På kollegierne i Universitetsparken leves et helt særligt liv. Side om side. Fordelt på gange. Med fælles køkken, toilet og bad. Og kun 13 kvadratmeters privatliv. Sådan bor knap 500 af byens studerende.
En række cykler er linet op langs universitetskollegiernes gule mursten, som indhylles af forårsgrønt buskads, der slanger sig op ad kollegiets tre etager. På en del af frimærkealtanerne er flere kasser Vestfyen stablet ovenpå hinanden, der kæmper om den trange plads med klirrende Nettoposer.
En dør går op i endebygningen, og en skikkelse stikker hovedet ud. Iført et par komfortable, men fine bukser, en stribet striktrøje og med en kop kaffe i hånden, tager den 30-årige kollegianerrådsformand, Hans Henrik Juhl, imod med fremstrakt hånd. Han læser lingvistik og færdiggør sin uddannelse til sommer næste år.
”Ja, velkommen indenfor i Eforen. Vores historiske kollegiebar.” Den er Hans Henrik Juhl også leder for. Han kan ikke lade være med at involvere sig i foreningslivet. Faktisk mestrede han i en periode at have 16 tillidsposter og hverv på samme tid. Måske af den grund er han på disse breddegrader også blevet kaldt Kong Hans.
Med sine 10 år fordelt på to forskellige kollegieværelser er Hans Henrik Juhl den studerende, der i øjeblikket har beboet kollegiet i Universitetsparken i længst tid. Før fremdriftsreformen og andre politiske stramninger var rekorden 16 år på det samme kollegieværelse. Og man fornemmer også efter kort tid, at kollegiet emmer af en stærk historie og en lang række traditioner.
Varm gæstfrihed på kanden
Det er middagstid, og på trods af, at det er fredag, har baren endnu ikke åbent for gæster. Der bliver skænket en kop friskbrygget kaffe. Hans Henrik Juhl smækker det ene ben op på disken bag baren i en halvt stående skrædderstilling. En på samme tid akavet, men på den anden side helt og aldeles indgroet positur efter mange år på lige netop dette sted i lokalet. Tempoet sænker sig, og snakken flyder naturligt om løst og fast. Næsten som om, vi har kendt hinanden længe. Det sociale trives, styrkes og fremdyrkes her i denne kuppel midt i byen.
Det er godt at lære at bo med andre mennesker. Også selvom det ikke nødvendigvis er mennesker, du bryder dig om eller umiddelbart kan enes med.Hans Henrik Juhl,
kollegianerrådsformand
”På et kollegium kan man have et privatliv på værelset, men man er aldrig alene hjemme. Det er dejligt, at man nemt selv kan vælge til og fra. Man bliver på sin vis tvunget til at være social. Er man typen, der ikke bryder sig om, at der er andre mennesker omkring en, isolerer man sig hurtigt på sit værelse. 13 kvadratmeter er meget lidt, hvis man skal have hele sit liv derinde. Men 13 kvadratmeter er langt rigeligt, hvis man udnytter fællesarealerne, går på læsesal og tager i kollegiebaren,” siger Hans Henrik Juhl og sludrer videre.
Oplevelsen af fællesskab
Et årtis minder fra kollegielivet er vanskelige at koge ned, og det ene minde bliver indledningen til det næste. Hans Henrik Juhl husker tydeligt den første vinter, han flyttede ind på kollegiet. Det var frygteligt koldt, og for hvert toiletbesøg gruede han for at sætte sig på det isnende toiletbræt. Men en dag var brættet lunt, fordi der lige havde været en anden.
Det var en sær oplevelse, og han blev mindet om, at toilettet ikke bare var hans. Men at han delte det med andre. Med tiden lærte han på den måde at værdsætte ting, andre måske ser som gener. At være fælles om ting og se de klare fordele i det. Også de helt små hverdagsting. Det kan naturligvis være en udfordring, når 15 personer deles om de samme kogeplader. De samme to brusehoveder. De samme toiletsæder. Men det indfinder de fleste beboere sig hurtigt med.
”Det er godt at lære at bo med andre mennesker. Også selvom det ikke nødvendigvis er mennesker, du bryderdig om eller umiddelbart kan enes med. Man lærer at komme overens med de konflikter, der opstår. Man lærer at tage konflikterne i opløbet, fordi man er nødt til det,” siger Hans Henrik Juhl og lader sit ben falde til gulvet igen for at række ud efter en telefon, der ringer på bardisken. Det er en af kollegiets beboere, der venter vores besøg på kollegium 5.
