Gennem sine mange år som idémager har 46-årige Jonas ’Pindhund’ Hallberg fra Aarhus rystet spændende projekter og opfindelser ud af ærmet, som var de selvsagte. Fra sit kreative værksted på Sydhavnen har han haft succes med virksomheden ’Ikke en Pind’ og ’Tiny Office’, der bygger specialdesignede kontorer på hjul, så forretningsdrivende kan bringe deres virksomhed ud til kunderne.

Tekst: Daniel Skinbjerg
Foto: Christer Rise

Væggene er udsmykket med værktøj i store mængder i det lille værksted. Materialer som maling og trælægter står placeret i hvert deres område, klar til at blive brugt og samlet til en ny kreation. Når nogen træder ind ad døren, er det ikke en klokke, som ringer, men et øredøvende tågehorn.

Vi befinder os for enden af Jægergårdsgade ned mod Sydhavnen – lige ved siden af Aarhus Slagtehus og det kreative miljø omkring Frontløberne – i et værksted, hvor kreativiteten får frit spil, hvilket kommer til udtryk i det systematiske rod, de fjernstyrede robotter og mange dimsedutter rundt omkring.

Værkstedet tilhører Jonas ’Pindhund’ Hallberg, der er en rigtig Georg Gearløs. Altså den slags person, som bare ikke kan lade være, når han får en idé. Her driver han virksomheden Tiny Office, som laver små kreative kontorer og salgsvogne, der kan hægtes på jydekrogen og trækkes afsted.

”Jeg mener, at idéerne kommer hele tiden. Når der ikke er nogle begrænsninger, og der er søm nok hjemme på fars værksted, så er der ikke noget i vejen for, at man kan konkretisere sin idé,” fortæller Jonas ’Pindhund’ Hallberg, mens han åbner op ind til sit eget Tiny Office, hvor kaffen brygger.

Hulebyggeren fra Risskov
Allerede fra barnsben var Jonas ’Pindhund’ Hallberg en af de kreative børn i Risskov-kvarteret. Med sine to pædagogforældre ved roret, blev han opfostret med et stort frirum, hvor fantasien fik lov til at løbe løbsk – ofte i baghaven derhjemme, hvor tiden gik med at bygge huler og andre ting.

”Det hele var selvfølgelig indrammet omkring et havebed, men nogle gange væltede vi også hegnet og byggede videre til vores naboers store fortrydelse,” fortæller Jonas ’Pindhund’ Hallberg, der tilføjer, at han i dag fortsat bygger det, han kalder huler – nu blot på hjul.

Især skolen var Jonas ’Pindhund’ Hallberg ikke glad for, eftersom han blot havde lyst til at lege og bygge ud fra fri fantasi. Han ville heller ikke gå til fodbold, fordi man var nødt til at gøre det, der blev sagt, og det brød han sig ikke særlig meget om.

Det endte med, at Jonas ’Pindhund’ Hallberg kom i lære som elektriker. Selv siger han, at det er en af de korteste uddannelser, man kan tage og stadig tjene penge. Men på samme tid var de færdigheder, som han fik gennem uddannelsen, med til at åbne en masse døre for, at han kunne udleve sin kreative drøm.

”Det lyder måske højtravende, men elektrikerfaget har været et fantastisk udgangspunkt, fordi man får lov til at arbejde med mange andre fag. En tømrer eller VVS’er arbejder ikke med el, fordi man kan få stød og dø. Til gengæld havde jeg mulighed for at studere og lære deres fag.”

Fra elektrikerlærling til kreativ chef
Det var som elektrikerlærling, at Jonas ’Pindhund’ Hallberg fik sit kælenavn, der nok rettere var ment som et skældsord, da hans mester første gang kaldte ham det. Navnet har han sidenhen taget til sig, og hans første virksomhed – ’Ikke en Pind’ – tog også udgangspunkt i det.

Men vigtigst af alt blev han igennem arbejdet som elektriker i 1992 introduceret for det, der i sin tid hed Skanderborg Festival. Her fik han, når ledningerne var blevet lagt og pærerne hængt op, lov til at udfolde sig kreativt, præcis som han gjorde derhjemme, da han var barn.

