I snart 40 år har musikeren Steffen Brandt givet sit bud på verden og hverdagen. Med klasselærere, duggede ruder og kærester på månen har han ramt danskerne i pop og sjæl. Det har ikke altid været lige let. Karrieren har budt på både op- og nedture, men målet med musikken har altid været klart. Det handler om noget, der er større end ham selv. Det handler om nærvær og fællesskab.

Tekst: Cathrine Birn
Foto: Birthe Vembye

Steffen Brandt står klar med sin guitar bag scenen i Musikhuset Aarhus i foråret 2016. En højere og højere summen af mennesker melder sig på den anden side af scenetæppet i takt med, at salen fyldes op. Ved siden af ham står Tina Dickow. Sammen skal de spille en akustisk koncert, hvor de både sammen og hver for sig fremfører hinandens sange. Steffen Brandt har optrådt mange gange før. Han burde være scenevant. Men lige så stille kommer ubehaget snigende. Jo tættere klokken nærmer sig koncertstart, jo højere grad opstår trangen til at spille død.

”Hvorfor er det egentlig, vi bliver ved med at gøre det her?” spørger han Tina Dickow. De kigger undrende på hinanden. Men i virkeligheden behøves ingen ord. Lige så snart Steffen Brandt går på scenen og spiller sit første nummer, er tvivlen forsvundet. Publikum synger med. De smiler og klapper. Og med ét forsvinder Steffen Brandt ind i noget, der er større end ham selv. Han mærker grundkernen i musikken. Fællesskabet.

Begejstring fra barndommen
Fællesskabet i musikken opdager Steffen Brandt allerede fra barnsben. Det er ikke de store musikalske evner, der udfolder sig i barndomshjemmet i Højbjerg. Faren spiller klaver, mens resten af familien synger gladelig med.

”Sangen var en del af festen dengang. Ikke fordi det lød specielt godt. Min fars klaverspil var heller ikke imponerende, men begejstringen var der. Det er nok i virkeligheden det, jeg har taget med mig. Begejstringen,” fortæller den i dag 65-årige musiker.

Steffen Brandt opdager hurtigt, at musikken i sig selv kan noget helt særligt. Allerede i folkeskolen bliver det første band stablet på benene. Til diverse skolefester står den unge musiker og hans band klar på scenen med nøje udvalgte sange og et til dels utraditionelt sceneshow med psykedelisk scenelys i flere farver og mønstre. Han kan mærke, at musikkens univers er et spændende sted, der er værd at udforske. Interessen er der. Men drømmen om at leve af musikken begynder først at tage form senere i livet.

”Det var en kombination af almindelig mangel på selvværd og en realistisk sans. Det var først omkring min universitetstid, jeg indså min egentlige vej i livet. Jeg ville spille musik og skrive sange. Det var det, jeg brændte for.”

Det betyder dog ikke, at Steffen Brandt forlader universitetet. Han beslutter at færdiggøre sit studie i Nordisk Sprog og Litteratur. Men musikkens verden trækker ham væk fra det akademiske. Muligheden for at skrive sange og udtrykke sig gennem musikken er for svær at lægge fra sig.

”Jeg kunne mærke, at jeg havde det bedst, når jeg skrev sange. Jeg var simpelthen fanget i det spor. Om det ville lykkes eller ej var på det tidspunkt ikke afgørende.”

En kamp for gennembrud
Et sted i 1970’erne kører en gammel og rusten Mercedes kassevogn rundt på de tyske motorveje. Inde i bilen sidder Steffen Brandt sammen med de resterende medlemmer i bandet Taurus. Trommeslagerens tyske aner har givet bandet koncerter syd for grænsen. Flere aftener med Flensburger Pilsner, Curry Wurst og overnatninger i den gamle kassevogn kan efterhånden mærkes i kroppen. De er trætte men også glade for overhovedet at få lov at spille deres musik. Det er en ambivalent følelse, for de ved også, at i aften venter sandsynligvis endnu en koncert med et publikumsantal på højst ti. Gennembruddet har endnu ikke vist sig, og tvivlen begynder at melde sig hos bandmedlemmerne. Er det virkelig kun dem, der kan se meningen med deres musik?

Jeg har aldrig haft et behov for at stå på scenen. Tværtimod. Jeg er ikke typen, der har brug for at være i centrum og have opmærksomhed.

