Fodbold udvikler børnene i Gellerup

Organisationen GAME inviterer til fodboldtræning i Gellerup, hvor der er fokus på andet end at lære at drible og skyde til en bold. Børnene skal lære færdigheder, som de kan tage med ud i samfundet. Gennem idræt og bevægelse kan børn udvikle sig personligt, siger ekspert.

Tekst: Søren Førby
Foto: Jess Porse Clemmensen

”Jaaaa, jeg elsker Lort og Lagkage!” En lille pige med tørklæde strækker hænderne over hovedet, mens smilet breder sig. Hendes udråb falder i ét med de andre børns skrig og skrål. På det blå halgulv render omkring 15 børn rundt i alderen 11-15 år. Cowboybukser, sneakers og tørklæder er træningstøjet. ’Lort og lagkage’ er et spil, hvor børnene skal skyde på mål. Hvis man scorer, er man lagkage og kommer videre til næste runde. Men det lader ikke til, at børnene går efter at vinde. De håber bare, at deres veninde kommer samme sted hen, så de kan snakke og pjatte videre.

Fodboldtræningen foregår i en hal, som er i bugten af de høje betonblokke i Gellerup. Det er lørdag aften, og mørket har lagt sig som en dyne over betonen. Træningen styres af 21-årige Lea Pope og 18-årige Dalia El-Diraoui. De er begge iklædt en grå hættetrøje, hvor der på ryggen står ’playmaker’, foran står der ’GAME’. 

GAME er en organisation, der arrangerer gadeidræt i udsatte boligområder. Den startede i Danmark i 2002 og har siden spredt sig til flere steder i Europa, Mellemøsten og Afrika. Der er et særligt fokus på, at børnene skal lære mere end bare at drible og sparke til en bold. 

”Det er for alle niveauer. Det handler ikke om, at konkurrencen er i fokus. Det handler om at få et fedt, spændende fællesskab, der kan gøre en forskel for børnene,” siger Katharina Moselund, der er projektkoordinator for Playmakerprogrammet i GAME. 

Fællesskab og fodbold
Fællesskabet sidder på forreste række i hallen i Gellerup, hvor alle er velkommen til at tage sin veninde med. Normalt foregår træningen på asfalt udenfor, men på grund af vintervejret er boldene i dag trillet ind i hallen her i Gellerup. Playmakerne Dalia El-Diraoui og Lea Pope snakker om dagens træning, mens de prøver at få boomblasteren til at fungere, inden hallen om lidt bliver fyldt op af råb, latter og snak fra børnene. De ved ikke, hvor mange der kommer. Træningerne er åbne for alle, og børnene har oftest en veninde med. 

Tidligere har Dalia El-Diraoui været træner i en almindelig fodboldklub, men træningerne i GAME passer hende bedre, fordi konkurrencen er skudt til hjørne. 

”Vi træner egentlig bare for at bevæge os og have det grineren,” siger hun.

”Ja, folk kommer og kigger og hænger ud. Det er lidt ligesom en ungdomsklub hernede,” supplerer Lea Pope. 

Træner, playmaker, rollemodel
En flok piger kommer ind i hallen og krammer de to playmakere, mens boomblasteren er begyndt at spille noget musik, som giver en lyst til at bevæge sig. 

”Heeeej, Dalia. Er det ikke rigtigt, at vi er gode venner?” spørger den ene pige Dalia El-Diraoui uden rigtigt at spørge, mens hun lægger armene om hende. 

Børnene bliver sluppet løs i hallen for at få brændt noget krudt af, inden træningen begynder. Nogle spiller med en bold, andre løber bare efter hinanden uden bold, nogle tredje skal lige have snakket af.

Playmakerne Dalia El-Diraoui og Lea Pope slukker musikken og får samlet børnene i midten af hallen. De sidste børn skal lige have drillet færdigt, inden alle sætter sig ned. Så sidder alle børnene ned på gulvet og ser op på playmakerne, der forklarer dagens program. 

Playmakerne er kernen i GAME. I stedet for bare at være træner skal de gerne være rollemodeller. Børnene skal se op til dem. Playmakere i GAME træner i de områder, som de selv er født og opvokset i. Idéen i GAME er, at de vil styrke unge fra de udsatte boligområder, som Dalia El-Diraoui og Lea Pope, der bliver klædt på til at inspirere og udvikle børnene fra deres område.

”I forhold til den fysiske del, så kan man se, at der generelt i udsatte områder er langt lavere fysisk aktivitet end i ikke-udsatte områder. Der kan vi gå ind og lave en forskel. Derudover kan der eventuelt mangle rollemodeller. Her kommer vi så ind med unge, hvor nogle gerne vil på universitetet, mens andre gerne vil bidrage til lokalsamfundet. De kan inspirere børnene,” siger Katharina Moselund, der er projektkoordinator for Playmakerprogrammet i GAME. 

Når Dalia El-Diraoui træder ind i hallen eller ud på banen inden en træning med børnene, tænker hun også, at hun skal være en rollemodel. Der skal tales pænt, og der skal være en god stemning, når der skal spilles bold. Og så snakker hun også med børnene om skolen. 

”Det er vigtigt for os at være en rollemodel. Når de ser, at vi studerer, så kan de se, at man kan nå det hele uden, man behøver at melde sig ud af samfundet,” siger Dalia El-Diraoui, som mener, at børnene, hun træner, har et stort potentiale.