”Det udmøntede sig i, at vi byggede en gammel BP-tankstander om til en GT-tankstander, hvor man kunne få en gin & tonic. Bestyrelsen så bagefter, at vi havde fået skabt en attraktion, og vi blev hyret til at lave flere barer årene efter,” fortæller Jonas ’Pindhund’ Hallberg.

Derfra tog det for alvor fart, og flere skøre idéer blev til – blandt andet en hel tankstationsbar med frivillige klædt ud i overalls, hvor man kunne komme igennem bilvasken og blive gjort rent med sæbebobler. Senere installerede de desuden en ubåd, et S-tog og en russisk jetjager på festivalen. Jonas ’Pindhund’ Hallberg fik skabt sin egen stilling som kreativ chef for festivalen. 

Fik lys idé i Tivoli
Ved siden af arbejdet ved Smukfest fortsatte Jonas ’Pindhund’ Hallberg med at føre sine vilde idéer og kreative projekter ud i livet. Af den grund etablerede han i 2011 sin virksomhed ’Ikke end Pind’, som på daværende tidspunkt faktisk ikke lavede en pind, som navnet antyder.

”Vi ville lave noget, som ikke bare varer fem dage, som på Skanderborg – noget permanent – og vi fik på det tidspunkt et kald fra Tivoli Frihedens direktør Henrik Ragborg Olesen, som spurgte, om vi ikke vil ombygge deres Hurlumhejhus,” mindes Jonas ’Pindhund’ Hallberg.

Det var her, at Jonas ’Pindhund’ Hallberg fik idéen til det mobile kontor. Under ombygningen af Hurlumhejhuset var han nødt til at være i nærheden, mens han skulle kunne holde møder med sine egne kunder. Han byggede derfor sin egen vogn, hvor han kunne gøre netop det.

”Jeg fik bygget et kontor med mine ringbind, projektplaner, skrivebord og brændeovn, og på den måde kunne jeg byde mine kunder eller medarbejdere med indenfor til møder. Det var fedt, når man holdt på fremmed grund i København eller til Folkemødet,” siger han.

Hans små, mobile kontorer blev bemærket af folk omkring ham, og han blev hurtigt spurgt, om han ikke kunne bygge noget lignende for en række store organisationer og virksomheder – heriblandt Danish Crown, Silvan og Aarhus Universitet, bare for at nævne nogle få.

Fænomen fra USA
Tiny House-fænomenet opstod oprindeligt i USA, men har sidenhen vundet indpas i Europa. Som navnet antyder, handler det i sin enkelthed om at bygge små huse, som indeholder alt det nødvendige, der skal til, for at man kan bo der. Gerne til en lavere pris, end hvis man skulle købe et hus.

Jonas ’Pindhund’ Hallberg fortæller, at fænomenet har været med til at skabe et marked for hans kontorer, men at der er stor forskel på de små huse og hans egne Tiny Offices. Han mener, at små huse med badeværelse, køkken og leverum presset sammen på for lidt plads kan være utiltalende.

”Min vinkel er, at man skal kunne tage sit kontor på arbejde. At vi kan slippe for at sidde i kø på Grenaavej eller Silkeborgvej og i stedet gå ud af huset direkte ud i vores kontor, som holder ude i indkørslen, og køre ud til kunden med kaffe på kanden, når morgentrafikken er aftaget,” siger han.

Jonas ’Pindhund’ Hallbergs små kontorer er permanente, og bygget til at kunne holde til vind og vejr, fortæller han. Men placeringen er midlertidig, og man kan som forretningsdrivende eller iværksætter komme ud og møde kunder eller samarbejdspartnere, hvor end de befinder sig.

Hver vogn indrettes præcist efter kundens ønsker og identitet. Midt i værkstedet står lige nu et Tiny Office, som han er ved at bygge til OK, indrettet med gulvbrædder fra en gammel sportshal og udsmykket med tennisketsjere, som skal symbolisere, at virksomheden støtter sporten i lokalområdet.

