Blot et par kilometer fra Aarhus’ pulserende midtpunkt ligger en lille oase. Væk fra trange lejligheder og betonbelagte baggårde. Her bliver fuglesang ikke overdøvet af trafikstøj, og man kan slikke sol på græsplænen og dyrke egen køkkenhave. Det lyder idyllisk, og det er det egentlig også. Kolonihavelivet. Og nu er flere unge også i stigende grad begyndt at tage kolonihavelivet til sig. Tag med en tur i haveforeningen Vesterled i Aarhus, der i år kan fejre 75 års jubilæum. Her bor både yngre og ældre kolonister side om side.
Kolonihaverne i Danmark har efterhånden eksisteret i mange år, og de første kolonihaver stammer helt tilbage fra 1655. Den oprindelige tanke med kolonihaverne var, at folk fra byerne, der ofte ikke havde råd til villa eller sommerhus, kunne få et pusterum fra de små lejligheder. Og det hele skulle gerne ligge i gå- eller cykelafstand fra bymidten. I kolonihaven var der frisk luft, lys og mulighed for at få både jord under neglene og græs under tæerne. Et tiltrængt pusterum for mange byboere.
Førhen var kolonihaven ofte associeret med noget, den ældre generation benyttede sig af. Tænk bare på den danske evergreen ’Mormors kolonihavehus’ fra 1978, der nærmest i årevis har kørt på repeat på radiokanalen Giro 413.
I takt med årtusindeskiftet er det dog ikke længere kun mormor, der kan se glæden i kolonihavetilværelsen. Kolonihavelivet er derimod blevet moderne, og det tiltaler i dag også den yngre generation, der i hobetal skriver sig op på ventelisterne til et havelod.
Nykolonisterne rykker ind
26-årige Nikolaj Lykke er én af de unge, der har valgt at købe en kolonihave i Vesterled ved Aarhus. Da han anskaffede sig haven for knapt tre år siden, var der ikke mange andre unge mennesker i foreningen. Det er der dog lavet om på i dag, hvor de fleste af Nikolaj Lykkes omkringliggende naboer er mellem 20 og 30 år.
”Jeg tror, mange unge mennesker savner at komme ud af deres lejlighed. De vil ikke bare nøjes med en lille baggård, hvor der sjælendt er sol,” fortæller Nikolaj Lykke.
Selv købte han haven for at få et kreativt afbræk:
”Der er altid et eller andet, man kan lave herude,” som han beskriver det.
Og der var også lidt at gå i gang med, da han i sin tid overtog grunden, hvor han i dag bor, der med en vildtgroende have og et nedslidt hus virkede som lidt af et håndværkertilbud.
Det så Nikolaj Lykke, der er uddannet snedker og bygningskonstruktør, som en udfordring, men også som en mulighed for at få noget at give sig til. Og i dag er det ikke til at se, at haven engang har været tilgroet og huset slidt. I dag er det malet sort med nymalet hvidt stakit og hvide vinduespartier. Græsplænen er nyslået og hækken sirligt klippet. Der er orden på tingene.
Jeg tror, mange unge mennesker savner at komme ud af deres lejlighed. De vil ikke bare nøjes med en lille baggård, hvor der sjældent er sol.Nikolaj Lykke, kolonihaveejer
En have, tre generationer
Drejer man til venstre ved Nikolaj Lykkes havelåge og fortsætter 50 meter ned ad grusvejen, kan man kigge ind i en helt anden slags have. Her står et svenskrødt bjælkehus med småsten på taget. I haven er der anlagt en stor køkkenhave og store, gamle æbletræer vejer over græsplænen, hvor også en gynge har fundet plads under en af grenene. Havelågen er åben, hvilket på kolonihavesprog betyder, at man gerne må gå ind. Her bor ægteparret Lene og Lasse Bertelsen.
De har haft haven siden 2008. Før det ejede Lene Bertelsens forældre haven. Og før det hendes bedsteforældre. Faktisk har Lene Bertelsens familie haft kolonihave i Vesterled siden foreningens opstart for 75 år siden, og haven har siden gået i arv i tre generationer.
Lene Bertelsens mor, 91-årige Laura Bertelsen, kan huske, da hendes far købte en have ved foreningens opstart i 1941. Han fik dengang den sidste ledige have, der var, og så gik byggeriet ellers i gang:
”Han hentede materialer og affaldstræ rundt omkring i byen, der hvor han kunne få det foræret. Og det trak han så med hjem på cyklen og brugte til at bygge huset,” husker hun.
Nogle år senere mente Laura Bertelsens forældre dog, at det var tid til at få en større grund, og de købte derfor en anden have i foreningen, som familien har haft lige siden.
Her blev et nyt, rødt bjælkehus opført. Det samme hus, som ligger på grunden i dag over 50 år senere.
Oasen uden for byen
Og det var netop tanken om et grønt pusterum, der i sin tid fik Laura Bertelsens forældre til at købe en kolonihave. Med en fortid på landet i Sønderjylland, var det pludselig noget af en omvæltning for parret at skulle flytte i lejlighed i Aarhus, da Laura Bertelsens far fik arbejde som tolder i byen.
”Mine forældre kom fra landet, så de havde et behov for at komme ud i kolonihaven. Min mor sagde altid, at hun havde kronisk hovedpine. Men så snart hun kom herud, lettede det. Herude fejlede hun aldrig noget,” erindrer Laura Bertelsen.