Mange år går med lange køreture og jobs på større og mindre spillesteder. Alligevel mister Steffen Brandt aldrig håbet.

”Vi kunne godt se, at det vi lavede, ikke var klart nok. Men vi vidste samtidig, at vi havde fat i noget af det rigtige. Vores stædighed og vores lyst til at spille var større end vores realistiske sans, der sagde, at ud af 100 nystartede bands gennemførte måske tre.”

Fra 1980 bliver kursen ændret. Navnet bliver forvandlet til TV-2, sangene bliver på dansk og ganske kort tid efter befinder de sig på den aarhusianske musikscene sammen med det populære band Kliché. Specielt mødet med Kliché bliver skelsættende for det hårdt kæmpende band.

”Vi fandt lige pludselig ud af, at man som band fortæller en samlet historie. Både udtrykket, teksten og melodien skal fungere. Det er en samlet pakke. Det blev afgørende for vores måde at udfolde os på i TV-2.”

Bandet slår for alvor igennem med nummeret ’Popmusikerens vise’ i 1983 og senere med det helt store gennembrudshit ’Bag duggede ruder’. TV-2 har endelig fundet vejen ind til danskernes hjerter.

Sange med betydning
Kærlighed, forelskelse, sorg og længsel. Det er bare nogle af livets store emner, Steffen Brandt præsenterer danskerne for i sin musik. Også større samfundsmæssige tendenser som globalisering, flygtningestrømme og nationalisme finder vej ind i musikerens skriveproces. Sangene skal betyde noget for nogen. De skal have noget på hjertet. Det ved Steffen Brandt nu bedre end nogensinde før.

”Det man selv synes er fedt, skal helst også være noget, som andre kan genkende eller spejle sig i. Det kræver en fornemmelse for, hvad der kan kommunikere, og hvad der skaber kontakt og sammenhæng.”

Ofte tilføres et strejf af ironi, så de store emner bedre kan håndteres. Ironi er ellers noget, man skal være forsigtig med, tilføjer han. Men ligger der en grundlæggende idé bag ironien, virker det nærmest forstærkende. Idéen bag Steffen Brandts sange er klar.

”Jeg vil gerne give os alle en følelse af, at ingen er alene. Der er en kollektiv rådvildhed, der præger verden i dag, og det er den, jeg prøver at opfange,” fortæller han.

Sammen med livets store spørgsmål kredser Steffen Brandts sange om hverdagen og fordommene i det almindelige liv. Om Hr. og Fru Danmark, om klasselærere og rigtige mænd. For Steffen Brandt er det en måde at gøre de store emner lettere tilgængelige. Inspirationen henter han hos sig selv.

”Jeg er ikke i en situation, hvor jeg kan pege fingre af nogen. Jeg afspejler dybest set almindeligheden i mit eget liv. Nogle gange kan jeg se mig sidde med ved et kaffebord og sige, at det er alle andres skyld,” fortæller han.

Indimellem ligger en bagvedliggende kritik i sangene. Er det samfundets skyld eller egentlig bare hans egen? Forhåbentlig giver sangene stof til eftertanke.

”Mange af mine tekster tager udgangspunkt i mennesker, der oplever tvivl i livet. Det er mest af alt tvivl, jeg kan finde i mig selv, men forhåbentlig kan andre nikke genkendende til det, og tænke videre over det i deres eget liv.”

Musikken i centrum
For Steffen Brandt har sangenes indhold stor betydning. Men i musikbranchen handler det ikke kun om at skrive sange. De skal også præsenteres. Med det store nationale gennembrud følger et hav af koncerter, og som forsanger er Steffen Brandt i front. Det er ham, der henvender sig til publikum og sætter stemningen for koncerterne. Det er ikke en rolle, der falder ham naturligt. Det kan stadig være nervepirrende, som da han stod bag scenen og forberedte sig til en koncert med Tina Dickow i Musikhuset for blot to år siden. I sådanne situationer opstår en pludselig undren over, hvorfor han egentlig gør det.

”Jeg har aldrig haft et behov for at stå på scenen. Tværtimod. Jeg er ikke typen, der har brug for at være i centrum og have opmærksomhed,” fortæller Steffen Bandt, der dog samtidig udtrykker en bevidsthed omkring kravene i musikbranchen. Han ved, det hører med til det liv, han har valgt.