”Vi lavede som noget af det første en vogn til Aarhus Universitet, hvor vi ’downsizede’ det legendariske, gule C.F. Møller byggeri med gule markiser og gengiver gulvet fra vandrehallen,” fortæller Jonas ’Pindhund’ Hallberg og tilføjer, at det første kontor var det store startskud for virksomheden.

Kalder sig ikke for iværksætter
Jonas ’Pindhund’ Hallberg kalder sig hverken iværksætter eller direktør. Tværtimod kalder han sig selv ’igangsætter’. Og selvom han hovedsageligt driver virksomheden selv, påpeger han vigtigheden af at have de rigtige mennesker omkring sig for at kunne føre et projekt ud i livet.

”Alle de aktiviteter, jeg har været involveret i, har handlet om fællesskab. Jeg prøver at være ydmyg, så det ikke kommer til at handle om mig. Men på samme tid klar til at stille mig forrest og forsøge at inspirere andre til at komme i gang,” siger Jonas ’Pindhund’ Hallberg.

På værkstedet er der ikke nogen fastansatte. For Jonas ’Pindhund’ Hallberg er det vigtigt, at han kan ansætte et team af snedkere, smede, tømrere, malere og designere, som har lige præcis den erfaring, han har brug for til et givent projekt.

”Undervejs har jeg lært at spørge andre om hjælp, og jeg har stort set aldrig fået et nej. Man skal så også forstå, at man skal spørge seriøst og være klar til selv at give hjælp, efter man har modtaget den,” siger han og pointere, hvor vigtige relationer har været for hans forretning.

Plads til at fejle – men også store ambitioner
Jonas ’Pindhund’ Hallberg er fortsat tilknyttet Smukfest, mens han driver Tiny Office som selvstændig ved siden af. Tilværelsen som selvstændig og idémager kalder han for en livsstil. For når han møder eller får en idé, kan han ikke lade være med at føre den ud i livet.

”Jeg har haft en frihed, som man kan sige, at vi mangler i dag. Især når vi skal bygge vores land på kreativitet. Vi skal slippe vildskaben løs, og det betyder, at vi falder ned fra træet og brækker armen. Men vi skal brække nogle flere arme, det bliver vi nødt til,” siger han.

Målet for Tiny Office lægger han ikke skjul på – han skal være Aarhus’ største erhvervsejendomsudvikler, og han vil slå blandt andre Olav de Linde af tronen, fortæller han med et kækt glimt i øjet, velvidende at der nok skal nogle milliarder til, før det sker.

”Nu er vi oppe på at have bygget 13 rullende kontorer. Men vi har også oplevet en efterspørgsel fra USA og Holland, og vi får henvendelser fra en masse andre lande, om vi kan bygge for dem. Der er et marked for det, som vi vil dyrke – både i forhold til salg og udlejning,” siger Jonas ’Pindhund’ Hallberg.

Ambitionerne rækker dog også længere frem end blot de næste par år – for hvad mon fremtidens teknologiske udvikling kan byde på for Tiny Office? Kun fantasien sætter grænser ifølge den gæve og garvede igangsætter.

”Tænk, hvis der nu ikke var nogen trækstang på kontorerne. Tænk nu, hvis de var selvkørende, og kontoret kunne hente os, hvor vi nu befandt os. Kunne det ikke være fedt? Selvkørende mobile mødelokaler, som kunne køre os fra A til B,” udbryder han med engagement i stemmen.

OM JONAS ’PINDHUND’ HALLBERG

  • 46 år
  • Udlært elektriker
  • Kreativ Chef for Smukfest 2004 – nu
  • Selvstændig med Tiny Office og Ikke en Pind siden 2011
  • Involveret i bestyrelsen for Europæisk Kulturhovedstad, Smukfest, Givisme Foreningen, Kulturnatten og Pumpehuset i København.

OM TINY OFFICE

  • Bygges på nye, godkendte trailere
  • Klassificeres som påhængsvogne
  • Må trækkes af en almindelig personbil.
  • Koster i omegnen 100.000 – 250.000 kr. med indretning
  • Tiny Office tilbyder desuden opbevaring og vedligehold af vognene