De sidste dråber kaffe slubres, og Eforen aflåses for en stund. Nu skal vi på visit hos kollegiets beboere for at opleve, hvordan 13 kvadratmeter omdannes til et hjem.
Elisabeth Skautrup
Alder: 24 år
Studieretning: Engelsk på 2. semester
Tid på kollegiet: 1 år og 6 måneder
Kollegielivet er en blanding af at have et lillebitte stykke af sig selv her på værelset, mens man samtidig er en del af et fællesskab ude på kollegiegangen. Jeg kom efter et ophold i Tyskland, hvor jeg ikke kendte et eneste øje. Derfor syntes jeg, det var befriende at komme til at bo her sammen med en masse andre mennesker.
Det var et helt bevidst valg for mig at komme på kollegium, fordi jeg gerne ville bo side om side med andre unge mennesker. Jeg er helt vild med studenterlivet og muligheden for at møde folk, der studerer forskellige ting. Nogle gange opstår der nogle spændende diskussioner i mødet mellem en matematiker og en fra statskundskab. Men vi har en god forståelse for hinanden, og det tiltaler mig meget.
Jeg er positivt overrasket over, at der ikke er mere larm. Inderst inde havde jeg måske frygtet for, at det ville blive lige så vildt, som man ser i de amerikanske college-film. Men her er ret afslappet, og når der kommer nye folk til, bliver der ikke gjort et kæmpestort nummer ud af det. Nogle gange står der pludselig et nyt ansigt i køkkenet, og så spørger man: ’Hej, hvem er du? Vil du være med til at se en film?’
Det var svært for mig at vænne mig til den begrænsede plads på fællesområderne. Hvis man gerne vil handle ind til en hel uge, er der ikke plads til det i køleskabet. Derfor er der også mange, der har anskaffet sig et ekstra køleskab til værelset. Men det har jeg valgt ikke at gøre, fordi jeg synes, det støjer for meget. Og fordi der naturligvis skal være plads til alt mit tøj.
Mit stærkeste minde er fra, da jeg på min fødselsdag blev vækket klokken 7 om morgenen til friskbagte boller og en gruppe mennesker, jeg kun havde kendt i et par måneder. Der var fødselsdagssang, varm kakao og morgenkaffe. Det gav en stærk hjemmefølelse og bekræftelsen af, at vi er en samlet familie her på kollegiegangen.
Tara Copplestone
Alder: 25 år
Studieretning: Ph.d.-studerende i arkæologi og datalogi
Tid på kollegiet: 5 måneder
Jeg kommer fra studielivet hjemme i New Zealand, hvor de studerende er meget fokuserede på deres uddannelse. Her i Aarhus oplever jeg en god blanding mellem uddannelse og det sociale liv. Her er en dejlig, pulserende atmosfære på både campus og i byen, og alle på kollegiegangen har været virkelig gode til at tage imod mig.
Det var et komplet tilfælde, at jeg landede på et kollegieværelse. Jeg fik en måneds varsel op til min start her på Aarhus Universitet. Jeg kunne ikke finde en lejlighed, men heldigvis flyttede nogle ud fra det her værelse, og det var dejligt, at det hele lige flaskede sig. Jeg har boet alle slags steder i New Zealand, og derfor så jeg virkelig frem til kollegielivet her, fordi der er gode rammer til at studere, mens man samtidig kan være en del af et fællesskab med ligesindede.
Inden jeg flyttede ind frygtede jeg, at der ville være en masse larmende unge studerende, og at der ville være virkelig rodet og snavset. Men alt er, som det skal være, og alle overholder generelt deres fælles pligter. En anden ting, jeg blev overrasket over, er fredagsbarerne, som jeg aldrig havde hørt om før, og det har været en sjov oplevelse at overvære flere tusinde studerende feste sammen.
Jeg forsøger at lære det danske sprog. Men det er virkelig svært, og når jeg forsøger at blive en del af en samtale på dansk, slår folk automatisk over i engelsk. Det gør det rigtig svært for mig at lære sproget, og det kan til tider være frustrerende. En anden ting er, at der bare mangler noget af den mad, jeg kender fra New Zealand. Så jeg savner lidt den traditionelle mad hjemmefra, og det kan selvfølgelig godt give lidt hjemve.
I min første uge på kollegiet afholdt vi tour de chambre, og det var fantastisk, for jeg kom hurtigt til at lære alle på gangen at kende. Det hele var så nyt og anderledes for mig. Bare i løbet af den dag følte jeg, at jeg pludselig havde fået 12 nye venner.