Lær at drible, skyde og begå dig i samfundet
Dalia El-Diraoui, Lea Pope og andre playmakere rundt i landet er to gange om året på kursus i København, hvor menuen står på, at de skal lære at håndtere specifikke situationer, der kan opstå til træningen. 

Og det ser det ud til, at playmakerne får brug for her i hallen i Gellerup. To veninder er blevet uvenner. Over hvad er ikke helt til at finde ud af. Dalia El-Diraoui træder inden mellem pigerne. På den ene side står en gruppe piger. På den anden side to piger. Og forrest i hver gruppe er de to veninder, der er uvenner. Playmakeren spørger, hvad der lige foregår, og pigerne svarer i munden på hinanden, så ingen i hallen kan høre nogle af ordene, der bliver sagt. 

”Okay, I to står for den næste øvelse,” siger Dalia El-Diraoui og peger på de to uvenner. 

Konflikthåndtering er noget af det, som hun har med sig hjem fra kurserne i København, og som hun gerne skal lære videre til børnene i hallen. Så når børnene er uvenner over, hvem der skal med til en fødselsdag eller andet, kommer de på hold sammen. De skal bare lige grine sammen, så er de venner igen, fortæller Dalia El-Diraoui. 

Konflikthåndtering er en af de ’life skills’, som GAME har fokus på at udbrede i udsatte boligområder gennem sporten. Samarbejde og tolerance er andre punkter, der er fokus på. Hensigten er, at børnene udvikler sig både på et personligt plan og lærer at indgå i en gruppe. 

”Det er life skills, som vi mener, at alle børn og unge har store fordele ved at få styrket. Når vi så vælger at fokusere på børn og unge i udsatte boligområder, så handler det om, at den generelle adgang til sport er ringere i disse områder end andre. Derfor mener vi, at vi vil have størst impact ved at sætte ind i udsatte boligområder,” siger Katharina Moselund. 

Sport kan være mere end bare bevægelse
GAME vil altså give børnene gratis adgang til sport og uddanne rollemodeller i udsatte boligområder, da de mener, at de på den måde kan skabe en varig social forandring, så de kan være med til at få vendt statistikkerne og fordommene om dem, der bor i disse områder. 

Og sport kan faktisk hjælpe børn til at blive dannede voksne. Det fortæller Jens-Ole Jensen, der forsker i idræt og bevægelse på VIA University College. Gennem sport lærer børn at indgå i fællesskaber, samtidig med at de bevæger sig.

”Undersøgelser viser, at hvis man er fysisk aktiv, så fremmer det for eksempel ens hukommelsesevne eller koncentrationsevne. Der sker noget i kroppen, som øger ens forudsætninger for at lære,” siger han. 

Når børn får brændt noget krudt af, og kroppen bliver træt, så har de bedre muligheder for at gøre det godt i skolen. Da GAME arbejder i udsatte boligområder rundt omkring i landet, har de valgt at gøre træningen gratis, så alle kan komme og bevæge sig. Udover at gøre børnene trætte, kan de også lære ting på banen, som de kan tage med ud af hallen. 

”Hvis du opnår nogle erfaringer og nogle egenskaber indenfor et område, så kan du være i stand til at overføre det til andre steder i livet,” siger Jens-Ole Jensen, forsker i idræt og bevægelse.

Et eksempel på det er samarbejde. Når børnene lærer, at de kan spille bedre fodbold, hvis de samarbejder, så er der mulighed for, at de tager det med i skoletasken eller med på jobbet senere i livet. Så når de er i gruppearbejde i skolen, vil kroppen have erfaringer med, hvordan den bedst kommer igennem det. 

”Idrætten har den der umiddelbare reaktion. Man gør noget, og så kommer der en reaktion med det samme. Så på den måde er det et laboratorium for at se, når jeg gør et eller andet, hvordan reagerer omverden så,” siger han. 

Laboratoriet i Gellerup er en blå bane med to mål, hvor børnene eksperimenterer med at være en del af en gruppe. 

”TIIIID!” råber Dalia El-Diraoui ud i hallen og slukker boomblasteren. 

”Eeej, er vi allerede færdige?” spørger en pige. 

Dalia  El-Diraoui smiler og siger, at de altså har spillet i to timer. Boldene bliver pakket sammen. Børnene tager deres overtøj på igen. De to playmakere får farvel-krammere. Og om lidt er hallen igen tom. De to uvenner har fået grint sammen og er blevet venner igen. Børnene har hygget sig, bevæget sig og forhåbentlig lært lidt flere life skills. 

Uddannelsesniveau afgør mængden af motion

  • Hver sjette på kontanthjælp dyrker sport eller motion. Til sammenligning dyrker to ud af tre selvstændige sport eller motion. 
  • Tre ud af fire børn med ikke-europæiske forældre er idrætsaktive, mens over fire ud af fem børn med danskfødte forældre dyrker idræt.
  • Knap halvdelen af voksne, der højst har gennemført en grunduddannelse, dyrker sport. Derimod er næsten tre ud af fire voksne med en lang videregående uddannelse fysisk aktive. 

    Kilde: ’Socialt udsatte i idrætten. Definitioner og eksisterende viden.’ Idrættens Analyseinstitut.