Også i dag bruger datteren Lene Bertelsen og hendes mand, Lasse Bertelsen, kolonihaven som et pusterum. Og Laura Bertelsen besøger da også jævnligt haven, selvom hun har ladet den overgå til næste generation. Havearbejde kan hun ikke længere lave meget af, men alligevel finder hun altid noget at give sig til, hvis muligheden byder sig.
Min mor sagde altid, at hun havde kronisk hovedpine. Men så snart hun kom herud, lettede det. Herude fejlede hun aldrig noget.Laura Bertelsen, tidligere kolonihaveejer
I sommerhalvåret bruger Lene og Lasse Bertelsen kolonihaven som permanent bolig. Og de flytter gerne herud, så snart frosten forsvinder.
”Det er meget afstressende at komme herud,” forklarer Lene Bertelsen om valget.
Lasse Bertelsen er enig og tilføjer:
”Og så er det jo rart at kunne grave sine egne, nye kartofler op. Og at høre fuglene synge, når jeg åbner døren om morgenen. Hjemme i lejligheden kan vi kun høre bilerne køre forbi. Det er noget andet at komme herud i naturen.”
Lukkede lejlighedsopgange
Kontrasten mellem livet i en lejlighedsopgang og i en kolonihave er netop stor. Både når det kommer til muligheden for at nyde de grønne omgivelser, men også når det kommer til at dyrke naboskabet og kende dem, man bor omkring:
”Der er et helt andet fællesskab herude, og man kommer hinanden mere ved,” siger Lene Bertelsen. Hun fortæller samtidig, at de ikke ved, hvem de bor i lejlighedsopgang med, men at de derimod kender alle deres omkringliggende naboer i kolonihaven.
Den samme tendens bemærker Nikolaj Lykke:
”Når man er i sin lejlighed, er man jo nødt til at gå ind og banke på ved sin nabo, hvis man vil snakke. Herude skal man bare gå forbi en have, og så kan man få en snak med nogen.”
Af samme årsag skal hækken i en kolonihave helst heller ikke vokse sig alt for høj. Man skal jo have mulighed for at se ind til naboen og tage en sludder over hækken, hvis lysten skulle opstå.
Børnefamiliens fristed
På trods af, at mange gamle kolonihavetraditioner stadig vedholdes i Vesterled haveforening, er der med generationsskiftet og de mange unge tilflyttere alligevel sket forandringer. Især gennem Laura Bertelsens tid i kolonihaven fra starten af 1940’erne og til nu, mener hun, at kolonihavelivet har ændret sig markant.
”Det er en hel kolbøtte,” som hun beskriver det.
I dag er der plads til, at kolonihavelivet kan udleves på mange måder. Og går man på havevandring i Vesterled opdager man hurtigt, at foreningen giver plads til mange forskellige typer af kolonister.
Der er et helt andet fællesskab herude, og man kommer hinanden mere ved.
Laura Bertelsen, tidligere kolonihaveejer
I nogle haver får ukrudtet og de vilde blomster lov til at vokse lidt mere løssluppent. I andre er alle græsstrå præcis samme højde og buskene nøje figurklippet. Nogle har haven fyldt med vejrhaner og havenisser. Andre vælger at sætte en trampolin op til børnenes store glæde. Og netop børn er noget, der er kommet flere af i årenes løb, og børnefamilierne har i stigende grad taget kolonihavelivet til sig.
Sådan var det ikke førhen, fortæller Lene Bertelsen:
”Da vi overtog haven for otte år siden, var der ikke ret mange børn herude. Og da jeg var barn og kom herude ved mine bedsteforældre, mindes jeg heller ikke at have haft legekammerater. Dengang var det mest den ældre generation, der brugte haverne.”
Også den unge Nikolaj Lykke har lagt mærke til udviklingen, idet mange af hans omkringliggende naboer har børn. Han tror, flere forældre vil give deres børn mulighed for at bytte iPad- og tv-forbruget ud med udendørs aktiviteter:
”Jeg tror, at mange af de unge mennesker, der bor i lejlighed og får børn, køber en kolonihave, fordi deres børn skal have mulighed for at komme ud og være i en have,” forklarer han.
Og det er da heller ikke et sjældent syn for hverken Nikolaj Lykke eller Lene og Lasse Bertelsen, at der fra haverne af og til kommer et barn til syne over hækken, når de hopper på én af de mange, populære trampoliner.
Have til enhver kolonist
Kolonihavelivet anno 2016 har altså gennemgået lidt af en udvikling, siden de første kolonihaver blev anlagt i Vesterled for 75 år siden. I dag tiltrækker kolonihavelivet et væld af forskellige mennesker, og kolonihavehusenes navne fortæller da også lidt om, at der er mange måder at drive kolonihave på.
Kolonihavedrømmen kan både blive realiseret i en ’Pjuske’, en ’Inge’ eller en ’Godt Nok’, som nogle af haverne i Vesterled er navngivet. Og navnene er mange – ligeså er mulighederne. Skulle fristelsen til at eje en have opstå, har Aarhus hele 32 foreninger, hvor man kan skrive sig op.
Sæsonen er dog snart slut for denne omgang. Inden længe er det igen bylejligheden, der kalder, og kolonisterne går for en stund i vinterhi. Men så kan man jo altid bruge tiden på at planlægge, hvilke små projekter der skal igangsættes til næste sæson.