Hun er formet af foreningslivet og har tilbragt en stor del af sine unge år i en idrætshal som badmintonspiller. I dag står 37-årige Christine Winding-Lauritzen i spidsen for udviklingen af Beder-Mallings idrætsområde. En indsats, som hun er blevet hædret for som blandt andet ’Årets Ildsjæl’ i Aarhus.

Tekst & foto: Alexander Loft Birkmose

Beder-Malling er et rigtig hyggeligt lokalsamfund, hvor folk hilser på hinanden. Der er en masse ildsjæle herude, som har noget på hjerte og en masse gode idéer. Det er skønt, at der mange spændende mennesker, der gerne vil udvikle området. Der sker virkelig noget i både Malling og Beder.

Da jeg skiftede mit gode, faste job ud for at arbejde med udviklingen af BMI, tænkte jeg, at det var once in a lifetime. Det var nu, og det skulle bare prøves af. Der var momentum, fordi vi oplevede en masse opbakning, og det gav mod på tingene.

Vi arbejder for at gøre BMI til et attraktivt idrætscenter for både børn, unge og ældre. At få endnu flere til at blive en del af fællesskabet. Både at dyrke sport, men også at være frivillige, fordi det gør en forskel i lokalsamfundet.

Jeg er vokset op i foreningslivet, og jeg har altid arbejdet med forskellige arrangementer for at få folk til at mødes. Skal vi skabe noget stort, skal vi have en stærk lokal sammenhængskraft – og det er på tværs af skoler, organisationer og erhvervsliv. Står vi sammen, kan vi rigtig mange ting.

Det giver mig en masse energi at bidrage. Det er livsbekræftende at være en del af foreningslivet. Jeg er drevet af den energi, jeg får i mødet med andre mennesker. Fællesskaberne er det bærende. Man bliver glad i låget af det. Det er fedt at være med til at skabe noget og særligt for det sted, man bor.

Det var rigtig stort at modtage anerkendelsen som ’Årets Ildsjæl’ og at være nomineret til ’Danskernes Idrætspris’. Det bliver man rørt over. Som frivillig bliver man drevet af den ros og anerkendelse og den glæde, man kan være med til at skabe ved at lave nogle ting, som andre synes er fede. Det er en energibooster til at springe ud i alle de projekter, vi sætter i søen. Når man møder taknemmeligheden fra folk, får man bare lyst til at give en masse igen.

Det er altafgørende, at vi har en masse frivillige, der vil bidrage. Vi kunne ikke klare os uden dem. Hver eneste funktion i vores café er vigtig, om man så deler flyers ud eller står i køkkenet, er man rigtig vigtig. Foreningen kunne ikke fungere uden alle de personer, der lægger et kæmpe stykke arbejde. Frivilligheden er sjælen i det, vi laver.

Næste skridt er, at vi fusionerer bibliotek og idrætscenter. Det giver mening, at vi nu kan lave en masse aktiviteter for barslende, for ældre og for unge, som får endnu bedre rammer. Vi får et større køkken, flere mødelokaler, et bibliotek og en multisal. Det bliver et kulturelt centrum i området og en styrkelse af fællesskabet. Det kommer til at betyde rigtig meget for udviklingen af vores by.

Christine Winding-Lauritzen (37 år)

  • Foreningsudvikler i BMI og har tidligere arbejdet som AC-fuldmægtig i Region Midtjylland.
  • Har boet i Malling siden 2014 sammen med sin mand Jesper og sønnen Sylvester på 3 år.
  • Kåret som ’Årets Ildsjæl’ i Aarhus i 2018 og nomineret til ’Danskernes Idrætspris’ med BMI’s Café Klubånd i 2019.

Beder-Malling

  • Området Beder-Malling har knap 10.000 indbyggere og er beliggende i den sydlige del af Aarhus cirka 15 km fra centrum.
  • Beder og Malling er begge stationsbyer med letbanestop, butikstorve og med tæt placering på skov og strand.
  • I 2022 bliver Beder-Mallings idrætsområde BMI udvidet med blandt andet multisal og bibliotek.