For mange er de forbundet med forestillinger om frisind, fred og fri sex. Men kollektiverne og bofællesskaberne er ikke, hvad de var engang. Forhold som klimaforandringer og høje boligpriser i byerne har fået flere og flere til at få øjnene op for fordelene ved at være fælles om tingene. Og det seneste årti har knap 2000 mennesker valgt at flytte sammen med ikke bare bekendte, men familie – og så endda på tværs af generationer.
Tekst: Anne Møller
Foto: Bibi Berge
Toårige Petra Carlsen kommer trippende i bare tæer ud på træterrassen indefra sine bedsteforældres midlertidige køkken. 32-årige Jo Carlsen drejer hovedet.
”Hvad har du nu fundet? En rødbedekiks?” spørger hun med et overbærende smil og løfter sin datter op på skødet. Overfor hende sidder hendes mand Roar Paaske, og på langsiden sidder femårige Nor Carlsen på en bænk i smørhullet mellem sin mormor og morfar, Janne Revsgaard og Mads Carlsen.
Et belejligt sammenfald
For halvandet år siden boede de to familier på hver deres adresse. Jo Carlsen, Roar Paaske og deres dengang treårige datter Nor Carlsen i en lejlighed på Frederiksbjerg og Janne Revsgaard og Mads Carlsen i et hus i Malling. Mads Carlsen fortæller:
”Vi havde gået og arbejdet på det hus i mange, mange år. Og da vi så endelig blev færdige med det, så gad Janne ikke bo der længere.”
Familien bryder ud i latter, og Janne Revsgaard sender sin mand et beklagende smil.
”Det var også lidt kedeligt,” siger hun efter lidt tid.
”Ja, det var sgu lidt kedeligt. Så det passede fint,” indrømmer han.
Beslutningen om at flytte fra Malling faldt sammen med, at de nybagte forældre i midtbyen savnede plads og græs under fødderne. Og her – ganske tilfældigt i sammenfaldet mellem to forestående flytninger – opstod kimen til dét, der senere skulle blive til et generationsbofællesskab.
”Vi er ikke helt enige om, hvem der fik idéen,” siger Jo Carlsen og ser på sin mor.
”Jeg husker det som en idé, Janne fik. Og Janne husker det som en idé, jeg fik.”
Roar Paaske supplerer:
”Alternativet var, at vi skulle flytte sindssygt langt væk fra byen. Men så fandt vi ud af, at når man går sammen, så kan man pludselig meget mere.”
Jo Carlsen nikker:
”I den her konstellation kunne vi undgå at sætte os dyrt. Hverken Roar eller jeg arbejder helt vildt mange timer om ugen. Det kan vi slippe for, når vi bor her.”
Fra kollektiv til generationsbofællesskab
For hverken Janne Revsgaard eller Mads Carlsen var det uvant at skulle dele adresse med andre end hinanden. Inden de fik børn, og indtil Jo Carlsen var fire år gammel, boede de i et kollektiv i den lille by Borum vest for Aarhus. Mads Carlsen fortæller:
”Vi boede der med fire familier på vores egen alder, som alle sammen fik små børn på samme tid. Og vi havde fællesspisning.” Han undertrykker et grin, inden han fortsætter.
”Det var et mareridt. Og det endte med, at vi alle sammen flygtede derfra. Ingen kunne få tingene til at hænge sammen, og ingenting var hyggeligt, for man sad bare i en kæmpe larm og uro. Det var simpelthen bare for meget. Det indså vi så alle sammen på samme tid, og så afviklede vi det og tog afsted derfra. Vi er gode venner stadigvæk, men det fungerede bare ikke.”