”Det nytter ikke noget, at jeg står på scenen og kigger beskæmmet ned i jorden og er flov over mig selv. Man må løfte hovedet og sige, hvad man gerne vil sige,” fortæller han.

Og Steffen Brandt har meget at sige. Men han gør det gennem sine tekster og sin musik. Nu er det pludselig sangene, der er i centrum i stedet for ham selv.

”Når først bandet spiller, har jeg ingen problemer med at stå på scenen. Jeg mærker hurtigt fællesskabet i musikken, hvor jeg som person egentlig er underordnet i den sammenhæng.”

Kærligheden til Aarhus
Som enhver anden dag sidder Steffen Brandt i sit lydstudie. Stedet, hvor alle TV-2 album fødes. Han sidder omgivet af højtalere, instrumenter, og ikke mindst en gigantisk mikserpult, der mest af alt minder om instrumentbrættet i et større flyvende fartøj. Også digtsamlinger, gamle guitarer uden strenge og et skrivebord fyldt med papirer og dokumenter er at finde i det gamle lydstudie. Det er ikke orden og rydelighed, der hersker. Men sådan skal det heller ikke være, for ”det skal afspejle den tid, der er gået, og den tid som forhåbentlig kommer,” siger han.

Jeg bliver i Aarhus ud fra den sikre overbevisning om, at København på et eller andet tidspunkt kommer til os. Jeg synes faktisk allerede, det er ved at ske.

Steffen Brandt bygger sit studie i slutningen af 1980’erne i sin baggård i midten af Aarhus. Det gør han for at være tættere på sine børn, mens de er små. Men han gør det også, fordi han ved, at Aarhus er det sted, han vil være. I stedet for, som så mange andre store musikere, at flytte til København, så har han en stærk tro på Aarhus som by.

”Jeg bliver i Aarhus ud fra den sikre overbevisning om, at København på et eller andet tidspunkt kommer til os. Jeg synes faktisk allerede, det er ved at ske.”

Den aarhusianske musiker mærker byen i forandring. Han mærker en by, der er ved at åbne sig op.

”Nu kan vi spille koncert i Rådhusparken, Mindeparken og endda på Store Torv. Det var et absolut no go for bare 15 år siden.”

Han ser sin by udvikle sig. Han ser, at Aarhus ligeså stille bevæger sig væk fra det altoverskyggende mindreværdskompleks. Byen er ikke længere bare Danmarks andenstørste by. Nu kan den gå sine egene veje, sætte pris på sin størrelse og værdsætte nærheden. Aarhus har flere gange fundet vej til Steffen Brandts tekster, og sammenligner han koncerter i København og Aarhus, er hjemmebanefordelen tydelig.

”Der er noget specielt over at spille i Aarhus. Der er en indforståethed og en fælles reference, som ikke er til at tage fejl af,” siger Steffen Brandt, men tilføjer dog, at forskellen efterhånden bliver sværere at få øje på med de mange aarhusianere, der valfarter til hovedstaden.

Men nærheden finder man ikke bare sådan lige i København, og som Steffen Brandt siger, så ”har vi jo egentlig vundet på den lange bane, for er nærhed dybest set ikke det, vi alle søger,” spørger han retorisk.

En naturlig fornyelse
Der er sket meget siden, Steffen Brandt for første gang stod i det dengang nybyggede lydstudie for omkring 30 år siden. Den unge og uerfarne musiker har med årene udviklet sig både menneskeligt og kunstnerisk som følge af de udfordringer og succesoplevelser, livet har budt på.

”Jeg kan mærke, at der med alderen opstår en større ro og et overskud i livet. De udfordringer, vi er stødt på gennem tiden, har vist os, at vi kan håndtere modgang. Vi rejser os og kæmper videre.”

I takt med alderen ændres også Steffen Brandts syn på virkeligheden. Nye prioriteringer og nye forståelser af verden har uden tvivl sat sit præg på musikkens udtryk. Men sangenes overordnede temaer ændrer sig ikke.

”De helt basale følelser, er i princippet de samme. Kærlighed, sorg og savn. Jeg tror ikke, der er meget forskel på at invitere en pige ud nu som for 30 år siden.”

Fornyelse er ikke noget, der bliver diskuteret meget i studiet. Selvom Steffen Brandt gør brug af de samme grundfølelser, ændres måden, hvorpå han sætter ord på følelserne. En slags fornyelse, siger han, men ikke en bevidst en af slagsen. Er fornyelsen opstået, har det været en del af en naturlig udvikling.

