnement på. Arbejdet som biskop skal han stadig passe, og tilgangen til det enkelte menneske er ens, uanset hvem der sidder i stolen overfor.
”Jeg lytter i høj grad. Min tilgang er ikke at komme med Bibelen i hånden og begynde at moralisere. Det handler om, hvad der er på færde i personens liv, hvad vedkommende går og spekulerer på. Efterhånden kan jeg forsøge at bringe et andet perspektiv ind, hvor personen måske ser situationen i et andet lys, der kan trøste og give håb,” forklarer Henrik-Wigh Poulsen.
Unges stress og ensomhed
Præsterne i Aarhus Stift melder ifølge biskoppen om et stort behov for sjælesørgere, ikke mindst blandt unge. Der er således bud efter universitetspræsterne i disse år.
”Mange er ensomme, i tvivl om deres værd, føler sig udenfor og oplever forventninger, de ikke kan leve op til. Vi lever i en præstationstid, hvor man skal hente likes på Facebook. I det øjeblik man halter bagefter, ikke føler, at man har de rigtige venner eller ikke kan leve op til de krav, man føler fra sine forældre, venner, samfundet eller hvem det måtte være, skammer man sig og føler sig som en fiasko.” Sådan oplever Henrik Wigh-Poulsen nutidens slagside. Hans opgave, ”når det hele føles ad helvede til”, som han siger, er at hjælpe den enkelte ud af de negative tanker.
”Mange har brug for at vide, at deres værd ikke afhænger af, hvor mange likes de får, hvor kloge eller dygtige de er, men at de har værdi, fordi de er Guds børn,” siger han og peger på den særlige tidsånd, der synes at herske.
Der er meget ensomhed forbundet med sociale medier – falder man udenfor, falder man dybt.Henrik Wigh-Poulsen om unges problemer anno 2018
”Det ser ud til, at det især er piger, der kommer i krise. De såkaldte 12-tals-piger, som går rundt og sulter sig selv og skærer i sig selv, fordi de synes, de ikke kan leve op til de krav, de oplever, omgivelserne stiller til dem. Der er meget ensomhed forbundet med sociale medier – falder man udenfor, falder man dybt. Derfor kan jeg heller ikke holde ud at se sådan noget som X Factor, hvor det handler meget om, at nogle skal sies fra, og nogle vinder. Jeg har så ondt af de deltagere, som alle griner af.”
Vil ikke være sortseer
Men er det hele så armod og en generation af narcissistiske unge, der er tabt til falske, digitale venskaber? Hvis skæbne er lagt i hænderne på humørsyge dommere i reality-tv? Nej, for Henrik Wigh-Poulsen ser også tegn på, at der er en modbevægelse på vej, hvor det hele ikke handler om at være så perfekt. Faktisk er det slet ikke så cool længere. Og så er det en generation med substans og format, lyder det fra biskoppen, der selv har tre voksne sønner
”Jeg gider ikke være sortseer. Unge mennesker i dag er bevægelige, begavede og høflige. På mange måder har de meget stærkere sociale fortrin, end jeg og min generation havde. De unge er gode til at omgås hinanden og har en større tålsomhed overfor hinandens forskelligheder. Det synes jeg ikke, vi havde, når jeg tænker tilbage på min egen ungdom. Vi var nok mere reserverede og kejtede.”
Hjem til Aarhus
Med gerningen som konfessionarius bliver ture til København og resten af landet formentligt noget hyppigere end tidligere for Henrik Wigh-Poulsen. Ellers forbliver han i vante omgivelser – i domkirken, på kontoret nær Tangkrogen og rundt omkring i Aarhus Stift, der strækker fra bispesædet i Aarhus til Silkeborg i vest, Hobro i nord og Horsens i syd. Selv er han født i Randers og opvokset ved Grenaa, men tabte som så mange andre hjertet til smilets by under studietiden. Så da arbejdet som biskop igen bragte ham til Aarhus i 2015, var det som om at komme hjem.
Nogle taler om stedets ånd som det særlige, der gør, at man er glad for et sted. Aarhus har en særlig ånd.Henrik Wigh-Poulsen om at føle sig hjemme i Aarhus
”Det er udefinerbart. Nogle taler om stedets ånd som det særlige, der gør, at man er glad for et sted. Aarhus har en særlig ånd. Det er svært at sige, hvad det skyldes. Nogle siger, det er fordi, at det er en overskuelig storby. Nogle nævner naturens nærhed. Andre peger på variationen i byens forskellige kvarterer. Men man kan sige det samme om andre store byer. Der er bare et eller andet, men jeg tænker, det er fordi det er en ung by, og fordi mange har boet her i deres ungdom.”
Heriblandt altså Henrik Wigh-Poulsen. Det var dengang i 1980’erne, da han læse teologi på universitetet. Aarhus var toppen af poppen, Thomas Helmigs smilehuller smeltede pigehjerter og Gnags slingrede ned ad Vestergade.
”Aarhus begyndte dengang at træde i karakter som ungdomsby, og musikken spillede en stor rolle med mange nye grupper. Jacob Haugaard var eksponent for den tid, og jeg husker ham sige, at Aarhus havde en køtermentalitet, en slags bid, der gav København baghjul. Byen har haft den dynamik lige siden.”
Husker tavshedspligten
En anden, der huserede i Aarhus’ studentermiljø i 80’erne, er kronprins Frederik. Og kongefamilien lægger tit vejen forbi Aarhus og Marselisborg Slot, som er familiens sommerresidens. Så måske er det ikke helt tilfældigt, at dronningen udpegede netop biskoppen i Aarhus som den næste konfessionarius efter Københavns tidligere biskop, Erik Norman Svendsen. Nu kommer Henrik Wigh-Poulsen helt tæt på den næsten jævnaldrende kronprins og resten af dem i kronebiler. Men det bliver uden overdreven ærefrygt. Og altid med diskretion.
”Hvis jeg skal have en samtale med dronningen, vil jeg nok først have i baghovedet, at det er dronningen, og at hun bærer på en særlig tradition. Men når jeg er i situationen, i selve samtalen, så vil hun være som ethvert andet menneske.” Mere vil Henrik Wigh-Poulsen ikke gå ind i det. Han tænker lidt, og et lunt smil breder sig. Han sidder afslappet ved vinduet, som han kigger udad, mens han tørt konstaterer:
”Som præst kan du ikke gå rundt og karakterisere alle de mennesker, du møder. Det går ud over tavshedspligten. Det handler også om at kunne holde kæft.”
Blå bog: Henrik Wigh-Poulsen
- Født 1959 i Randers.
- Teologisk kandidat fra Aarhus Universitet i 1989.
- Siden 2015 biskop i Aarhus Stift.
- Fra den 1. april 2018 kongelig konfessionarius.
- Bor nær Tangkrogen.
- Gift med Grete Wigh-Poulsen, provst i Kolding, som han har tre sønner med.
Konfessio-hvad-for-en?
Kongelig konfessionarius er en officiel titel, der i Danmark siden 1600-tallet er tildelt den præst, som forestår kirkelige handlinger inden for Kongehuset, fx dåb, konfirmation, vielse og begravelse.