Udover at have fællesspisning delte Janne Revsgaard og Mads Carlsen køkken med de andre familier i kollektivet. Det gør man som regel ikke i bofællesskaber, hvor fordelingen af rum og opgaver ofte er mere opdelt. Erhvervs-ph.d. hos Statens Byggeforskningsinstitut Anna Falkenstjerne Beck, der forsker i bofællesskaber, forklarer:
”I et kollektiv deler man typisk både køkken og bad. Det gør man ikke i et bofællesskab. Der har man fælles faciliteter som for eksempel et fælleshus, hvor man spiser sammen nogle gange om ugen.”
I det generationsbofællesskab, som de to familier dengang endnu ikke havde fundet, var tanken ikke, at de skulle dele hverken køkken eller bad. De skulle heller ikke have fællespisning. Men udover dét stod rammerne åbne.
Den endelige beslutning
Da beslutningen var truffet tilbage i efteråret 2018, begyndte de to familier at holde øje med boligmarkedet omkring Aarhus.
”Vi var først ude og kigge på et andet hus, som ikke var noget. Og så fandt vi det her…”
Jo Carlsen bliver afbrudt af sin far.
”Som heller ikke var noget,” siger han og bryder ud i en klukkende latter.
Huset lå ideelt placeret på en villavej i Risskov, men der var meget, der skulle laves. Som minimum skulle der installeres et midlertidigt køkken, og særligt ét af familiemedlemmerne skulle overbevises.
”Jeg var helt klart den mest skeptiske, da vi kom ud og så det her,” siger Roar Paaske og uddyber:
”Jeg kan huske, at jeg syntes, at der manglede alt muligt. Hvor var den kælder, hvor jeg kunne stå og skrue på mine cykler?”
Alligevel endte han med at få øjnene op for alle fordelene, der skulle vise sig at være ved at bo under samme tag som sine svigerforældre. Ikke kun de rent praktiske, men også de klimamæssige.
”Bæredygtighed har helt klart været en stor del af beslutningen,” siger han.
Men der lå også andre ting bag.
”Vi kunne cykle på arbejde, tage ned til vandet, og jeg kunne besøge min far, der bor i Vejlby. Jeg skulle nok bare lige greje det,” forklarer han og uddyber:
”Jeg tror også, det har noget at gøre med, at mine forældre er meget anderledes end Janne og Mads.”
Han retter blikket mod Jo Carlsen.
”I meget af din barndom har I jo været i gang med at bygge en masse i det hus, I har boet i. Min far kan nærmest ikke slå et søm i, og mine forældre blev skilt, da jeg var seks. Så det er på mange måder noget helt andet end det, jeg kommer fra.”
Livskvalitetog gensidig glæde
I dag har de to familier boet i generationsbofællesskabet i halvandet år. Jo Carlsen, Roar Paaske og deres to døtre i hovedhuset og Janne Revsgaard og Mads Carlsen i tilbygningen, der er forbundet til hovedhuset ved hjælp af en glasgang.
På sigt skal det midlertidige køkken renoveres, og de to familier planlægger en mindre udbygning. Men de har ikke travlt. Lige nu nyder de hinandens selskab. Og at de kan hjælpe hinanden, når der er brug for en ekstra hånd. Og det er der ind imellem, når man er børnefamilie, fortæller Roar Paaske:
”Der er en kæmpe tryghed i tanken om, at når man kommer hjem sidst på eftermiddagen, og det hele brænder på, så kan børnene tit lige gå herover i en halv time og sige hej til Janne og Mads, og så kan man lige få pulsen ned og få styr på det hele.”
”Ja, og så vågner vi også igen jo,” siger Mads Carlsen med et glimt i øjet og fortsætter:
”Det største plus for os er virkelig de to rollinger der.” Han klapper sit ældste barnebarn kærligt på hovedet.
