Guiden til den populære asiatiske spise med rå fisk, skaldyr og marinerede ris. Engang var sushi en særlig eksotisk spise, men i dag spiser vi også sushi til hverdag. Her får du en guide til 7 af Aarhus’ bedste sushi restauranter.

LETZ SUSHI
Suhikæden Letz Sushi har i dag to restauranter i Aarhus, hvoraf den ene er placeret i M.P. Bruunsgade og den anden i Guldsmedgade. Nyd appetitlige forretter fra 35 kroner, og dyk derefter ned i deres brede udvalg af delikate sushimenuer. Du får eksempelvis en menu med 17 stykker sushi til 125 kroner. Er du til en større anretning, får du med deres Letz 4 menu 62 stykker for 495 kroner. Er du mere til vegansk sushi, byder Letz Sushi også på flere veganermenuer. Ligegyldigt hvad du vælger, kan du hos Letz Sushi glæde dig til kreativ sushi. Nyd det enten i de rummelige, lyse lokaler eller bestil sushien som take-away.


Hvor: M.P. Bruunsgade 54 og Guldsmedgade 33, 8000 Aarhus


A+ SIAM SUSHI 
I Skolegade er du garanteret sushi, der aldrig er kedelig. Hos A+ Siam Sushi får du sushi af høj kvalitet, god service og en afslappet atmosfære. Besøger du restauranten med en særlig sushi-sulten mave, bør du hoppe ombord i deres ad libitum koncept. Bestil alt det, du kan spise fra menukortet i to timer og få serveret fuldstændig frisklavet sushi. Søndag til torsdag koster ad libitum 228 kroner, mens det fredag og lørdag koster 248 kroner. Det virker nemt tillokkende at bestille hele menukortet på en gang, men bestil hellere mindre portioner ad gangen, så du undgår madspild. Levner du mere end tre stykker hos A+ Siam Sushi, koster det nemlig 10 kroner pr. styk, dog går pengene ubeskåret til Red Barnet. Det kan vi li’!

Hvor: Skolegade 27, 8000 Aarhus C

OIISHII SUSHI
Det er ikke tilfældigt, at Oiishii Sushi restauranten hedder, som den gør. Oishii betyder nemlig ‘lækker’ på japansk og karakteriserer ret præcist den sushi, de serverer. Oiishii er en moderne japansk restaurant i Nørregade, og moderniteten udtrykkes både i sushien og servicen. Ved hvert bord er der tilknyttet en tablet, hvor du kan bestille alt fra deres ‘All you can eat-koncept’. Gennem tabletten kan du nemt og hurtigt supplere sushien med suppe, sticks, tangsalat og frugt, mens sushikokkene står klar til at tilberede frisklavet sushi direkte til dit bord. Hos Oiishii Sushi er kvaliteten i centrum, og derfor bruger de også kun Nishiki-ris, der er den bedste sort på markedet. Mandag til torsdag koster ‘All you can eat-konceptet’ 218 kroner, mens det fredag til søndag koster 238 kroner.

Hvor: Nørregade 42, 8000 Aarhus

KARMA
Sushikæden Karma dominerer i flere storbyer i Danmark, og i Aarhus kan du besøge Karma i både Frederiksgade og Vestergade. Den største ligger i Frederiksgade, og her kan du spise din sushi i særligt rummelige omgivelser, mens du i Vestergade vil opleve en mere intim atmosfære. Fælles for de to restauranter er, at de begge er designet af Henning Larsen Arkitekter, og derfor vil du hos Karma restauranterne opleve et smukt æstetisk udtryk. Et udtryk, der understøtter Karma Sushis vision om at give deres kunder ‘en oplevelse’. Forvent derfor en sushioplevelse for både smagsløg og øje. Hos Karma Sushi leger de med spændende ingredienser, som giver den traditionelle sushi et lækkert twist. Prøv eksempelvis deres variende onsdagsmenu med 28 stk. til 328 kroner. Hos Karma har de desuden fokus på bæredygtighed, miljø og god karma i alle deres handlinger, så du kan spise din sushi med god samvittighed.

Hvor: Frederiksgade 83 og Vestergade 48, 8000 Aarhus

RUNNING PING
I Asien er der tradition for at familie og venner mødes omkring middagsbordet og spiser en stor variation af deleretter. Denne familiære spisemåde er et koncept, som de hos Running Ping drømmer om at give videre til aarhusianerne. Hos Running Ping serverer de derfor, som navnet antyder, det klassiske ‘running sushi’ koncept. Her suser et bredt udvalg af favoritter forbi dig på det lange rullende bord, hvor du blot skal række hånden få centimeter ud for at sætte tænderne i det, der får dit mundvand til at løbe. Søndag til torsdag koster konceptet 218 kroner, mens du fredag og lørdag skal smide en tyver oveni. Hos Running Ping kan du også nyde smagsfulde sushimenuer fra 129 kroner, deres all you can eat-koncept eller bare udplukke dine favoritter a la carte. Ligegyldigt, hvad du er til, er du hos Running Ping sikret varme, trygge omgivelser og god sushi.

Hvor: Frederiksgade 73, 8000 Aarhus C

SEI SEI SUSHI 
Befinder du dig i den anden ende af byen, er der stadig gode muligheder for god og frisk sushi. På Trøjborg ligger Sei Sei Sushi, og her byder de på et bredt udvalg af sushimenuer. Du kan spise i restauranten, men med resturantens placering tæt på skov og hav, hvorfor så ikke benytte deres take-away koncept? Hos Sei Sei Sushi får du eksempelvis 12 stykker sushi til 105 kroner eller en større Uramenu med 32 styks til 279 kroner. Du kan også bestille delikate forretter med som take-away. Prøv eksempelvis deres tun tartar til 69 kroner. Med en japansk øl til 35 kroner er takeaway-menuen i hus.

Hvor: Tordenskjoldgade 65, 8200 Aarhus N

SOTA SUSHI
I Vestergade ligger en sushi restarurant med kærlighed for de helt små detaljer. Hos Sota Sushi kan du i en hyggelig atmosfære med minimalistisk indretning nyde særlig smagsfuld sushi. Et nøgleord for Sota Sushi er ‘videreudvikling’ af det japanske køkken. De har stor passion for at eksperimentere med de bedste råvarer, så du altid får serveret sushi med et lækkert, spændende og æstetisk smukt udseende. Hos Sota Sushi forsøger de at tilbyde et helstøbt japansk måltid for alle, og menukortet byder derfor også på grill, dampede retter og snacks, som supplerer den kvalitetsbevidste sushi. Dyk eksempelvis ombord i deres ‘vega menu’ til 245 kroner, der byder på den japanske spise yasal tempura og wakame salado foruden de 12 stykker delikate sushi. Er du studerende, er der særlig gode grunde til at vælge Sota Sushi, for her giver de nemlig 20% studierabat på take away om lørdagen mellem klokken 12 og 16.

Hvor: Vestergade 48, 8000 Aarhus C

Vi ønsker at give vores læsere de bedste forudsætninger for at opleve Aarhus. Derfor udgiver vi løbende guides, som klæder dig godt på til at udforske byen.
Blev du inspireret af denne guide om sushi i Aarhus, kan det også være, at du kan få inspiration fra vores guide om de 6 bedste ølsteder i Aarhus, 6 sunde måltider til under 80 kroner eller god pizza i Aarhus.