Han får energi af at engagere sig i FDF Hjortshøj, hvor han får mulighed for at være kreativ og skabe gode oplevelser for kredsens mange børn. Mød 27-årige Rune Kløve Junge, der størstedelen af sit liv har været en del af FDF, hvor han i dag er kredsleder.

Tekst & foto: Alexander Loft Birkmose

Da jeg var mindre, læste jeg rigtig meget Anders And, hvor Rip, Rap og Rup var en del af Grønspætterne, og jeg syntes, det var det sejeste i hele verden. Det var i høj grad friluftslivet, der trak, da jeg startede i FDF.

Fællesskabet i FDF tiltaler mig meget, fordi der er mange fantastiske mennesker at være sammen med. Børnene her vil virkelig FDF og er åbne over for alt, vi præsenterer for dem. Hvad end det er Escape Room inde i byen eller en omgang Masterchef i blinde her i hytten, så handler det om at være kreativ og fantasifuld.

Jeg er engageret i FDF Hjortshøj, fordi det er her, jeg kommer fra – og fordi børnene her er uden sidestykke. Hjortshøj er et rigtig lokalsamfund. Alle kender ikke alle, men man kender de fleste. Det er et trygt sted at vokse op, hvor man har mange gode mennesker omkring sig.

Det giver mig energi og motivation at bidrage. Det vigtigste er, at jeg kan mærke, at jeg får brugt min kreative udfoldelse, som jeg ikke får brugt andre steder. Det giver mig også nogle arbejdsmæssige kompetencer, hvor jeg kan afprøve nogle tinge fra min uddannelse.

Jeg har ikke altid gået forrest. FDF har nogle uddannelseskurser for teenagere, hvor man kan få lov til at prøve sig selv af i nogle temarammer, og der har jeg lært virkelig meget om mig selv, hvilket også har givet mig mod og lyst til at gå forrest. Det er samtidig fedt at få lov til at lede og sætte retningen for noget. 

I FDF arbejder vi med, at voksne leder børn, mens spejderbevægelsen derimod går ud på, at børn leder børn. Hos FDF arbejder vi mere med leg og kreative elementer, selvom vi i bund og grund laver mange af de samme ting i forhold til friluftsliv.

Gennem tiden er FDF blevet mere legende, hvor alle kan være med. Du kan komme, selvom du ikke kan finde ud af at binde et knob eller tænde et bål – så kan du bidrage med noget andet i stedet for. Vi er fulgt med tiden, hvor vi tager de traditionelle elementer fra FDF og bringer dem ind i en moderne kontekst, hvor børnene for eksempel bliver sendt på Snapchat-løb rundt i byen.

Jeg bliver ved i FDF, indtil jeg dør. Om det bliver i Hjortshøj, ved jeg ikke. Men jeg tror ikke, at jeg kan lade vær – også fordi mange af mine venskaber er gennem FDF. Det er altid fedt at komme ud i naturen med nogle børn, der gerne vil det, og som har energi og gåpåmod.

Rune Kløve Junge

  • 27 år.
  • Studerer pædagogisk filosofi på Aarhus Universitet.
  • Opvokset i Hjortshøj, men bor i dag i Øgadekvarteret med sin kæreste.
  • Har været en del af FDF, siden han var 6 år.
  • Er i dag kredsleder og seniorvæbnerleder for 13-14 årige i FDF Hjortshøj.
  • Nomineret som ’Årets Ildsjæl 2019’, som uddeles af Aarhus Kommune, Vestjysk Bank og Århus Stiftstidende.

Hjortshøj

  • Hjortshøj er en stationsby 12 km nord for Aarhus.
  • Byen har et indbyggertal på 3.669 mennesker.
  • Byens FDF-kreds blev stiftet i 1964, og kredsens størrelse er i dag på 220 medlemmer.