Janne Revsgaard nikker:
”Det er det virkelig. Det er forbundet med en enorm livskvalitet for os. Man får simpelthen så meget kærlighed og tilkendegivelse. Da Mads og jeg boede alene, var det meget: ’Hej, hvornår kommer du hjem fra arbejde? Og nå, skal du afsted igen og sådan.’ Det her er bare et helt andet liv.” Hun holder en kort pause, inden hun fortsætter:
”Da vi boede i Malling, holdte jeg nogle gange i kø i ti minutter, når jeg skulle på arbejde, og jeg var ved at blive sindssyg. Nu skal jeg køre hjemmefra tre kvarter før, og jeg er ligeglad. Jeg holder i kø, jeg ved ikke hvor længe, og jeg er totalt ligeglad. Jeg tænker, det betyder ingenting.”
Ifølge Jo Carlsen er kærligheden mellem bedsteforældre og børnebørn absolut gensidig. De fire bruger timer på at læse bøger, gå ture, være kreative og spille spil.
”Petra og Nor er helt vilde med deres mormor og morfar.” Hun smiler og retter blikket mod sine to døtre, der nu begge er havnet henholdsvis imellem og på skødet af deres bedsteforældre.
”Det er simpelthen så dejligt, at Petra og Nor er så trygge ved Janne og Mads, og at de har så mange voksne at spejle sig i. Nor er for eksempel lige begyndt at spille saxofon, fordi Mads spiller saxofon,” fortæller hun.
Fordomme og misundelse
Ifølge de to familier har det på mange måder været problemfrit at flytte under samme tag. Og de kan faktisk ikke komme i tanke om nogle negative ting ved projektet.
”Man skal selvfølgelig lige vænne sig til, at man ikke har samme privatliv, som man ville have, hvis man havde sit eget hus,” siger Roar Paaske og tilføjer:
“Når I har været afsted på ferie, går man måske lidt mere rundt med bar røv end normalt.” Han retter blikket mod sine svigerforældre, der begge bryder ud i latter.
Selvom beslutningen om at slå sig sammen i et generationsbofællesskab på mange måder har været en ideel løsning for de to familier, har den ikke undgået fordomme.
”Der er da nogen, der med en lidt hurtig bemærkning har sagt, at det skulle de godt nok ikke, og hvordan jeg kunne holde det ud. Og der er også nogen, der har en forventning om, at Janne og Mads afleverer og henter vores unger, så vi kan tage i byen hver fredag. Men sådan hænger det altså ikke sammen.”
Dog er det ikke udelukkende fordomme, de to familier er blevet mødt af.
”Der er faktisk flere og flere, der siger: Gid det var mig, men jeg kan desværre ikke med mine svigerforældre. Så jeg tror, det er noget, der kommer mere og mere,” siger Roar Paaske.
En stigende tendens
Og det er det også. Ifølge tal fra Danmarks Statistik er antallet af bedsteforældre, der bor sammen med deres voksne barn og partner steget med 28 procent siden 2008. Og selvom det stadig er en forholdsvis lille andel af befolkningen, der bosætter sig i generationsbofællesskaber, er det en tendens, som også Anna Falkenstjerne Beck har bidt mærke i i sin tid som forsker.
”I de år, jeg har været i gang med det her felt, er der kommet mere og mere fokus på bofællesskaber. Det er som om, det er en tendens, der er blevet lidt mere mainstream i folks bevidsthed. Når jeg møder folk og siger, at jeg forsker i bofællesskaber, så nikker de genkendende til det.”
Tilbage i haven sidder familien omkring havebordet. Janne Revsgaard er midt ihøjtlæsning for sit yngste barnebarn, da Mads Carlsen dukker op i døråbningen.
”Hvem kan banke mig i Spejlæg?” spørger han og ser mod sit ældste barnebarn. De hvide krøller på hendes hoved hopper og danser, da hun i raketfart suser ind over dørtærsklen for at hente spillet.
Flere og flere vælger at bo med deres svigerforældre
Ifølge tal fra Danmarks Statistik var der i 2008 6678 husstande, hvor bedsteforældre boede sammen med deres voksne barn og partner. I 2018 var tallet 8582. Det er en stigning på 28 procent over ti år. Man kalder den alternative boform for generationsbofællesskaber, hvor man i modsætning til kollektiver ikke deler køkken.