AGF har ikke vundet guldmedaljer i dansk turneringsfodbold siden 1996, hvor byens hold besejrede rivalerne fra Brøndby i Parken. Dengang var 34-årige Daniel Høhl på stadion med sin far, og fodboldoplevelsen er en af de største i hans erindring. Nu er håbet, at drømmen om guld igen bliver til virkelighed.

Tekst & foto: Alexander Loft Birkmose

Min far og jeg tog til København for at se pokalfinalen mod Brøndby i 1996. Om morgenen tog vi alt vores AGF-grej på og malede os selv i ansigtet, inden vi kørte ind til Parken. Turen derind var spændt. Jeg syntes, det var ret stort at skulle ind på Danmarks nationalstadion, fordi det var min første gang. Det var vildt at opleve alle de hvide trøjer i København, som ikke var FCK-trøjer. Det var en stor dag.

Forventningerne til AGF var lidt blandede forud for pokalfinalen. Fire dage forinden havde jeg lige været på Aarhus Stadion, hvor Brøndbys målmand, Mogens Krogh, i slutningen af kampen scorede på hovedstød til 3-3, som blandt andet medvirkede til, at vi senere tabte guldmedaljekampen i det danske mesterskab. Brøndby havde samtidig en hjemmebanefordel i Parken i København. Jeg håbede på, at AGF kunne vinde, men jeg er ikke helt sikker på, at forventningerne var til det.

Jeg så ikke det første mål, fordi jeg var på toilet. Jeg stod nede på toilettet og hørte brølet inde fra tilskuerpladserne. Jeg vidste godt, at AGF havde scoret, for toilettet lå lige under tribunen. Jeg skyndte mig op på tribunen, og stemningen var helt vild. Jeg skulle igennem en menneskemængde af hvide trøjer, som hoppede rundt og jublede. Det var fedt, og det var også en sjov historie bagefter. Jeg fik dog set kampens anden og afgørende scoring af Stig Tøfting. Det var stort at stå blandt alle fansene og fejre målet. Det er det øjeblik fra kampen, jeg husker mest tydeligt.

Jeg husker, at stemningen mellem AGF og Brøndbys tilhængere ikke var lige så ondsindet, som den kan være i dag. Fanklubber som fænomen var forholdsvist nyt i Danmark dengang. Brøndby var nok det helt store hold i Danmark på daværende tidspunkt, og som jeg husker det fra min skoletid, var der også ret mange Brøndby-fans her i Aarhus. Så de var de store, og det var dem, man gerne ville slå. Sådan har det egentlig altid været. Selvom der er en gensidig respekt blandt de to klubber, er Brøndby helt klart dem, vi allerhelst vil slå i løbet af en sæson. Det bunder i tiden fra 90’erne, hvor rivaliseringen blomstrede op, og AGF og Brøndby var de to store magtfaktorer i dansk fodbold.

Kampen ender 2-0 til AGF, og det var fantastisk at slå Brøndby i pokalfinalen. Man kunne også se på spillerne, at det var en stor forløsning. Jeg husker meget tydeligt en flot gestus fra Brøndbys tilhængere, som faktisk kalder AGF-spillerne ned efter kampen og tiljubler dem. Det sidder ret klart i min erindring. Da Brøndby gik en runde på stadion efter kampen, klappede vi også af dem. Jeg tror næppe, at det ville ske i dag, men det gjorde det dengang.

Jeg er så privilegeret, at jeg har oplevet nogle af de gode år for AGF i 90’erne med to pokaltitler samt sølv- og bronzemedaljer i Superligaen. Så det var en anderledes oplevelse at være fan dengang, men for mange af os, der oplevede den tid, sidder det stadigvæk i os. Håbet om at der sker noget bedre i fremtiden, er det, der holder ved. Jeg føler nu, at vi er på vej i den rigtige retning, og jeg håber og tror på, at vi vinder medaljer i år.

Pokalfinalen i 1996

  • Den 16. maj 1996 tørnede AGF sammen med Brøndby i pokalfinalen i Parken.
  • AGF vandt pokalfinalen 2-0 på mål af Peter Degn og Stig Tøfting.
  • Med 36.103 tilskuere blev der sat ny tilskuerrekord ved en pokalfinale.
  • Med 9 guldmedaljer i Pokalturneringen holder AGF rekorden for flest titler.

Jeg var der dengang …

Vi skruer tiden tilbage for at opleve et historisk øjeblik set gennem øjnene på en aarhusianer, der selv var til stede.