Carlos Shiralipour
Alder: 23 år
Studieretning: Medicin på 4. semester
Tid på kollegiet: 7 måneder
Kollegielivet passer rigtig godt til mig. Man møder altid nogen rundt på gangene og i køkkenet. Det er især dejligt, at vi også har hver vores baggrund. Jeg kan godt lide at udvide min horisont og høre om livet på andre studieretninger, så jeg ikke kun mænger mig med de ellers søde medicinstuderende. Det er godt med lidt diversitet.
Jeg boede tidligere i en øgade-lejlighed med min ekskæreste, og da vi gik fra hinanden, tænkte jeg, at kollegiet ville være et godt sted for mig, fordi der er nogle rigtig gode sociale rammer. Det er samtidig billigt at bo her, og det spiller selvfølgelig også ind. Det gør, at jeg har et større budget til god mad. Det sætter jeg en stor dyd i, for jeg er lidt af en madelsker.
Pladsen i køleskabet er ufattelig lille, og jeg havde håbet på, at der var mere opbevaringsplads. Men jeg er positivt overrasket over, at min kollegiegang er så social. Vi har blandt andet fået en ugentlig fællesspisning op at stå, og det sørger vi for at værne om.
Nu kommer jeg fra et luksusliv i øgaderne med eget køkken, bad og toilet. Her er det lidt en anden verden, hvor renligheden ikke nødvendigvis indtager samme standard. Vi er 15 mand, der skal deles om faciliteterne, og det kræver lidt disciplin fra hver enkelt. Den til tider manglende renlighed kommer ikke bag på mig, men det er jo også charmen ved at bo på kollegium. Man skal lige vænne sig til at komme fra livet med eget køleskab til livet med én hylde i køleskabet.
Min første tour de chambre står klart frem i hukommelsen. Her tog vi rundt på alle værelserne, og folk havde lavet nogle vanvittige temaer. Jeg havde selv lavet italiensk Berlusconi-tema, mest fordi herren er en verdensmand uden lige. Det er sjovt at se, hvordan folk på gangen indretter sig blandet med lidt sjov leg og tema. På sådan en aften kommer man helt sikkert tættere på hinanden.
Jonas Rodell
Alder: 28 år
Studieretning: Master i økonomi
Tid på kollegiet: 7 år og 9 måneder
Kollegielivet er som at bruge et år på en jordomrejse, fordi du møder så mange forskellige mennesker og holdninger, samtidig med at du får en masse sjove oplevelser. Når man bor så mange mennesker sammen, skal man samarbejde om at få tingene til at fungere, og det har givet mig rigtig meget i min personlige udvikling.
Mit valg var baseret på, hvor billigt det er, og at kollegiet ligger i universitetets baghave. Jeg tror, rigtig mange tænker, at de gerne vil prøve at bo i et kollektiv eller på et kollegium. Den tanke havde jeg ikke i sin tid. Men jeg fandt hurtigt ud af, at det er ret fedt at bo sammen med så mange andre mennesker.
Da jeg flyttede ind, kom det bag på mig, at der var et helt specielt sammenhold. Næsten hver morgen havde nogen bagt morgenboller, og så splejsede vi ellers om, hvem der havde noget syltetøj, smør eller ost stående i køleskabet. En gut på gangen hev altid en Dr. Nielsen ned fra hylden til dem, der havde brug for en dram til at starte dagen med. Det kunne have foregået på kollegierne for 30 år siden, men det var ret hyggeligt, at traditionen levede i bedste velgående.
Når 15 forskellige personer bor sammen, er der også 15 forskellige ideer om, hvordan tingene skal fungere. Hvis man kigger vores gamle referater igennem fra køkkenmøderne, er det de samme indvendinger, der går igen over en årrække. Det er lidt trættende, og så kan jeg godt glæde jeg mig til at få mit eget sted en dag. Men det opvejes hurtigt af det gode sammenhold. Derfor fortsætter jeg også med at bo her, så lang tid jeg kan.
Til en god fest besluttede vi at tage ned til unisøen for at nøgenbade. Efter badeturen tog vi tøjet under armen for at visitere den lokale universitetsbar. Vi var
nogle stykker, der gik nøgne ind i baren for at bestille en øl. Alle blev hurtigt smidt ud. Men jeg havde valgt at tage en t-shirt på, fordi jeg frøs lidt. Barpersonalet opdagede ikke, at jeg stod med enden bar. Så jeg blev for at drikke en øl, inden jeg storgrinende gik ud til de andre igen. Den aften træder klart frem
som et sjovt minde.