”Musikken skal gøre lige nøjagtig, hvad der passer den. Jeg bryder mig ikke om en eller anden desperat fornyelsestrang. Sange skal i bund og grund vurderes på, om de fortæller en god historie.”

Glæden forsvinder aldrig
For Steffen Brandt er målet med musikken enkelt. Den skal reflektere den verden, vi nu engang er sat i. Det behøver ikke at være hele verden, men bare den del, man selv agerer i.

”Uden at det har været formuleret som et dogme, så har det hele tiden ligget i kortene, at det var vores opgave,” siger Steffen Brandt og tilføjer med et smil på læben:

”Jeg vil håbe, vi har levet op til vores formålsparagraf.”

Snart er TV-2 klar med deres 19. album i rækken, og intet tyder på, at det stopper her. Målet er nået, men det betyder ikke, at glæden er forsvundet. Glæden er mindst lige så stor som, da første album blev udgivet.

Musikken skal gøre lige nøjagtig, hvad der passer den. Jeg bryder mig ikke om en eller anden desperat fornyelsestrang. Sange skal i bund og grund vurderes på, om de fortæller en god historie.

”Det er en fantastisk fornemmelse, når jeg mærker, at vi som band hænger sammen og spiller musik, der betyder noget. Selv efter alle de år fungerer det stadig. Det er efter min mening helt unikt.”

Selvom Steffen Brandt aldrig har følt behovet for at stå på scenen, så er det alligevel der, han mest af alt mærker meningen med musikken. Han mærker det, han allerede fra barnsben vidste, musikken kunne, når hele familien stod samlet rundt om klaveret og sang med på farens klaverspil.

”Når publikum synger med og tager sangene til sig, opstår en følelse af fællesskab og nærvær. Det er det, musikken kan, og det overskygger alt andet. Det bliver jeg aldrig nogensinde træt af.”

Er du et ordensmenneske eller et rodehoved?
Begge dele. Studiet er rodet. Det må det gerne være. Men ellers vil jeg gerne have orden i mine ting. Der må selvfølgelig gerne være kaos indimellem, men hver morgen vil jeg gerne have alt ryddet op. Så kan jeg bedre overskue det hele.

Er du a-menneske eller b-menneske?
Jeg synes, morgenerne er super fede. Jeg står forholdsvis tidligt op. Så er alt friskt, og jeg kan gå og nyde dagens første kop kaffe. Men jeg kan også godt lide stilheden om aftenen, hvor alle er gået seng. Så mellem klokken 8-10 og klokken 22-24 er mine yndlingstidspunkter. Alt andet er vel egentlig bare fyld.

Er du altid i god tid, eller presser du den til deadline?
Jeg er altid i god tid. Vi starter også altid vores koncerter til tiden. Har vi i bandet aftalt at mødes kl 18, så er vi der altid 5 minutter før. Det med at skulle vente på én, kan man ikke byde andre.

Hvis du ikke skulle have været musiker, hvad skulle du så have været?
Jeg kan lige se mig selv som overlæge. Doktor Brandt, der kommer gående ned ad hospitalsgangen i hvid kittel og med stereoskop om halsen. Men jeg tror nu ikke, jeg vil være specielt god til det. Det er nok bedst, at jeg er endt som musiker.

 

Blå bog

  • Født den 14. juni 1953 og opvokset i Højbjerg som mellemste barn i en søskendeflok på tre.
  • Har siden 1980 været forsanger i bandet TV-2, der i seks år forinden var kendt under navnet Taurus.
  • Udgiver med TV-2 debutalbummet ’Fantastiske Toyota’ i 1981. Han har skrevet tekster og musik til alle bandets udgivelser.
  • Opnår senere stor succes med numre som ’Bag duggede ruder’, ’Nærmest lykkelig’ ’Hele verden fra forstanden’, ’De første kærester på månen’ og mange flere. I dag har TV-2 sammenlagt solgt over 2 millioner plader.
  • Har med TV-2 i alt udgivet 19 albums inklusiv det kommende album ’Tæt trafik i Herning’, der udkommer den 9. november 2018.
  • Bor sammen med billedkunstneren Jo Dam Kærgaard, der har designet covers til de fleste TV-2 albums. Sammen har de tre børn.